Julen er traditionernes tid.
Men der skal også være plads – masser af plads – til fornyelse og eksperimenteren.
Både i pynten, maden, kagerne og måden vi får vores juledage skruet sammen på.
Vi følger impulserne ude fra verden, dufter og mærker hvor vindene fører os hen ad i år, vi tør godt og lander vi et sted, der er så fremmedartet, at det alligevel ikke går, så er det let at træde tilbage i plejers spor…
Et af årets buzzword i mad-land har været lakrids.
Det er helt i orden med mig, jeg elsker det sorte stærke stads og har nu bagt det ind i den første produktion af pebernødder.
Et lille drys eller to af Johan Bülows magiske pulver og nødderne er nu med på noderne.
Jeg bagte kun en lille portion i første omgang, skulle finde den rette balance mellem peber og lakrids, men den var der i første hug og en ny portion er bagt for de første forsvandt som dug for solen.
Hvis du synes, at pebernødder skal smage sådan lidt krydderkage-agtigt med både kanel og nellike i, så er det ikke disse små bomber, du skal bage.
De smager nemlig som jeg synes, at pebernødder skal, af citron og peber og nu også med et strejf af lakrids.
Prøv dem –
du kan altid gå tilbage i plejers spor…
LAKRIDSNØDDER MED PIF.
Opskriften rækker til mange små rappe nødder.
500 g hvedemel
250 g blødt smør
100 g sukker
1 tsk hjortetaksalt
1/2 tsk stødt hvid peber
1 tsk kardemomme
2 tsk lakridspulver – jeg brugte Bülows, andre er knap så intense i smagen, så der skal måske lidt mere til af dem
Revet skal af en lille øko-citron
Ca 1 dl vand
Alle ingredienserne røres sammen på røremaskine eller æltes grundigt med hænderne.
Rulles ud i lange tynde stænger og skæres i små bidder med en skarp kniv.
Lidt mindre en en hasselnød.
Jeg triller ikke pebernødderne men smider dem bare på pladen som de er, jeg kan godt li’ at de har flade sider.
Bagetid ca 8-10 min ved 200 grader.
Lakrids forever…
17 Kommentarer
Ååååhhh…. der må bages! Tak for dejlig, dejlig julehyggekalender, Anne
Det lyder som pebernødder jeg godt gider bage – tak for en hyggelig julekalender 🙂
Ps. Har ikke bagt pebernødder siden børnene var helt små :))
Ih altså tak. Det var lige det jeg manglede. En ny opskrift på pebernødder og så med lakrids. Det må jeg da prøve.
God tirsdag til dig Anne
Uha det bliver vist ikke godt for sidebenene at kigge forbi her for tit i december 😉
Sjovt det du fortæller om din datter og dansk – min datter blogger også og hun skriver/siger også, at hun får sværere og sværere ved at skrive dansk. Jeg kan også selv huske fra min tid som au pair i USA, at jeg til sidst drømte på engelsk – meget mærkelig fornemmelse.
Er hermed skrevet på “to dó” listen!
Uha hvor det lyder godt. Dem prøver jeg. Er for en gang skyld lidt tidligt hjemme i dag, så der kan vist godt lige puttes en gang pebernødder ind i programmet. Vi ses på torsdag til strik.
tak tak tak tak tak. Et par halvsyge unger hjemme, en formiddag og så ellers igang. De er lækre. Og bedst helt nybagte som mellemste siger det og propper munden. De er fra nu af en fast tradition. Vi snupper endnu en portion sammen med lakridsmarengs med hvid chokolade.
Mums og mums. Så har vi spist muffins: lækre! Hakuna Mantata: lækkert. Skramsgaderetten, holdt til 2 dage. Lækkert og praktisk. Pebernødder? Ja, jeg må i gang. Er der en effektik slankekur tilsidst?(bortset fra at lime min mund sammen). Ja, du har nok en god lim;-)))
Mmmmmm! De skal da pröves – mä huske at skrive lakridspulver pä indköbslisten när vi skal nordpä i juleferien 😛
Bagt og smagt og absolut det bedste “pebernødder” ever 🙂
Tak for opskriften 🙂
Vores familieopskrift er en ufravigelig tradition – demoranødder hedder de, allehåndekrydrede og hårde – og uden dem ville det ikke blive jul.
Men jeg er villig til at bage to forskellig slags i år, for dine pebernødder ser meget spændende ud og MÅ prøves…
Tak for opskrift.
jEG ER FRISK PÅ ALT, DER INDEHOLDER LAKRIDS 🙂
Kagerne lyder lækre – min mand ville elske dem.
Det første billede, synes jeg, er utroligt smukt!
Fint med nytænkning vedr. pebernødder. Jeg har selv lige lavet rå, glutenfri pebernødder uden sukker til dem, der vil være fri for den kræftfremkaldende akrylamid, som uundgåeligt dannes ved bagning over 125 grader C.
Ingredienser:
– 200 gram mandler
– 50 gram birke-xylitol
– ½ tsk. ingefær
– ½ tsk. kardemomme
– ½ tsk. kanel
– 1 ml hvid peber
Stil mandlerne i blød i minimum 2 timer, gerne natten over. Tag mandlerne ud af vandet og kom dem i en food processor sammen med de øvrige ingredienser. Kør til du har en jævn, marcipanagtig masse. Tril massen ud i pølser og skær i passende små stykker. Så er de klar til servering.
[…] enten i den kreative skala eller lækker madinspiration. D. 6. december delte hun en opskrift på Lakridsnødder med pif. Normalt bager jeg ikke pebernødder. Men lige disse lød så tillokkende, at de bare måtte […]
Hej Anne,
Jeg er en af gut-inderne bag Danmarks Første Lakridsfestival (se http://www.lakridsfestival.dk).
Har bagt dine lakridspebernødder fra d. 6.december – og de er SUPERgode! Må jeg dele opskriften på lakridsfestival.dk, hvis jeg henviser til din blog? Please?
Har du andre opskrifter, der integrerer lakrids på nye og spændende måder, så vil jeg naturligvis gerne høre fra dig!
De bedste hilsner
Lotte Andreasen
Lakridsfestival/ExpoViva
Endnu engang er disse med i julebage-sortimentet.
Kollegaerne jubler og synes om lakridssmagen, som ikke bliver gættet før det afsløres.
Nu står den på lussekatter til Lucia i morgen. Mon kollegaerne gætter safra’en?
Tak for alle dine gode opskrifter, som stadig findes frem.
Hilsen Lisa, Eslöv.