Browsing Category

Mad

Bagværk, Lækkerier, Mad

SUPPE-BRØD…

14/01/2008

Ostebrød…
Kartoffelsuppe…
Ostebrødet til suppen fik åbenbart mundvandet til at løbe hos andre end mig, og jeg ville da hjertens gerne dele en opskrift med jer, hvis der altså havde været én.

Brødet blev bagt sådan “ud af hovedet”, jeg kigge på melhylden i viktualierummet og derefter i køleskabet, og det der fristede, det kom med i røremaskinen.

Men lidt på slump kan det vel blive:

5 dl. vand

2 spsk. olie

1 spsk. Maldon (bruger du andet salt, så skær meget ned på mængden)

15. g gær, hvis du har tid at vente på lang hævning, ellers det dobbelte.

3 spsk finsnittet purløg

4 fed knust hvidløg

1 nævefuld små Gouda-tern

Mel indtil dejen har rette konsistens, gerne let klistret.

Brug det mel, du har hang til, groft, hvidt, spelt, emmer, what ever, jeg brugte emmer og durum og så et par håndfulde almindeligt hvedemel for at gøre skidtet bare en anelse luftigt.

Nærmere kommer det altså ikke på en opskrift, men mon ikke også det skulle kunne bruges.

Bliver du alligevel i tvivl om, hvor meget mel sådan en halv liter vand kan trække, så slå op i en almindelig bagebog under gærbrød, og se hvor meget, der er brugt der. Og brug hellere for lidt end for meget!

Suppen og brødet er spist, det gjorde godt i de vinterkolde kroppe, der havde været i byen for at bytte de sidste gaver, og for at anskaffe den passer, der på ingen måde først kunne købes i morgen.

Madpakkernesmøreriet kalder, og jeg tror, at en skive af ostebrødet vil være rigtigt godt at få med, sådan med en god spegepølse på, og så en gnave-peber til…

img_8289.jpg

Bagværk, Mad

BRØD MÅ DER TIL…

14/01/2008

Hvid- og purløg…Gouda…
Vi skal ha’ kartoffelsuppe i aften, den er på hitlisten for tiden, både børn og mand beder om at den er på madplanen med et par ugers mellemrum, og jeg siger ikke nej, for det er noget af det nemmeste at lave, det er sundt og ligger godt i maven.

Supper står og putrer over blusset, og imens brummer røremaskinen, der skal levere dej til et ordenligt brød, der skal ledsage den flydende kost…

I dag bliver det et brød med emmer- og hvedemel, med masser af knust hvidløg, purløg og tern af god Gouda.

Mundvandet stiger, kan jeg mærke, jeg skal vist ha’ mere brød end suppe…

Mel…

Mad

SOLID KOST…

02/01/2008

img_8122.jpg

Med nisseøl i viktualierummet og rugbrød i skuffen, så er der hurtigt klaret en gang aftensmad, i alle tilfælde i vores familie, hvor vi let kan blive enige om, at øllebrød smager godt.

Vi er lige så enige om, at det også mætter rigtigt godt, og at man efter en portion er så tung i maven, at man nærmest ikke kan vrikke med ørerne.

Men det behøver vi heldigvis heller ikke, vi skal bare dumpe hen i sofaen og nyde den sidste aften i ferien… img_8128.jpg