GODT PÅ VEJ…

Ventesal... Restaurant...Nogle timers arbejde i går i selskab af en handlekraftig veninde fik sat skik på de indledende julerier.

Faktisk mangler der bare en kæmpe flok håndklippede snefnug i vinduerne og så er der vist styr på det inden døre.

 

Perron og togvognen skal også jules til, men der er stadig dage at tage af og først skal rekvisitterne skaffes til huse, vi er ude i noget med rigtigt mange appelsinkasser og nogle store graner med klump. Lyskæder skal der også til og tænk hvis der også kunne komme et fint lag sne. Det ville ligesom sætte den helt perfekte scene…

 

Jeg sidder og bestiller de første varer til næste uges hurlumhej, det kræver lidt hovedregning og lidt is i blodet, et par tusinde gode mennesker plejer at finde vej til stationen i de åbne juleweekends og det kræver sådan set ret mange varer på lager at kunne servicere sådan en flok.

I går regnede vi på gløgg-mængde, det virkede fuldstændig vanvittigt med de mange hundrede liter, jeg blev nærmest lidt svimmel af det, endda uden overhovedet at sniffe det mindste til snapsen og de sprængfarlige rosiner.

Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke var den mindste smule nervøs for hvordan det hele spænder af, men inderst inde ved jeg godt, at der er styr på, jeg skal bare lige i gang igen.

 

Og så er det jo først i næste uge ikk’ at det sådan bliver helt tosset, i denne uge er det de indledende øvelser og de første to dejlige selskaber, som jeg glæder mig til at byde indenfor i en nysselig stationsbygning.

Sådan om cirka 247 snefnugs tid…

NISSER PÅ SPIL…

Nisserrier til Anton...Jeg har været så fantastisk heldig at få et nyt lille menneske ind i mit liv, et helt særligt dejligt og vidunderligt barn, som Sophie har “tiltusket” sig ved at finde en dejlig kæreste, der er far til Anton på 3. Vi er vilde med ham, ja med dem begge, både den store og den lille mand, og glæder os hver dag over, at vores lille klan med ét blev udvidet.

 

Som med et trylleslag har mine øjne fået et andet fokus, når jeg handler, når jeg læser, når jeg strikker og planlægger, pludselig er det ting, der passer til at være 3 år og livlig, der fylder synfeltet og hjertet. Jeg er VILD med det og intet er for godt til stumpen.

Jeg smiler af mig selv, når jeg opdager, at jeg sender en “Hvordan går det med ham?”-sms til min ældste uden at spørge Sophie om, hvordan hun har det, pludselig er det noget andet, der fylder vores samtaler. Jeg bliver lykkelig og også rigtig stolt, når jeg ser, hvor let hun er trådt ind i rollen som ekstra-mor, hvordan hun tager det dybt seriøst og læser og undersøger og gør alt det, som giver tryghed og mening for et lille menneske. Hun er enestående.

Også i sin overbærenhed med den mor, der så rigeligt er i gang med at være supplerings-mormor…

 

Jeg har fået lov til at lave kalendergaver til Anton til de decemberdage, hvor han er hos sin far og Sophie, og jeg har været hos Fru Tulipan for at hente en sok, der kan holde på gaverne. Jeg har strikket en lille hue, som skal ligge i sokken den første dag, sammen med et lille brev fra en nissedreng, der bor i skoven nær huset. Det er en fest at planlægge pakkerne og brevene, som skal følge med. Der er købt bøger, skumfægtesværd, plastdyr til badekar og andre småting og så kommer der også små aktiviteter og udflugter i til de dage, hvor jeg ved at der er god tid både her og der.

Planen er at brevene skal klistres i en lille bog, som så kan ryge i kassen med julebøger og kigges igen i de efterfølgende år, hyggeligt for børnene og en hjælp for en kvinde, der forhåbentlig får en ordentlig flok børnebørn, og som sætter pris på genbrug af gode idéer. Og hvis nogen har fif og hengemte dejlige idéer, så modtages de selvfølgelig med kyshånd, for der er jo mange dage og mange år at tage af…

 

 

DECEMBERPYNT…

Kalenderlys...

Pyntet karm...

Kobber....

Træer af en slags...

Aqua og hvidt...

Helle D engel...

Endelig er der ved at falde lidt ro over mine dage og i dag har jeg endda fået en hjemmedag foræret af stormen Bodil, da job-dag i Odense blev aflyst.
Endelig har jeg haft tid til at kigge i egne julekasser og pakke alt det væk, som har stået rundt omkring i forbindelse med produktion til julemarkedet.

Endelig er decemberpynten ved at finde på plads.
Endelig er jeg nået til det, som jeg holder så meget af, nemlig at skabe de små (og større) “tableau’er” som er nye hvert år.

Jeg ELSKER det…

Jeg køber kun ganske lidt nyt hvert år, i år et par billige kobber kugler fra Søstrene Grene og et lille rødt Arhøj spøgelse.
Og så selvfølgelig et nyt kalenderlys men det giver jo ligesom sig selv.
Jeg har så meget dejligt pynt, som jeg glæder mig til at tage op af de 3 kasser, som faktisk bare er ret små, det ligger gemt i.

Jeg ved, at nogen forestiller sig, at jeg har stabler af store kasser, men det er altså bare en forestilling, for alt det jeg har er småt og kan pakkes tæt. Så 3 kasser er det og den sidste er i virkeligheden halvt fyldt med noget af det, som aldrig kommer frem, men som jeg ikke nænner at kassere.

Og nu har kasserne været åbnet og årets pynt er taget ud og resten pakket ned til en anden god gang.
Kun miniaturetingene til den plexi-sættekassen ligger stadig i skjul men måske en stormvejrsaften kan være med til at gøre noget ved det…

Jeg har lyst til at tage fotos af alle de små hjørner og opstillinger, men lyset udefra er mangelfuldt og det hele kommer til at fremstå lettere grumset og det klæder ingenting.
Så her er i første omgang bare lidt af det, som eftermiddagslyset i går lod mig fange.

Julen i år er selvfølgelig Huxi-sikret og de ting, som jeg holder allermest af er blevet i kasserne.
Næsten da – for ud havde jeg pakket lidt Alessi julepynt og jeg må konstatere, at allerede nu har en enkelt langnæset julefyr mistet livet.
Hvor der handles der spildes.
Hvor der er hvalp er der rabalder.

Sådan er det –
men man kan vist ikke sige, at vi har undladt at decemberpynte her.
Det ses vist selv med ét lukket eller halvblindt øje…