For hjerte og sjæl

Hvis vejret i dag ikke bare har været noget af det mest kedelige, så ved jeg ikke hvad!

Det har været mørkt, blæsende og i de sidste timer har regnen stået ned i stænger, ikke særlig juleagtigt…

Så dagen i dag var så fin til at hænge de store stjerner op, en enkelt lille pære svøbt i noget smukt papir giver nu alrummet en glød og varme, som gør godt på humørbarometeret.

Den største er en souvenier fra Tyrkiet, og da jeg foldede den ud i eftermiddags, blev jeg bare så glad for, at det var lykkedes os at hive så lækker en ting med hjem.

Julekasserne rummer endnu et par smukke stjerner, de må op og smykke stuen ovenpå, så der kan stråle lys ud over landskabet fra begge etager…

Jeg klarede mig igennem juleklippedagen med skindet på næsen og julestemningen i behold, det gik stille og fredeligt, ingen klippede hverken fingre eller hår af sig selv eller sidemanden.

Og ikke et øje var tørt, da vi efterfølgende kunne kigge hen igennem en lang gang, hvor hvide engle svævede i pap, stof, tyl, metal og fjer; det blev så smukt, at selv de mest ihærdige autonome sortmalede ateister smilede blidt med hovedet let på skrå…

Jeg selv var også blevet pyntet i dagens anledningen, en lille ny og strålende engel hænger om min hals, og gør mig så glad hver gang jeg mærker den bumpe mod mit kraveben.

Den er i familie med nogle af de andre engle, der smykker vores hjem i disse uger, og den er givet til mig af en kær veninde, der gerne ville sige tak for hjælpen.

Måske håber hun også lidt, at den engleblide sødme smitter lidt af på rivejernet?!

Lige meget hvad, så er jeg så glad for mit nye smykke, den skal blive båret flittigt måneden igennem, og sikkert også på alle mulige andre tider af året…

Julekasserne tømmes langsomt og med stor nydelse, jeg hygger mig vældigt med at pakke alle de skønne ting ud igen, gensynets glæde er stor, og jeg nyder at finde gode steder at sætte de forskellige pynterier og også at finde på nyt til at give det et lille twist…

Den ene vindueskarm er smykket med hyazintglas, lys og så en rad frække mutantioner af julemænd og hellige konger.

Den ene af dem har et ret bestemt udtryk i øjnene og hænderne i siden, det kan jeg godt li’ , det føles velkendt og hjemligt…

På bænken ved brænde ovnen står en julekrybbe med mange deltagere, Jesus, Maria, Josef , de vise mænd og også kamel og får, den ene har et mere bizart ansigtsudtryk end den anden, og det er ikke blevet bedre af, at de har fået fødderne placeret i blødt fanøsk sand.

Jeg har før sået mistanke om Baltazar’s hang til stoffer, måske har han denne gang haft snudeskaftet for dybt i sandet i troen af, at det var noget andet krystal-stads han var blevet parkeret i.

Den første amaryllis åbner sine smukke blomster, det er er december, det er dejligt…