Archives:

I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

PICKLES AF DEN HJEMMELAVEDE SLAGS.

24/01/2021

Lockdowndagene har fået mange til at gå amok i surdejsbagning og simreretter, det har været herligt at følge; jeg jubler altid, når nogen lægger lidt energi i deres køkken, det er så godt på flere plan, synes jeg.

Måske skulle vi også kigge lidt på syltning? Syltesager kan tage madlavningen til nye niveauer og give komplekse smage, som ikke er enkle at tilføre på andre måder. At sylte grønt kan være med til at holde madspild nede og også være med til at sende en portion slowliving ind i dit køkken. Vel at mærke hvis du overgiver dig til processen og de små fine trin heri og ikke bare suser afsted for at komme til endt produktion og produkt.

Lidt som med surdejen – det tager tid! Men det produkt man står med bagefter er det hele værd.

Surdejen kræver lidt fingerspitzgefühl, syltning kræver ikke ret meget andet end at man er omhyggelig med at skolde sine glas, hvis det er sådan man vil opbevare. Jeg er selv nok mest til køleskabsopbevaring.

Et glas pickles eller to i køleskabet er en skøn ting at ha’. De kan spises, som de er, som topping på smørrebrød, tilbehør til varme retter og så er de jo perfekte at lave hjemmelavet remoulade af, det er vel deres kerneydelse, hvis man kan sige sådan. Jeg har lavet denne portion, fordi jeg vil bruge pickles som topping på pulled beef dogs en af de kommende dag. Briochebrød, pickles, syltede løg, stegte løg og karse. Jeg kan allerede smage det.

Til en god portion skal der bruges nedenstående. Der bliver nok til, at du også kan forære et glas væk:

800-1000 g blandede grøntsager. I dag brugte jeg squash, peberfrugt, gulerod og blomkål

40 g havsalt

2 spsk sennepspulver

1 spsk karry

2 spsk gurkemeje

1/2 tsk chiliflager

1 spsk fennikelfrø

1 spsk korianderfrø

25 g maizena

5 dl eddike – jeg brugte en blanding af lagereddike og æbleeddike. Half and half.

125 g rørsukker

1 spsk honning

Vask og snit alle grøntsagerne fint. Jeg bruger både min mandolin og en kniv. Da grøntsagernes eneste “tilberedning” er, at de vendes i den varme lage, er det vigtigt, at de er snittet så fint, at varmen fra lagen kan nå godt ind i alle de små stykker grønt.

Drys grøntsagerne med salt og vend det godt sammen. Ind i køleskabet med dem i 12-24 timer. Næste dag tages de ud og hældes op i en sigte, så de kan dryppe godt af, inden de vendes med lagen. Det er ikke nødvendigt at skylle grøntsagerne, mængden af salt er tilpasset portionen og giver de færdige pickles en god balance imellem salt og de øvrige krydderier.

Mål alle krydderierne af og bland den med maizenaen. Jeg knuser ikke mine fennikel- og korianderfrø, jeg kan godt li’ det lille pop af krydder, når der tygges i de hele korn. Bryder man sig ikke om det, så kan man lige knuse frøene let i morter eller med kniv på skærebrædtet.

Kog eddiken op med sukker og honning. Når den er på kogepunktet, så skru en anelse ned og drys så forsigtigt krydderblandingen ned i eddiken, mens du pisker godt. Ingen klumper, tak. Lad den gule sauce koge godt igennem, sådan ca i fem minutter, hold øje med at den ikke sætter sig på bunden. Vend de afdryppede grøntsager ned i saucen, få vendt godt rundt, så alle de små bidder er dækket godt. Hæld din pickles på skoldede glas eller i en condibøtte. Bøtten skal på køl, for at det skal kunne holde sig, de skoldede glas med tætsluttende låg kan sagtens stå ude, hvis du følger den gode gammeldaws måde at skolde låg og glas på.

Egentlig skal man lade sine pickles stå og trække i min. 4 uger, for at de kan udvikle den fulde og mere komplekse smag, men altså – hvis man skal bruge pickles, så skal man jo bruge pickles og de smager altså dejligt allerede den første dag.

Denne portion nåede ikke engang at køle af, før vi spiste et par skefulde til nogle synnejyske kålpølser og hjemmebagt rugbrød. Måske skal jeg også lige ha’ en skefuld i dag på den gode tørre fennikelspegepølse.

Og mens jeg så tygger mig igennem den, så vil jeg forsøge at sætte mig lidt mere ind i, hvordan jeg får anbragt billederne godt i indlæggene her på bloggen og hvordan jeg får dem til at få de dimensioner, som jeg synes passer bedste. Indtil videre halter det voldsomt med det, men beslutningen er: Hellere lidt dårligt layout end ingen nye indlæg! og det forsøger jeg så at holde mig selv fast i, selv om jeg får tørre øjenbolde af at se på nogen, der ikke er så indbydende, som de go’e gamle indlæg er.

Det går nok. Og det går endnu bedre med hjemmelavede pickles. Sådan er det.

Lidt af hvert

ULDEN FUSION

22/01/2021

Jeg arbejder mig stille og roligt igennem bunken med ego-strik 2020 og bliver da faktisk så rigtigt glad for at det gode, jeg har fået strikket til mig selv. Det er blevet til alt for lidt i de sidste mange år og jeg glædes inderligt over, at jeg har fået sat uld til mig selv på strikkedagsordenen.

I sensommeren kom jeg forbi en meget køn og enkel islænder på Instagram, jeg kiggede og kiggede på modellen, der ikke var omtalt med model navn, jeg gemte den og vendte tilbage og kiggede igen over et par uger. Og pludselig gik det op for mig, at det jo “bare” var Riddari strikket med kun to farver i stedet for de 3-4 farver, som ellers kendetegner de islandske bærestykker.

Jeg vil tro, at netop Riddari er en af de allermest strikkede islandske trøjer og jeg har da også været omkring den en gang for nogle år siden. I egenkomponeret cardigan-udgave. Den bor ude i sommerhuset nu og holder Sophie varm, når hun ræser rundt efter sin lille livlige flok.

Til min fødselsdag for et par år siden havde jeg fået et gavekort til Yarnfreak af Amanda og Laura og havde straks omsat det til en god portion Lamauld fra Camarose og planen var dengang, at jeg ville strikke mig en Nørgaard inspireret trøje og bruge en købt, som jeg er så heldig at ha’ i Pippi farver råhvid-blå-rød, som mønster. Men jeg var aldrig nået til andet end at få købt det bløde garn og lægge det i en projektpose med pinde og skitsepapir.

Jeg havde købt marineblåt og sandfarvet lamauld og faktisk var det helt og aldeles perfekt til det to-farvede islænder projekt og det indkøbt rakte næsten, kun et enkelt nøgle mere måtte i brug, men jeg vidste jo heldigvis, hvor der kunne hentes en ekstra lille forsyning.

Da jeg gik i gang med trøjen her, havde jeg de gode erfaringer fra Treysta i frisk erindring og besluttede mig for at bruge nogle af elementerne fra den opskrift, både de 3 x venderækker fordelt over den øverste del af ryggen og den lette taljering kunne let overførsel til Riddari.

FAKTABOKS

Mønster: Riddari tilsat Treysta. Strikket i str. L med tilpasning

Garn: Yaku fra Camarose. 430 g af den marineblå og 75 g. af den sand

Pinde: 3.5 og 4.5 mm

Egne krumspring: En god portion som det ses herunder.

Jeg har anvendt maskeantallet og mønsterdiagrammet fra Riddari og lavet en fusion af målene på de to modeller.

Strikket nedefra og op, som Riddari og med ind- og udtagninger til taljering placeret efter målene i opskriften på Treysta. Den originale Riddari er strikket uden venderække og Treysta med hele 3 sektioner af samme. Jeg har lagt venderækkerne på denne Riddari umiddelbart før og efter ærmer og bul er samlet og så igen umiddelbart efter at mønsterbordet på bærestykket er afsluttet.

Det fungerer rigtigt fint og giver trøjen et mere moderne og feminint snit. Det synes jeg tilfører en stor tung strik noget rigtigt godt og jeg tænker, at jeg fremover vil have disse detaljer med i tankerne, når jeg strikker af de tykkere garner.

Amanda trak i trøjen så sent som i går og selv om hun fylder meget mindre end jeg gør, så sad den rigtigt rigtigt fint på hende også og jeg forestiller mig, at der vil være dage, hvor den på mystisk vis er forsvundet fra uldhylden i mit klædeskab.

Og hånden på hjertet – denne her strik med bare to farver, den er da bare så pæn så pæn, ikk’…

Lidt af hvert

STILLE START

21/01/2021

Torsdag er hjemmedag. Tid til hvile og tid til opladning. Og altid rugbrødsbagningsdag.

Jeg har brug for de dage uden noget, der kræver min tilstedeværelse ude i verden. Stille stille dage i stille stille tempo og hvor det, at jeg intet skal er i centrum, så jeg igen kan blive klar til det, som jeg så faktisk skal de andre dage.

Min lille arbejdsplads vokser og vi har flyttet både produktion og butik ud i den anden ende af byen til hvad der lige nu føles som et GIGANTISK køkken, masser af plads, masser af nyt grej, der kan meget mere, end vi er vant til, masser af skridt at løbe og masser af nyt at vænne sig til. Det tager tid for alle, men især tager det tid for mig, fordi min trætte hjerne bruger usigeligt meget energi på at falde ind i det nye, både i rammerne og rutinerne. Samtidig er der blevet skubbet lidt med mine arbejdstider, ikke i omfang men i placering af timer, og det kræver meget mere energi end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg glemmer stadig, at jeg ikke er den samme som før. Jeg glemmer – og fortrænger – mine begrænsninger og det bider mig lige i røven efter ganske kort tid.

Så hjemmedagene føles mere end livsnødvendige lige nu. Det kræver flere kræfter overhovedet at stå op og også at få lagt en plan, der giver mig den bedst mulige dag i det lille trygge hus i skoven. Planerne på hjemmedagene involverer sjældent andre mennesker, oftest er det små daglige gøremål som vasketøj og lidt rengøring, opringningerm planlægning af de næste dage og måske også en plan for, hvad jeg skal komme af egenomsorg i netop den dag. Havetid, sødyp, strik, tilberedning af en særlig ret, læsning, stilletid uden at beskæftige mig med andet end at glo ud i luften. Lille stille liv. Lille fine stille liv.

Det skal jeg huske mig på ind imellem. At jeg har så meget lige her og finder så meget glæde i netop det lille liv. For ind imellem bløder hjertet voldsomt over alt det, som jeg har måtte lægge ned, fordi min trætte hjerne ikke længere kan være med. Det livlige liv med mange udflugter, det livlige liv med masser af social kontakt og en strøm af store og små projekter. Det liv elskede jeg jo også og det passede i virkeligheden bedre til min personlighed end det lille liv gør. Det græder jeg over. Især når jeg bliver for træt og det er jeg denne januar.

2020 krævede en del af os alle, en hel del endda, jeg synes, at 2021 også er startet lidt krævende ud.

Men lyset vender stille tilbage, vi har haft dage med sne og frost, som jeg bare elsker så inderligt, og lige om lidt fødes der et nyt lille barn i vores lille flok og det er vel nærmest noget af det mest livsbekræftende jeg kan forestille mig.

Og når jeg har tusset stille omkring i torsdagens første timer, så finder jeg sikkert energien til at finde på noget godt og dejligt, som kan blive det ekstra lille glade drys. Måske en gennemgang af de frø, som skal fylde haven med vajende glade blomster til sommer, måske en opstart af et fint lille stykke babystrik, der snart kan fyldes af liv.

Jeg er startet med kaffe og en gennembladring af de mange mange dejlige billeder af det stille lille fine liv; billeder, som så tydeligt viser mig, at trætheden til trods, så har jeg meget at være taknemmelig for.

Og det er jeg.

Det meste af tiden.

Når lige jeg får et lille hvil.

Arkiv

Facebook