Lidt af hvert

Tusind tak for alle jeres fine varme kommentarer i går, jeg er helt på bagen over, hvor anerkendende og opløftende i er. Og alle de stikord – det er for vildt! Jeg kan jo skrive fra nu af og til næsten evig tid på den flok, som i har sendt afsted.

Skal vi ikke tillade os at konkludere, at de gode gammeldaws blogs om levet liv på ægte vis bare stadig holder? Selv om vi lader os rive med af hurtigheden på andre platforme, selv om blogsfæren har taget 2-3 kvantespring siden tidernes morgen, hvor jeg begyndte at skrive, selv om alt muligt, ja så findes der stadig fine gode ting ved det skrevne ord og ved muligheden for flere af dem på én gang…

Tak – virkelig tak – for den lovestorm, som jeg tillader mig at kalde den.

Den giver mig så meget skrive-energi!

Jeg kan sagtens skrive for mig selv, no problemos, men jeg vil hellere end gerne lade ordene leve her på siden, når nogen gerne vil forholde sig til dem.

Så det gør jeg.

Og i morgen trækker jeg et lille ord fra puljen af alle dem, som i skrev til indlægget.

Træskostøvler, bål, æstetik, hverdagsfilosofi, kattedame, blomster, relationer, børnebørn og meget meget mere.

Jeg er klar. Tastaturet er støvet af og de mange ord noteret i min lille bog.

En lovestorm er ren benzin…

Mit indre ur bryder sig ikke meget om skiftene mellem sommer- og vintertid. Overhovedet ikke faktisk.

Den første uge eller to derefter er jeg helt rundt på gulvet, vågner før kl 04 og når vi så rammer eftermiddagen, så sejler jeg rundt. Måske ikke sådan udenpå, men inden i er jeg helt og aldeles færdig.

Jeg prøver at være ligeglad, bare være i det og både vågne og sejle uden at lade mig mærke synderligt af det, men det går det ikke så godt med. Min i forvejen trætte hjerne bliver helt mast og jeg har svært ved at tænke to sammenhængende tanker.

“Tag dig en middagslur!” siger nogen og Ja! det kunne jeg da sagtens gøre, men jeg bliver ikke sådan specielt meget friskere af en lur i dagtimerne, jeg har brug for at sove om natten og for mig er det nat til klokken er sådan cirka 05…

Jeg tænker tilbage på årene, da pigerne var små, hvor jeg gruede for både frem- og tilbageturen med tiden, det gik altid helt i kuk i ugen derefter, rutinerne røg, fordi de ikke rigtigt passede til de indre rytmer.

Vi var alle lidt skæve i hovederne, når tiden pludselig rykkede sig og ikke rigtigt passede.

Nu er der ingen små her mere, nu er det bare gammelmor selv, der er hårdt ramt.

Og jeg prøver bare at styre så godt som muligt igennem dagene og forsøger at gøre det uden alt for meget irritation. Jeg står op, når jeg vågner, tusser rundt og flytter lidt på indbo, læser lidt, strikker lidt, tømmer opvaskemaskine og sætter en vask over. Jeg gider ikke at blive liggende og forsøge at slappe af, for det er en tabt kamp på forhånd, min krop vil op, når jeg vågner, den er klar og jeg følger bare med.

Men det føles lidt som tortur og jeg bliver mere og mere grå i ansigtet, som ugen skrider frem. Måske er jeg heldig at være tilbage i rette rytme engang hen i næste uge og indtil da så må mine omgivelser altså være lidt rummelige. Jeg er en træt gammel dame med tendenser til at blive et lille urimeligt barn, når jeg er alt for træt.

Charmerende? I think not…