Når man er ved bunden af Gardasøens, ikke på men ved, så er en tur til Verona et must, meget smukkere bliver det ikke, fuldfed italiensk stemning smækket lige i hovedet.
Det er med god grund, at byen er på UNESCO’s kulturarvs-liste, her står oplevelserne i kø og livet føles intenst og autentisk romersk.
Jeg blev stille og fyldt med beundring og benovelse, da jeg gik i Arenaens buegange, og tænkte på, hvor fantastisk det er, at et 2000 år gammel bygningsværk står der midt i den moderne og pulserende by, hvor fantastisk det er, at der for hundrevis af år siden, gik en anden mor med sine tre børn ved hånden, og snakkede om, hvordan denne menneskeskabte gigant kun kan fylde en med forundring og beundring for menneskets viljestyrke og beslutsomhed.
Vi sad der i eftermiddagssolen, nød det imponerende skue og gøs også lidt ved tanken om at dratte ned af alle de mange glatte trin.
Der blev hejst kulisser ind i arenaen med monsterkraner, store sarkofager og Sfinkser til Aida, der om en måneds tid opføres under den lune og stjernesmykkede aftenhimmel…
Via Mazzini er fyldt med lækre butikker, den ene smukt dekorerede rude afløser den anden, og fristelser er der nok af, men kun Sophie måtte indenfor hos “Gucci-Gucci-Prada-Prada”, som de små irriterende søstre gik og hviskede.
Torben trak os hurtigt forbi alle lækkerierne, og sank lettet om ved et bord på Piazza della Erbe, han orker ikke butikker, og slet ikke af den slags, god kaffe orker han der imod rigtigt godt.
Vi slentrede i de smalle gader, sprang for livet, når Vespaerne jog forbi, kiggede skulpturer højt oppe på tagene, lagde hånden på træporten ved Romeos hjem, men ikke på Julies bronzebryst, hun havde smækket porten i, da vi endelig nåede dertil!
Timerne fløj, der var meget vi ikke nåede, men alligevel mange indtryk at fordøje, da vi atter lagde byen bag os.
Vi kommer tilbage, en tur i Arenaen til en sommeropera, det står på min liste over absolutte “must’er”!
I vores familie har vi altid joket med, at de der spaniere på Kolding Hus helt sikkert havde givet en af vores formødre i høet, vi er mørke, krøllede og temperamentsfulde, men jeg er ikke længere så sikker på, at det hænger sådan sammen, jeg bliver mere og mere overbevist om, at der må ha’ været en italiener med på afbud, jeg føler mig hjemme der i støvlelandet…
10 Kommentarer
Det har vist været en dejlig tur.
Jeg har en fortid i Venezia, så jeg kender godt fornemmelsen af fortidens vingesus. Det er også en by med historier 🙂
Det lyder som en skøn tur I har haft – fine billeder 🙂
Ja, Lena og Sifka, det har været en vidunderlig tur, og meget af den sidder heldigvis i kroppen endnu 🙂
årh jeg suuuger til mig 🙂 Smuk arkitektur… og butikkerne… uha pengepungen skal nok blive hjemme :):)
En af de der spaniere havde min tip tip eller tip oldemor i høet og de fleste i min familie er lækkert brune hele året.. undtagen mig!!
Smuke billeder.. Det er vist et storslået land!
Var I ikke inde og høre en opera? Det er ellers en helt fantastisk oplevelse… at sidde på de samme stentrin som de gamle romere og nyde forestillingen (der jo nok ganske vist er lidt en anden nu til dags!) 😉
Kh Karen S
Det er først i næste måned at der tages hul på sommerens program, Karen, så der er ikke andet for, end at manden og jeg må vende tilbage senere på sommeren, måske ikke lige i år, men så næste 🙂
Nej, Anne, du er altså svensker!!!!
Dejlig stemning i har oplevet og som sædvanlig fine billeder.
Næste gang Sophie kigger på Gucci, så kald hende Helle T., så sparer hun sikkert de penge 🙂
Nåh ja, Hanne, jeg er selvfølgelig svensker, hvordan kunne jeg glemme det, jeg er bare en grumset en af slagsen 😉
Sophie er vist ligeglad med Helle T., Guccibrillen sad på næsen hele ferien, hun lignede en ren Beckham-bi!
Åhhhh skønne skønne Verona. Det er det sted hvor man som arkitekt må vende tilbage til igen og igen og suge byen til sig.
Størst er Carlo Scarpas fantastiske Banca Popolara og CastelVecchio Museum begge i Verone.
manden var et geni og et af vor tids største arkitekter, hans linier er så rene og så smukke at man bliver fanget i det næsten puritanske som sammen med detaljerne fanger øjet som kun Scarpa kunne. Jeg elsker Verona, ikke mindst pga. arkitekturen og nå ja – den lækre Mandarina Duck butik midt på hovedgaden….