Vi bor i en lille by, 2500 indbyggere, og jeg arbejder på byens eneste skole, og kender stort set alle børn mellem 6 og 12, jeg ved hvad de hedder, hvor de bor, hvem deres forældre og søskende er, og hvordan deres liv er skruet sammen, så langt så godt!
Jeg kan rigtig godt li’ at vinke hej til børnene, når vi mødes uden for skoletid, det gør mig varm og glad, når deres små stemmer råber “Hej Anne!”.
Jeg kan også rigtig godt li’ at kende deres hverdag og familier, og gør meget for at huske senere at spørge til de ting, de har fortalt mig om tidligere, om ferier, familieforøgelse, kæledyr og andet hyggeligt.
Mit kendskab til børnene og deres familier har været en rigtig god måde at komme ind i lokalmiljøet på, vi har boet her i knap 4 år, og mit job har givet mig og resten af min familie rigtigt mange positive oplevelser…
Men ind imellem, bare i et kort øjeblik, der kan jeg også sukke lidt over det!
Som nu i eftermiddag, hvor vi bader i Friluftsbadet; der er ikke grænser for de udspring eller krumspring jeg må se, eller de historier, der absolut må fortælles!
” AAAnnnøøøøøø, se mig, jeg har lært at hoppe fra 3 meter vippen!!!”
“Sejt, Bastian, du er skrap til det, kan jeg se!”
“AAAnnnøøø, se lige Matthias, han kan slå kolbøtter i vandet!”
“Ja, det kan han sørme også da, mon han får vand i næsen?”
“AAAnnnøøø, Pelle tog den bold, som vi havde!”
“I må deles om det, der er!”
Jeg prøver at snige mig til en lille lækker lur i solen, men pludselig er der noget, der skygger for solen. Jeg lader være med at åbne øjnene, så kan det være at “det” forsvinder, men nej.
“Anne, gider du hjælpe med at smøre mine skuldre?”
“Ja da, du er da vist også lidt rød”
Smøre-smøre, tak-tak, og jeg lukker øjnene igen, men ikke ret længe!
“Anne, jeg har glemt min tier, og de andre siger, at de kun har penge nok til dem selv, og jeg trænger altså bare sådan til en is.”
“Det kan jeg godt forstå, man skal ha’ is, når vi endelig har så lækkert sommervejr, du låner bare lige en tier af mig!”
10-9-8-7……
Jeg elsker de unger, men ikke hele tiden, hver dag året rundt, og da slet ikke, når jeg nu lige trænger til at ligge med snuden op i solen!
I et kort sekund tænkte jeg:
“Hold nu bøtte, for syv-sytten, og lad mig sidde i fred”.
På den anden side, så er glæden nu så meget større end irritationen, og jeg ville ikke undvære kontakten med alle ungerne, de er skønne; det er straks værre, når det er forældrene, der vil tale skole og opdragelse hen over medisterpølsen i køledisken i Spar…
3 Kommentarer
Hej Anne,
Det kender jeg godt – ikke at jeg er så populær/kendt, nej, nej, men min hund er. Og det er altså svært at forklare nr. 37, der gerne vil “snakke” med hunden, at den må formodes at have fået nok. Nr. 37 har jo ikke set det forudgående 36. Jeg tror, men bliver nødt til at tage konsekvensen og holde sig væk fra de steder, hvor man er mest udsat, i hvert fald på dage hvor man kan mærke på sig selv, at man ikke vil opfatte det positivt. Da jeg boede i København tog jeg kun på Strøget, når jeg var i godt humør og klar til at blive stoppet hele tiden.
Nå, sikke en smøre. Undskyld.
Mange hilsener Lene Z.
Hvor er de unger heldige at de kender dig! Een der altid har tid til at se lige præcis “mine” stunts og som man altid kan komme til og fortælle noget. Sådan en mor ville jeg gerne selv have haft – godt at der er store mennesker som dig til :o)
kh Linda
Jeg ved præcis hvordan du har det…min berøringsflade i det lille lokalsamfund er også temmelig stor og det er svært at “være i fred”.
Til tider elsker jeg det – synes det er vildt hyggeligt at små-sludre med nuværende og tidligere børn, forældre, søskende, bedsteforældre og andet godtfolk, få et kram af en dejlig unge mm, men andre gange kunne jeg godt tænke mig at kunne være i fred!
Særligt det når jeg henter Laura i børnehaven – det er ligesom hende jeg kommer for at hente og hendes dag jeg vil høre om, ikke julie, Rasmus, Emma og alle de andres…og jeg gider egentligt heller ikke tale med deres forældre…Jeg vil bare have lov til at sige hej til mit eget barn i fred!
Der er i den grad både fordele og ulemper..
Kh Helle