Jeg havde selskab i køkkenet i aftes, to pige-rumper sad solidt plantet på bordet ved komfuret, og der blev prøvesmagt og hyggesludret.

Laura og Frederikke fik gode timer til at gå i hinandens selskab, og den lille kiggede på den store med beundring og kærlighed i blikket,

“Da’e Manaa!” sagde hun og vippede indsmigrende med øjenbrynen, og hva’ gør det så, at man egentlig hedder Laura, og ikke Amanda, for det her handlede mere om gode vibrationer end alt muligt andet…

Jeg er altså lidt ude af træning med de der småbørn, jeg fik sved på overlæben, da jeg skulle jonglere med tilbedredning af aftensmad, en ble der skulle skiftes, en vandkop der skulle fyldes, et glas saltstænger der blev strøet i sofaen, en kat der blev klappet flad og en lind strøm af spørgsmål om dette og hint, alt sammen på en og samme tid.

Vi kan mærke, at vores egne år med små poder ligger lidt tilbage, vi er lidt rustne og også hele tiden meget nervøse for, at de skal komme noget til.

Men det var skønt, var det, at ha’ de to små skønne og glade børn i vores varetægt, og da jeg havde puttet dem i deres egne senge og sunget 27-28 go’nat-sange, der kunne jeg læne sig mør og yderst veltilpas tilbage i sofaneseren og finsove til aftenens tv-underholdning…