I mandags opdaterede jeg min FB profil med ordene
– Nogen siger, at man kun får serveret de udfordringer, som man kan klare. Mit rationale omkring Anne Stange må være, at hun kan klare ret meget…
En bekendt fra min gamle by spurgte, hvad der var hændt mig og det fik mig til at tænke det sidste års tid igennem, det år, hvor der bare er “hændt” ALT ALT for meget. Meget mere, end jeg synes er rimeligt, når jeg sidder her og kigger på det.
På en eller anden måde er der blevet ved med at vælte ting ned i mit liv, som har udfordret mit overskud, min ro og min energi, jeg har en oplevelse af, at jeg knap når at sunde mig og ryste pelsen, før der så bliver smidt en ny og krævende hændelse efter mig.
Nok er nok, skrev jeg, og det er det bare…
Det sidste år er gået med at kæmpe en umulig kamp for at redde et ægteskab og et familieliv, at få gjort et ulykkeligt barn mentalt og praktisk klar til et år i USA, at få delt indbo og at få pakket ned, flytte, sælge hus, passe job, knokle med certificerering til PMTO terapeut af både den ene og den anden slags.
Farmors død, deling af bo derfra og stor sorg over at det sidste link til min far forsvandt, højtider, helligedage, fødselsdage alene med pigerne, sygdom og undersøgelser i hoved og r*v, økonomiske udfordringer p.g.a. to store huslejer, anklager og beskyldninger om både dette og hint – urimelige og uden hold i virkeligheden – og hele tiden et aleneansvar for pigernes trivsel.
Ansvaret for, at der blev handlet på hændelser i USA, ansvaret for at støtte og hjælpe på vej i det nye liv, ansvaret for trivsel, hverdag, weekend, ferier, mad, vasketøj, eksamenslæsning, forældremøder, skolehjemsamtaler, bøjletandlæge, lægebesøg.
Jeg har samlet op, sparret, forklaret, lyttet, været “skraldespand” når noget klemte andetsteds, været mor, terapeut, hjælper, kriger, forsvarer og løve. Alt med glæde og hjerte men også med et forbrug af kræfter, der ind imellem faktisk ikke har været der…
Og nu Viggo.
Søde skønne dejligste Viggo. Amandas allerallermest skattede skat, hendes ven og sjælesørger. Det er bare IKKE rimeligt.
Jeg sørger, jo tak han var den herligst solstråle, men det som piner og tærer er jo Amandas store store sorg.
Det havde vi bare ikke brug for, vi havde faktisk bare brug for at være i det gode liv, som vi har fået skabt os her i jomfruburet, bare brug for at nyde og flyde og glæde os rigtigt meget til, at vi snart har Laura hjemme igen.
Foråret har været lyst og godt og helende og vi er glade og tilfredse.
Eller rettere VAR.
Nu er det hele på en eller anden måde tilbage til start, lortestart, f***ing møgstart og jeg skal igenigenigen finde overskud til at være den, der klarer ærterne.
Og det gør jeg selvfølgelig, for der er ligesom ikke andre muligheder.
Men der er hændt mere end rigeligt, rigtigt meget mere end rigeligt og jeg synes egentlig, at jeg har taget min tørn i livtag med livet for det næste år eller fem.
Så hvis der sidder en eller anden og holder øje med de portioner, der smides på vores livstallerkener, så stop lige med at læsse mere på min, hele bakken er faktisk fuld her.
Tak…
