Browsing Category

Opskrifter

Lækkerier, Mad, Opskrifter

SOMMER-IS AF SKYR OG FRUGT…

18/06/2013

Ismasse...

Jordbæris med jordbærtop...

Når det er sommer så skal man ha’ is.
Hver dag.

Når det er sommer så skal man ha’ jordbær.
Hver dag.

Sådan er det her hos os!
Jordbær og is og så lidt mere is.

Sodavandsis.
Flødeis.
Sorbet.
Skub-oppere og slubreis, der skærer af mundvigene.

Hver af os har din favorit, men det betyder ikke, at vi ikke spiser med, når det er én af de andres, der hives ud af fryseren.
Og det går nok med de is, så længe vi holder os et vist aktivitetsniveau og lader de allerfedeste flødeis fylde mindst…

I dag har jeg lavet en is på skyr med masser af frugt og uden “rigtigt” sukker.
Den er ikke slankende men fri for unaturlige ingredienser og med en noget lavere fedtprocent end en cremet ismasse normalt vil ha’.

Jeg har eksperimenteret med at bruge hele æg, for det kan man sagtens hvis det er med det almindelige sukker, men det går ikke her, så det må blive en opskrift kun på blommerne.

Til 1 liter is brugte jeg:

1/2 bk ret modne jordbær
1/2 stang vanille
1 dl kokosmælk

2 hele æg eller bedre 4 æggeblommer
1/3 spsk Stevia Sweet

500 ml skyr. Andet kan også bruges: græsk yoghurt, alm yoghurt, ylette, creme fraiche 6%

Start med at blende jordbær med vanille og kokosmælk. Brug stavblenderen.

Giv derefter æggene og stevia’en et par minutter med stavblenderen. Brug høje smalle skåle a la litermål, så der er lidt højde på massen og blenderen har noget at arbejde med.

Hæld til sidst bærmasse, æggemasse og surmælksprodukt i en skål og giv det et kort drøn med blenderen, så det hele er blandet godt.

Frys i nogle timer…

Har du en ismaskine er det selvfølgelig toppen at køre isen på denne.
Ellers må du røre et par gange under indfrysning for at undgå at væden fra bærrene krystaliserer og uanset hvad, så kan det ikke helt undgåes.

Isen smager skønt og tager virkelig bare 5 minutter at lave, så det er helt perfekt i disse dage, hvor jeg ikke opholder mig så meget ved køkkenbordet, som sædvanligt.

Forvent ikke at isen har samme konsistens som en Magnum, det er mere som en slags Frozen Yoghurt.
Lækkert og sommerfriskt og lige til at nyde på en dejlig dansk sommerdag.

Enjoy…

Lækkerier, Opskrifter

MANDAGSMAD…

04/06/2013

Sprød...

Knasende god...

Fyld...

Rullekant...

Tærtefyld...

Vi spiste let mad i går.
Byggede bare videre på det, som var på bordet i søndags.

Da jeg kom fra sommerhus ved aftentide i forgårs, havde Sophie sørget for mad. Pitabrød med alt muligt lækkert fyld.
Der var både til dem, som elsker fisk, og til dem, som helst vil ha’ masser af kød, og der var til vegetarerne og så bare en helt masse lækkert grønt at blande med.

Vi gumlede og nød, det hele var så lækkert og mon ikke flere af os snuppede mere, end vi egentlig havde plads til?!
Men rester blev der alligevel, noget krydret stegt oksehak, lidt grøntsager og nogle hårdkogte æg.

Lige de rette ingredienser til en Granny Lawson pie, som der altid jubles over her.

Så rester blev forklædt som livret og alle spiste sig dejligt mætte.
Igen…

Jeg forsøger at være rigtig skarp på at få brugt det, som er i køleskabet, jeg hader at smide mad ud, det er bare verdens dårligste løsning, for det meste kan genanvendes til noget nyt eller også få lov at bo lidt i fryseren til en travl dag.
Skraldespanden er absolut sidste løsning og den bliver brugt meget meget sjældent.

Granny Lawson’s ret her er en super måde at få brugt sine rester på, for man behøver jo ikke at følge opskriften slavisk, men bare lade sig inspirere til at pakke gode rester ind i sprød dej og så servere dem med en enkel og skøn salat til.

I går lå vores ret meget meget tæt op af originalen, men det var fordi, at det lige præcis var de rester, som stod på køl, for meget andet kunne være blevet blandet i med dejligt resultat til følge. Det kunne f.eks. ha’ været lidt stegt bacon, andre grøntrester, både kogte og rå, det kunne ha’ været kylling, de sidste skriver steg eller hvad køleskabet måtte rumme.

Det er tilladt at freestyle over opskrifter og oftest er det også sådan, at der laves mad her i køkkenet…

Så den sprøde tærter kan altså laves, som man har rester til, eller som det er beskrevet i linket herover.
Jeg snød lidt og købte 2 ruller færdig tærterdej, nemmere bliver det ikke, én til bund og én til top.

Hvis nogen tænker “Hmmm – hvad er All Spice mon?”, så er det såmænd bare stødt allehånde.

Salaten i går havde vi også til på lager, undtagen soyabønnerne, som blev hevet med hjem fra en fryser i Rema.
De andre ingredienser er:
Agurk
Sugarsnaps
Forårsløg
Avocado
Hyldeblomsteddike
Rapsolie
Flagesalt
Friskkværnet peber

Lynhurtigt og lækkert lækkert måltid.
Vi hepper på brug af rester og nul madspild.

Og jeg jubler over, at resten af resterne skal være min frokost i dag.

Der er også inspiration til andre reste-retter her i gamle indlæg
Grov løgtærte
Kylling og grønt i lag

God appetit og god tirsdag…

Lækkerier, Opskrifter

ISKAFFE I FESTTØJ…

31/05/2013

Klar til blender...

Snart parat...

Skummende...

A la Frappuccino...

Weekenden har ramt os her hjemme, vi har stemplet ud af skole og job og foran os ligger skønne dage med dejligt vejr, fest, hygge, Vesterhavsnydning og hjertevarme.

Jeg er klar til det hele –
også lige til en lille lørdagstjans i Danmarks bedste kiosk.

Men først fredagsnydning i solen med lidt mælkebøttemord, trimning af plæne og opbindning af klatrerose.
Og allerbedst: Tid til dameblade og iskaffe i hængekøjen…

Vi er storforbrugere af iskaffe om sommeren, det er den skønneste tørstslukker og et glas smager bare altid af mer’.
Ind imellem bliver der lavet en kande til køleskabet, som man så kan gå og skænke fra, men jeg nyder allermest en helt frisklavet portion med skummende top.

Man kan gøre sig umage og brygge sig en lækker espresso, som køles ned før den køres op med koldt mælk og isterninger.
Man kan også ta’ en smutvej og bruge en god frysetørret kaffe blendet direkte i mælken med et lille nip sukker.

Ofte vælger jeg smutvejen, for når jeg får lyst til iskaffe, så er der ingen tålmodighed til at vente på nedkøling…

Til 2-3 store glas iskaffe bruger jeg

4 tsk frysetørret kaffe, måske med top hvis man er til den stærke side.
2 tsk rørsukker
6 dl isnende øko-mini
Isterninger i flok

Ned i en høj kande med kaffe, sukker og mælk og har du en kraftig stavblender så kan isterningerne også kommes i, ellers puttes de bare direkte i glasset.
Stavblenderen ned i kanden og fuld skrue indtil iskaffen rejser sig med et smukt og luftigt skum på toppen.

Op i glas, sugerør i og Aaahhhhhhh.

I dag fik iskaffen festtøj på og blev forvandlet til en himmerigsslurk, der til enhver tid kan sende Starbucks Frappuccino til tælling, og den er nu ellers god.
Men hjemmelavet er bedre og her har man også mere styr på vægtningen af kaffeintensitet, sødme og hvor stor en mængde flødesky, der skal på toppen.

Vi fik bare en lille klat og så lidt ahornsirupstriber oveni.

H-I-M-M-E-R-I-G-S-S-L-U-R-K
siger jeg bare!!

Prøv det!
Det er jo fredag for pokker…