Lidt af hvert

Dagene bli’r mindre
Og nætterne de gror
Det er mørkt og det er vinter
Skyggerne forsvinder, før vi får rejst os op
Når vi kommer hjem
Med kroppen lidt på slæb
Er alting akkurat ligesom før
Og alting står præcist
Så upræcist som i går
Og nu sidder vi her og glemmer og glemmer
December december
Det er længe siden sidst

Sådan synger Rasmus Walter i sin December sang, som jeg holder rigtigt meget af.

Jeg føler også, at jeg har kroppen lidt på slæb i de mørke mørke dage, som vi alle klarer os igennem lige nu, mørkt langt de fleste vågne timer, det kan godt suge energien lidt ud af mig.

Jeg tænder lys alle vegne, levende lys og blide elektriske lyskilder i alle rum og på alle flader, jeg sætter julepynt frem, der kan bryde mørket med lidt glimmer og metalskær og jeg sørger for, at der er blomster i vaser og potter. Jeg gør, hvad jeg kan for at bryde mørket og er egentlig også god til at favne de mørke dage og nyde, at de giver mig en slags tur-pas til sofa, serier og strik.

Jeg trækker hjem i hulen og laver så godt som ingenting. Lukker øjnene for det meste af det, som foregår rundt om mig, tuner endnu mere ind på det stille lille liv og finder glæde og ro i det…

Men der er jo alligevel også ting at tage sig af i denne måned. Ting, der ikke lige handler om at hygge sig i egen lille lune sofa. Ting ude i verden, som jeg ikke helt kan lukke øjnene for.

Forberedelser til julen. Gaverne. Maden. Aftalerne om hygge og samvær. Småkagerne og lidt konfekt.

Bjældeklang og julesang, drillenisser og glade spændte børneøjne.

Jeg elsker faktisk det hele, må bare tage det i et rolige tempo end før, så kroppen bliver knap så skæv og hjernen knap så slidt, så jeg kan give mig tiden til at sidde lidt her ved tastaturet og skrive om stort og småt og alt og ingenting.

Det havde jeg nemlig lige glemt lige igen, vanens magt er stor – især når den er etableret godt og grundigt og ikke bare ligger som et spirende lille frø, jeg sidder jo lige så godt her, som jeg gør i sofaen, og faktisk med lidt større glæde, når alt kommer til alt…

Fredag i sidste uge stod jeg op i et vanvittigt morgengry.

Madam Mim lilla himmel, der spejlede sig i vores sø, vilde vilde farver over hele himlen, man skulle næsten tro, at det var løgn. Løgn og photoshop – men det var ingen af delene, det var blot en ekstraordinær bjergtagende november morgenstund.

På en måde smittede den lilla starter af på resten af dagens timer, jeg startede ud med at blive forundret og måske også en anelse fortryllet og med de stemninger gik jeg igennem dagen og klarede det hele med lethed og smil…

De seneste dage har været anderledes dæmpede.

Grå. Tågede. Lidt tunge i det.

Både i vejret og i humøret.

Jeg går ikke i sort om vinteren, jeg kan rigtigt godt li’ den, holder lige meget af alle 4 årstider, de er med til at gøre vores lille land til noget særligt, synes jeg, men det grå og tågede det lægger sig ligesom som en tungt tæppe på mig. Jeg bliver ikke trist, ikke ked af det, jeg bliver faktisk en anelse gnaven og det er jeg nærmest ellers aldrig. Måske en time eller to engang hvert tredie år.

Ellers ikke. Jeg er mest frisk i humøret og har let til smil og optur. Bare ikke i tåge.

Jeg er heller ikke vild med blæsevejr, men der kan jeg jo bare skride ind og så ikke mærke det.

Gråvejr og tåge ses også, selvom man sidder inde…

Så jeg vil faktisk gerne ønske mig flere lilla morgener.

Og også nogle dage – eller uger – med hvidt foroven og hvidt forneden. Med klingende frost og røde næser og knirk under støvlerne. Sådan ønsker jeg mig mine novemberdage. Og decemberdage. Og januar og februar.

Kulde, der kan svitse alt det våde væk, kulde, der kan give den blåeste af alle blå himler og så fine hvide drys over alle de brune blade og den våde jord.

Jeg elsker forår.

Jeg elsker sommer.

Jeg elsker efterår.

Jeg elsker vinter.

Men vinteren mest når den er kold kold kold og ikke levner plads til det grå og tunge vejr…

Tusind tak for alle jeres fine varme kommentarer i går, jeg er helt på bagen over, hvor anerkendende og opløftende i er. Og alle de stikord – det er for vildt! Jeg kan jo skrive fra nu af og til næsten evig tid på den flok, som i har sendt afsted.

Skal vi ikke tillade os at konkludere, at de gode gammeldaws blogs om levet liv på ægte vis bare stadig holder? Selv om vi lader os rive med af hurtigheden på andre platforme, selv om blogsfæren har taget 2-3 kvantespring siden tidernes morgen, hvor jeg begyndte at skrive, selv om alt muligt, ja så findes der stadig fine gode ting ved det skrevne ord og ved muligheden for flere af dem på én gang…

Tak – virkelig tak – for den lovestorm, som jeg tillader mig at kalde den.

Den giver mig så meget skrive-energi!

Jeg kan sagtens skrive for mig selv, no problemos, men jeg vil hellere end gerne lade ordene leve her på siden, når nogen gerne vil forholde sig til dem.

Så det gør jeg.

Og i morgen trækker jeg et lille ord fra puljen af alle dem, som i skrev til indlægget.

Træskostøvler, bål, æstetik, hverdagsfilosofi, kattedame, blomster, relationer, børnebørn og meget meget mere.

Jeg er klar. Tastaturet er støvet af og de mange ord noteret i min lille bog.

En lovestorm er ren benzin…