Familieliv, For hjerte og sjæl, Husdyr, Hverdagsliv

14 MÅNEDER OG FULD AF KRUDT…

21/09/2014

Snorketræ...

A9215564

Ham her –
vi knuselsker ham bare.
Kort og godt.
Vildt og inderligt.

Huxihund.

Han har boet hos os i 1 års tid nu og på trods af det KÆMPE store stykke arbejde det har været – og sommetider stadig er – at ha’ en livlig hvalp, ja så kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har glædet mig over ham hver eneste dag.
Der har selvfølgelig også været momenter, hvor jeg har været ved at eksplodere, som da han åd Amandas briller eller sprang lige midt ned i mit vidunderlige lille snedker-loppe-bakkebord og det hele nærmest eksploderede ud i stuen, da blev jeg da lige lidt indebrændt i et minut eller to.

Eller hundredetyvende gang han smed sig midt i den største mudderpøl i skoven.
Eller da han hev en tomatplante ud af drivhuset.
Eller gnaskede en dyr håndcreme i stykker.
Eller slikkede på min gode håndmad med spegepølse.
Eller stak i galop efter en stakkels dame, der var mest til små hunde.

Men det meste af tiden er han verdens bedste hund og han giver så meget liv, så mange grin, så meget varme og så mange skønne oplevelser, at jeg nærmest ikke kan forestille mig ikke at ha’ ham ved siden af mig hver eneste dag…

I dag har vi været tidligt oppe og i hundeskoven sammen med en herlig og meget grinende veninde og hendes Corgi, vi havde kaffe og morgenmad med og blev stort set ikke “generet” af andre mennesker i skoven. Vi klarede at vende verden og få spist og hundene klarede stort set det samme.
I fuld fart.

Siden har der ikke været meget gang i ham, ikke andet end lidt smådrillerier med hugget strikketøj og bjæf af pigerne, der tillod sig at spise knækbrød med ost og pølse i stuen, jeg tror, at dagen i dag er udnævnt til dovensøndag, men måske ændrer det sig, når vi andre sætter os til rette ved middagsbordet, så vågner han sikkert op til dåd og unoder.

Så planen kunne være en tur mere i skoven inden maden.

Huxi er – på trods af hvad andre måtte påstår – en rigtig rolig hund, der er god til bare at være omkring os uden for meget hurlumhej, han ligger oftest lige ved mine fødder og holder øje med, at jeg ikke drager på tur ud i køkkenet eller haven uden ham.
Han ligger på badeværelsesgulvet og venter, mens jeg er under bruseren, og ved siden af min seng, når jeg sover. Ind imellem også i min seng.

Han følger mig som en skygge og kigger op mod mig med nogle øjne, der siger “Hva’ skal vi nu? Må jeg komme med? Jeg er jo din hund, så jeg skal med, det skal jeg!” og det skal han jo også, så ofte som muligt og der hvor det giver mening…

Han er den hund, som jeg i mit voksenliv har været mest knyttet til, måske fordi det bare er mig, der har opdraget og sørget for og taget mig af, igen og igen og igen, han er helt særlig og bare så god.
Jeg elskede Nugga, virkelig, men ham her altså, han har for alvor most sig ind i mit hjerte.

Vi træner stadig indkald og andre kommandoer, han har sin egen vilje, men driver han den for langt og får en skrap irettesættelse, så er han slukøret, han vil helst ikke ha’ skæld ud, men det får man altså, hvis man tager en spurter og ikke lader sig kalde tilbage.
Men i bund og grund er vi rent opdragelsesmæssigt ved at være der, hvor tiden bare skal arbejde for, at han bliver lidt mere rolig og afbalanceret, for hormonerne er ret voldsomme lige nu og kan man dominere, så vil man dominere. Sådan er det og det må vi så arbejde med, det der med, at det er mig, der bestemmer, altid og uden undtagelse.

Men i virkeligheden så er han meget mere en tøsedreng end hans umiddelbare fremtoning og attitude kunne give anledning til at tro andet, han er bange i mørke, han er bange for skrappe hunde og han er ikke vild ukendte objekter på gade og i skov.
Huxi hunderæd…

Huxi skal selvfølgelig med ud og være stationshund, han skal ha’ lov at lunte rundt inde og ude, når vi er der alene og passe på mig, når det sådan for alvor er mørkt helt derude i skoven og når der er åbent og folk myldrer ud og ind, så har han heldigvis en hel lejlighed til sin rådighed ovenpå.

Jeg er sikker på, at han vil elske at springe op bag i bilen hver morgen for at komme med derud, hvor der er plads til at sprælle og få en friskstegt fiskefrikaldelle.

Der er lige smidt en stak billeder af ham på Flickr, nogen har måske lyst til at se, at han også kan andet end at fede den på gulvet i entréen…

You Might Also Like

28 Kommentarer

  • Reply Låvise 21/09/2014 at 17:39

    Han er bare SÅ lækker ham Huxi-drengen. Jeg har fulgt med på sidenlinien siden I måtte sige farvel til Nugga og fik bassen her hjem og jeg må indrømme at jeg ofte smågriner når jeg hører og ser hva han laver af unoder og drengestreger.

    Jeg har selv mistet to hunde-drenge siden I sagde farvel til Nugga. og det er noget at det værste jeg har været igennem, de sætter så dybe spor i vores hjerter og beriger vore hverdage med mange smil.

    Knus Låvise

    • Reply Anne 29/09/2014 at 19:58

      Det er så frygteligt at sige farvel til sine kæledyr, Låvise, jeg frygter allerede den dag, hvor ham her bassen ikke holder længere.
      Der er forhåbentlig to håndfulde år til men alligevel…

  • Reply Helle K. 21/09/2014 at 18:13

    Alt det du fortæller om Huxi driver gennem skærmen, så man kan fornemme ham ude i stuen.
    Der er ikke noget som en hunds kærlighed – helt uden forbehold og stormende uanset alt andet.
    Hvor er det skønt, at I har ham og han har jer – selvfølgelig bliver han en perfekt stations-hund, det kan der slet ikke være tvivl om.
    Kærlighed avler kærlighed – også når der er tale om hunde.

    • Reply Anne 29/09/2014 at 19:59

      Det er nemlig rigtigt, Helle, kærlighed avler kærlighed, længere og mere besværligt er det egentlig ikke, lad os aftale, at vi bare angriber verden med den i mente…

  • Reply Susanne 21/09/2014 at 18:49

    Huxi, Huxi, Huxi hunden der kan sætte hjertet i brand. Her på matriklen følger alle med når Huxi’s mor fortæller og viser billeder. Din blog er en af de få jeg har fulgt længst, siden før I flyttede og det er en blog der giver mening. Glæder mig så meget til næste år, hvor vi skal til Stationen og møde Huxi’s mor og Huxi 🙂

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:00

      Vi vil glæde os til at tage imod jer, Susanne, og så må du jo give dig til kende.
      Og vi må satse på, at ham Huxihunden så også er der og ikke holder fridag hjemme hos pigerne…

  • Reply Hanne 21/09/2014 at 19:03

    den dejlige vovse 🙂 de kære hunde kommer bare ind under huden på. Jeg er selv flyttet fra to labradore her i sommer og jeg savner dem sørme, men sådan måtte det være, min lille gravhund får så et ekstra klap. Godt Huxi drengen får sin egen lejlighed på stationen ellers ville han vist få aet al pelsen af når gæsterne myldre ind 🙂

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:18

      Han ville se så dum ud uden pels, Hanne 🙂
      Og dejligt for dig, at du dog har din lille hund omkring dig…

  • Reply Pollyanna 21/09/2014 at 20:11

    Der kommer helt sikkert til at være unoder et stykke tid endnu, han er jo knap nok teenager endnu ham Huxi. 🙂 Vi mistede vores elskede klaphund i juni, men har kapituleret, så til jul håber vi at have en hvalp. Et hjem uden hund, var bare ikke rigtigt et hjem, er vi blevet enige om .

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:18

      Jeg er helt enig i jeres betragtninger, Pollyanna, en hund må der til…

  • Reply Letten 22/09/2014 at 07:08

    Hvor er det skønt at Huxi kan komme med de fleste steder.
    Jeg har også min labrador med på arbejde, og så smutter vi lige en tur i skoven eller på stranden i vores pause.
    Ellers ligger hun under mit skrivebord, og kigger frem når hun syntes hun trænger til et klap fra kunderne.

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:20

      Han bliver nødt til at komme med, Letten, pigerne er ikke så meget hjemme mere som tidligere og han skal ikke være alene.
      Jeg glæder mig rigtigt meget til at kunne ta’ ham med på stationen, det lyder så hyggeligt med din under skrivebordet, men jeg må nok hellere la’ vær’ med at dække ham af under komfuret…

  • Reply Helle D 22/09/2014 at 10:16

    <3

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:32

      Masser af hjerter, Helle…

  • Reply GitteG 22/09/2014 at 10:29

    Ih hvor er han skøn ! giver mig sådan lyst til at få hund. Men jeg har aldrig haft en og kan ikke bedømme om jeg kan håndtere sådan en størrelse…. men din Huxi virker som noget af det skønneste pelsdyr 🙂

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:35

      Jeg vil sige, at det er en stor mundfuld med sådan en hvalp af den størrelse, Gitte, jeg er meget glad for, at han ikke er min første hund. Han bliver den sidste store hund, som jeg skal ha’ fra hvalp, men jeg kunne sagtens finde på at få en Golden mere, en der skulle omplaceres.
      For når først de er igennem lømmelalderen, så er det en dejlig rolig hund.

      Jeg vil vove at påstå, at alle kan håndtere en Golden, men det kræver masser masser af tid og en målrettet indsats, men det gør alle hunde. De små er bare lidt lettere at holde 🙂

  • Reply Bettina Brogaard 22/09/2014 at 15:27

    Hvor ser han dejlig ud ham Huxihund. Et rigtigt krammedyr <3

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:35

      Nemlig, Bettina, en rigtigt krammedyr…

  • Reply Therese 22/09/2014 at 16:40

    Skønne, lækre, Huxi. Som tiden altså går!
    Er det i øvrigt med vilje at dine billeder ikke er så brede som teksten, i dette tema? Ellers så vil jeg lige nævne at det er de ikke, i Safari i hvertfald. Der fylder de kun ca 60 % af tekstområdet.

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:37

      Tiden løber så vanvittigt stærkt, Therese.

      Det er ikke med vilje at billederne ikke passer med tekstbredden, men lige nu må det være sådan, jeg orker ikke at makke med det, jeg får det til at gå i fisk og der er så meget andet, som er vigtigere. En dag bliver det lavet om 🙂

  • Reply Hella 22/09/2014 at 18:07

    Åh jeg kom til at grine og smile da jeg læste dit indlæg. Så skønt !

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:38

      Grin du bare, Hella, det gør vi også. For det meste…

  • Reply Sidsel 22/09/2014 at 18:46

    Kære Anne og Huxi. I er et godt par, startet på et friskt nyt eventyr!
    Jeg elsker Huxi, men kun fordi han føles godt opdraget og får megen opmærksomhed. Du gør det godt Anne, vær stolt af ham, dine børn og dit nye eventyr:-))
    Knus

  • Reply MissMuffin 22/09/2014 at 18:53

    Åh, hvor dejligt med hundeslik på håndmadderne 🙂
    Sikke en god tur at starte morgenen på, med medbragt morgenmad, gåtur og hundeleg. Hvis vores Dolly havde været med på den slags, så ville jeg også invitere veninderne med på sådan ture..

  • Reply Anette 23/09/2014 at 14:36

    Din skønne beretning om skønne Huxi – får lige stroferne fra en Shu Bi Dua sang frem – du kan få kvinder og kager … men er er intet så skønt som en VUFFELIVOV ….. han bliver en fantastisk stationshund 🙂

  • Reply Bettina 23/09/2014 at 15:18

    Hej Anne, jeg kan så meget følge dit indlæg. Vi har haft to gange Golden, (det er derfor jeg sommetider skriver “gys!” på instagram når der er billeder af Huxi der mudderbader :-)) men da nr. 2 blev for slidt og fik ro, bestemte jeg, at jeg ville prøve med en mindre størrelse. Det blev en Jack Russell terrier. OMG mindre af størrelse men kæmpe personlighed! De to forrige hunde måtte dele opmærksomheden med børnene da de var små, nu har jeg for første gang kunne investerer tiden i min hund og hold da op som jeg knuselsker den lille terroist! Han er min følgesvend i næsten alt jeg fortager mig. Jeg er vokset om med jagthunde og har helt klart opfattelsen af at “en hund, er en hund” men ham her altså bare MEGET mere!

  • Reply Elisabeth 26/09/2014 at 10:22

    Han er bare så flott, han Huxi! Skulle gjernekoseklappet litt på han 🙂

  • Reply jonna 28/09/2014 at 14:48

    Han lyder bare dejlig og har jo ikke giver dig tid til at kede dig

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.