Browsing Category

Mad

Familie, For hjerte og sjæl, Mad, Pigerne

HOS VORES STORE PIGE…

14/04/2008

Hos Sophie…
Grønt er godt…
Der har været familieåbent i ungdomshyblen i dag, vores store pige havde inviteret sine småsøstre til eftermiddagshygge og strøgtur i forårssolen, og så kunne forældrene til de tre smukke møde op til middag senere.

Og det gjorde vi selvfølgelig, glade og forventningsfulde, for hos Sophie er det altid godt at være gæst, vi nyder hinandens selskab og der bliver stor-kræset for os…

Pigerne havde hygget sig gevaldigt, og de to små havde fået sig en ordentlig griner over et af Sophies indfald, og kender jeg dem ret, så er det noget, der vil blive nævnt igen og igen.

Storesøster kender deres livretter, og spurgte i dag, om de mon havde lyst til Raclette, som de har lært at kende hos Laurids.

“Jahhhh, det vil vi gerne ha’ da!”

“Okay, så skal vi lige om at købe én!”

Det kunne der grines meget af, og spindes mange historier over, for tænk nu, hvis de havde haft lyst til McD, havde hun mon så flået kortet igennem og købt hele restauranten…

Wallstickers…

Sneakers og sofahygge…

Raclatte blev det, og der blev hygget igennem mens vi sad der i røg og damp, Torben og jeg kan ikke andet end at glæde os over den livlighed og de mange grin, som de tre kan mønstre i fællesskab, de er gode sammen.

Vi spiste og spiste og spiste, den slags tager tid, og senere, efter opvask i hånden og sådan, væltede vi om i sofaen med kaffe og jordbærkager, med amerikansk komedie på dvd’en og strikketøj og dyner, 4 af hunkøn på stribe, for vores eneste han måtte lige køre lidt på arbejde.

Sophie mener, at det er godt, når vi ind imellem alle sammen samles hos hende i stedet for her hjemme, for så bliver jeg siddende længere i sofaen, jeg kan ikke springe op for at ordne madpakker, vasketøj eller have, nej jeg kan bare sidde og blive siddende.

Og jeg vil gi’ hende så evigt ret, for hvor er der bare meget nærhed og varme at hente, når vi sidder der i tusmørket og lader roen falde på os…

Pava…

Familie, For hjerte og sjæl, Mad

FROKOST FOR FRØKENERNE…

20/03/2008

Frokost…
Frokost…
Frokost…
Frokost…
Sophie mente, at hun og veninden Line, a.k.a. Noahs mor, trængte til at komme hjem til en lille påskefrokost her hos os, det behøvede ikke at være noget særligt, sagde hun.

“Bare lidt lækkert, sådan som du plejer, Mor, sild med den gode karrysalat og måske lun postej , eller bare hva’ du har lyst til at lave, gør det du synes altså!”

Hun er snu, er hun, for hun ved godt, at det griber om sig, når jeg skal lave “bare lidt”, hun har vist en fornemmelse af, at det begreb slet findes ikke i min mad-verden, jeg kommer altid til at gå lidt i selvsving, når jeg svinger gryderne…

Og sådan gik det selvfølgelig også i dag, til stor glæde for mig, der fik lov at lege, og forhåbentlig også for dem, der fik lov at spise sig igennem det ene og det andet.

Vi nåede at vende verden, vi fik dikket baby og snakket barnedåb, vi talte om forældreskab før og nu, og havde dejlige timer i hinandens selskab.

Torben var næsten ene hane til frøken-frokost, for selvom Noa kan prale af den flotteste kam, så er der ikke meget mandehørm i ham endnu, og øl må han jo slet ikke få.

Frøkenerne er taget tilbage til byen nu, med lidt rester til at forsøde aftenen med, vi nød de kom, og jeg nød at få lov at kokkerere…

Frokost…Frokost…Påske-sødt…

For hjerte og sjæl, Mad

VI ER TRIMLET OMKULD…

12/03/2008

Til labskovsen…
Labskoven smagte så vidunderligt, at man nærmest skulle tro, at det var løgn!

Men det var det ikke, det var himmelsk, og vi kom selvfølgelig til at spise lidt mere, end der egentlig kunne være i maverne, så nu ligger vi og vånder os i sofaerne på de to etager.

Der bliver ikke lavet mere her hos os i dag, andet end måske slået en lille tilfreds bøvs…