Forleden spottede jeg det fineste tørklæde i et efterårsafsnit hos The Gentle Knitter.
Fichu Bleu af Orlane S, der gavmildt har lagt det på Ravelry som en gratis opskrift. Jeg manglede faktisk lige sådan et ensfarvet uldent tørklæde og med det look, som jeg gik efter, i hovedet og opskriften i hånden dykkede jeg ned i kassen med passende garn og dukkede op igen med et par nøgler Re-Born fra Garnudsalg.
Gråt blødt garn med små bitte nister af “gammelt” garn, som er brugt til produktionen af nyt.
Og nu, hvor jeg står med det færdige sjal/tørklæde i hånden, må jeg bare sige, at kombi af garn og opskrift fungerer helt perfekt. Så tak til mig selv for den parring, jeg tænker ikke, at det bliver sidste gang, at jeg parrer de to ting, et blåt ville jo også være flot.
Jeg smider en faktabox herunder. Måske er der andre end mig, der mangler lige præcis sådan en halsvarmer. Ja i teorien mangler jeg det jo ikke mere, men altså.
FAKTABOKS
Mønster: Fichu Bleu af Orlane
Garn: 150 g Re-Born fv CW016
Pinde: 4.5 mm
Egne krumspring: Jeg ønskede ikke sjalet helt så stort som angivet i opskriften, så jeg skippede de sidste to blokke af glat- og ribstrik og lavede også den afsluttende retrillekant halv størrelse. Tørklædet har fået en rigtig god størrelse til at blive viklet om halsen uden at fylde hverken for lidt eller for meget.
Jeg lukkede af med Icelandic Bind Off, som jeg var stødt på forleden. Det passer perfekt til rillekanter, synes jeg. Jeg fulgte en nem vejledning på YouTube.
Egoprojekt No. 3 i 2021 – jeg lægger godt fra land på det område i år. Vanter, hue og nu tørklæde så mangler jeg bare den klingende frost og en halv meter sne.
Jeg er ved at gøre klar til et nyt uldent år og efter at ha’ strikket mig igennem 2019 på stort set og lige ved og næsten rent brug af garn fra lageret, så vil jeg give en slags gentagelse af det et skud. Men på en lidt mere struktureret måde, så jeg forhåbentlig ender året med at være indehaver af noget nyt hjemmestrik i egen størrelse.
Jeg elsker, at mine piger og også de små i familien går klædt i trøjer strikket af mig, men jeg får ikke strikket nok til mig selv faktisk og det skal ha’ en ende, for der er så mange smukke trøjer derude, som ville gøre sig rigtigt godt i min garderobe. Uldne klassiske trøjer, der vil supplere mine yndlingsoutfits af jeans og bløde skjorter helt perfekt.
På Instagram kom jeg via hashtagget knittersofinstagram forbi en post med en række punkter til Stash down 2020 og mange af dem passede så godt ind i min tænkning omkring, hvordan jeg får brugt mit uldne lager til rare beklædningsdele til mig selv.
Jeg har brugt nogle af punkterne som de var og så tilføjet nogen, som passer til mit temperament og min virkelighed; jeg vil dele mine punkter her, måske kan nogen af jer inspireres og få brugt noget af alt det vidunderlige uld, som rigtigt mange af os strikkere har liggende i skuffer, skabe og kasser…
Lagerbarbering 2020:
Tjek lagerbeholdning og “overvintrende” projekter, der trænger til kærlig opmærksomhed.
Vælg opskrifter og par dem med lagergarn og lav en strikkeliste.
Lad listen være en næsten ufravigelig strikkeplan for ego strik året igennem.
Strik til børn/børnebørn kommer ikke med på listen, men også disse strikkes af lagergarn, alt. egenfinanseret garn fra modtageren af det strikkede.
150.- kr mdr i en garnpulje til småindkøb eller et stort samlet køb ved årets slutning, opskriftkøb betales også fra denne pulje.
2 x dealbreakers til brug i løbet af året, hvis der udkommer en “It” opskrift, som bare må strikkes.
De 6 pkt bliver dem, der får lov til at styre mit strikkeår ift ego projekter og jeg ved, at det ikke bliver det store problem at holde mig til den, dels pga den store beholdning af dejligt garn, som står oppe på mit repos, dels pga den allerede gode lange liste jeg har over strik, som jeg synes, at jeg mangler i min samling.
I dag har jeg skrevet 5 projekter på min liste, jeg regner med at tilføje et enkelt mere. Det er realistisk for mig at få strikket en trøje til mig selv hver anden måned og stadig ha’ plads til lidt strik til pigerne og de små. Det ene af projekterne er startet tilbage i 2015, men jeg er stadig tilpas med både model, garnvalg og farver, så det var et selvskrevet projekt på listen. Og faktisk så var det allerede dengang et projekt af lagergarn tilført ganske lidt nyt, så nu er det nærmest dobbelt op på lager agtigt.
Projekterne for 2020 er – i ikke prioriteret rækkefølge:
Opskriften til islænderen må jeg selv i gang med at lave, jeg har flere opskrifter på trøjer i forskellige former for Lopi og selve dråbemønsteret er til at finde ud af, så det regner jeg ikke med bliver en ret udfordrende opgave. Men ellers er alle mønster i hus.
Og garnet lige så, det ligger jo på lager, og er hele idéen med dette her projekt. Jeg var også sikker på, at jeg havde garn nok på lager til Blå, men jeg kan se, at jeg faktisk mangler 150 gram, jeg vil tage de bundter, som jeg allerede har, med ud og se om jeg ikke kan finde noget, der er tæt på identisk og så strikke ærmerne i det. Jeg tør godt. Tror jeg.
Jeg tør i alle tilfælde godt at sparke mit strikkeår 2020 i gang med planen om lagerbarbering og glæder mig faktisk allerede til at kunne trække den ene gode cardigan på efter den anden.
I brun, blå, grå og andre Anne farver.
Jeg er sikker på, at mange kreative mennesker vil slå sig i tøjret ift at skulle være i en ramme, som denne her jo er, altså at strikke efter en liste, men jeg ved med mig selv, at på denne måde får jeg både brugt noget af alt det, som jeg allerede har, og får strikket noget til mig selv. Noget, som jeg har haft lyst til længe og som jeg bare ved vil blive brugt og brugt og brugt…
De sidste dufter ikke af så meget andet end jord, før man giver sig til at tilberede dem, men citrusfrugterne sender straks deres duft ud i rummet, når de pakkes ud og lægges på fade og i skåle. Syrligt og aromatisk.
Jeg elsker alle slags citrusfrugter, alle, og spiser dem med lige stor glæde. Ja det vil sige – rå citroner i store mundfulde er måske ikke lige en hofret, men for hvem er det egentlig det?
Her hos os er der pomelo, clementiner, mandariner, appelsiner og grape, jeg sluger det hele. Amanda er ekspertskrælleren, når det gælder pomelo’erne, hun forstår lige at få alt det lækker inden i pillet ud af de tykke hvide hinder, hun har den tålmodighed til det, som jeg ikke helt har…
Da jeg pillede en appelsin tidligere på dagen, kom jeg til at tænke på min mormors juleforberedelser, hun gik systematisk til værks og købte løbende ind hen over slutningen af november og ind i december, så der var rigelige forsyninger af lækkerier til både at nyde i løbet af julemåneden og så i juledagene, hvor der ofte var godt fyldt op ved bordet og i gæsteværelserne.
Vi boede i en gammel og kæmpestor lejlighed midt i byen og mellem 1.sal, hvor vi levede vores hverdagsliv og gæsteværelserne på 2.sal var der en lang trappe med et lille repos et stykke oppe, der på trappen var der køligt, ja det var der faktisk i det meste af lejligheden, men i modsætning til i stuerne blev der aldrig tændt for varmen i den store gang med trappen, og når juleindkøbene begyndte, så blev de linet op på trin og repos. Æbler, appelsiner, mandariner, sodavand, øl, nødder, portvin, ekstra grødris, kirsebærsauce og dåserne med konfekten. Der var nok af fristelser for både små og knap så små børn og også voksne og ind imellem forsvandt der måske også noget, som ikke var mening skulle forsvinde.
Men ingen fik skæld ud og der var altid mere end rigeligt, så der skete faktisk ikke en pind ved, at det sank gevaldigt i appelsinbeholdningen…
Mens jeg tænkte på juleforsyningstrappen, kom jeg også til at tænke på min oldemor. Min mormors mor. Ingeborg Kirstine Marie. På alle de juleaftener, som jeg har holdt sammen med hende, på alle hendes pudsige idéer og fantastiske fortællinger, på hendes varme synnejyske hjerte og på hendes ukuelighed.
Og så sad jeg bare der med et smil om munden og på hjertet og kunne pludselig dufte hende. Sådan en pudret duft af fin gammel dame. Hun var ikke fin fin men bare ordentlig og pænt gjort i stand, kridhvidt boppet hår og en klirrende stor Georg Jensen broche med rav-dråber, sort kjole, nyloner og sorte sko med fornuftig hæl til at trave om juletræet med. Ingeborg.
På hendes badeværelse stod der dåser, som duftede af hende, som jo duftede af det, som var i dem, Pudder og sæbe med en flamenco danser uden på. Sorte silkepapir og rødt og guld på emballagen. Maja.
Jeg tror ikke, at hun ruttede med de fine sæber og pudderet med den store bløde lyserøde pude til at duppe det på med, men på særlige dage kom den fine duft bølgende, når hun bevægede sig gennem rummene. Jeg fik også engang lov til at blive pudret fra top til tå, da jeg havde siddet i blød i hendes badekar efter en dag i hendes kolonihave, jeg følte mig som en prinsesse, en spansk en af slagsen.
I dufte bor der mange minde. For os alle.
I dag kom jeg fra appelsinens duft til mormors juletrappe til oldemors Maja pudder.
