Lidt af hvert

LIGE GLAD FOR ALLE UGENS DAGE…

19/02/2014

Dobbelt tulipan...

I går havde vi på jobbet en rigtig fin snak om det at være glad for noget.
Hver dag.
At finde noget i alle ugens dage, som kunne gøre glad, let, smilende, lykkelig og til stede.

Snakken udsprang af det med de 3 gode og de 3 glade, som jeg sørger for at finde frem hver aften inden søvnen kommer, vi talte om den forskel, der kan være og om det positive fokus, der i bund og grund ikke er så vanskeligt at ha’, hvis man øver sig lidt.

Det var en rigtig god og seriøs snak om hvordan man kan passe på sig selv, blive bedre til at vælge det, som gør godt og også prøve at være tilfreds og glad for det, som ligger lige for fødderne af én.
Vi grinede også lidt af os selv, sådan en samling terapeuter, der er vant til at bruge mange ord om følelser og fornemmelser, man kan vel næsten forestille sig, hvordan snakken gik.
Karmahippier eller der omkring…

En af mine kolleger sagde, at for ham var det vigtigt at være lige så glad for mandag morgen som fredag eftermiddag.
Han vil gerne tage afsted på job mandag morgen og tænke “YES – en ny og ubrugt uge fuld af gode muligheder!”, han vil ikke spilde tiden på at længes efter weekend eller muligheden for noget andet end det, som er.
Og det kan jeg sagtens koble mig på, det med at se på det, som faktisk er og som fungerer lige her og lige nu.

Det er ikke svært for mig at forlade de varme dyner om morgenen, jeg glæder mig hver dag til at komme ud på min kontorpind, til samværet med kollegerne, til terapisessionerne med familierne og til møder, supervision, temadage, forfining af mit håndværk og til alt det andet, som mit job-liv rummer.

Jeg elsker det.
Jeg elsker hverdagen.
Hver dag…

Og så er der så selvfølgelig de perioder, hvor hverdagen er så fyldt op, at det næsten kan gøre mig åndeløs, de perioder, hvor jeg konstant er halvandet skridt bagud og synes, at jeg jonglerer med alt for mange bolde, hvor den ene aftale afløser den anden og hvor tiden til bare at være Anne bliver alt for klemt.

Sådan er det for rigtigt mange af os og for mig selv kan jeg i alle tilfælde roligt sige, at det så bliver langt mere vanskeligt at ha’ øje for det gode.
Irritationstærsklen dropper og der bliver længere mellem de smil, som går hele vejen fra øjnene til munden, jeg bliver kort for hovedet og glemmer at lytte til fuglene, at kigge efter vintergækker under hækken og glemmer også, hvad der lige er blevet sagt og går i køkkenet uden at huske hvorfor…

Sådan nogle dage er der lige nu.
Oven i at vi selvfølgelig bøvler rigtigt meget med hele historien om Otto, vi er maste og kede og jeg bruger masser af energi på at holde om og holde ud.

Men jeg hiver mig selv bagud i den ikke-eksisterende hestehale, dæmper tempoet og husker mig på, at alle dage indeholder gode ting, fine ting, spændende ting og rare ting, ikke bare stress og jag og åndsamøber i køen i Kvickly eller morfædre med blød hat i trafikken.

Jeg vil være lige så glad for onsdag som lørdag.
Jeg vil gøre mig lige så umage for at holde pulsen nede om tirsdagen som om søndagen.

Men når det så er sagt, så er der nu alligevel noget helt magisk over fredag eftermiddag.
Som kommer lige om lidt, når det har været en lang torsdag og en hurtig fredag…

You Might Also Like

8 Kommentarer

  • Reply Anette 20/02/2014 at 08:54

    Anne – du er i den grad en overlever – jeg er fuld af beundring og lapper inspirationen i mig for du er en sand fighter.

    • Reply Anne 23/02/2014 at 12:49

      Jeg gør mit bedste, Anette, vi skal jo klare os, men ind imellem bliver jeg lidt træt og så er det dejligt at i andre hepper sådan på mig, tak for det…

  • Reply KirstenLN 20/02/2014 at 10:39

    Det er så genkendeligt et scenarie, du skitserer, og jeg er glad for jævnligt at få en ekstra reminder her hos dig!

    K.h. KirstenLN

    • Reply Anne 23/02/2014 at 12:50

      Jeg skal forsøge at holde gryden i kog, Kirsten, så du kan få en refill…

  • Reply Susanne 20/02/2014 at 18:11

    Du har så meget ret din beskrivelse og tak for at minde os om, at sætte større pris på hverdagen og ikke kun længes efter weekenden og det som ikke er lige nu. Jeg er helt enig i, at det er nuet der tæller og at vi alle kan blive bedre til at være til stede her og nu i det vi gør. Det giver også mest mening, for fortiden er forbi og fremtiden kender vi ikke, så det eneste vi reelt har, er lige nu. Hav en dejlig torsdag aften.

    • Reply Anne 23/02/2014 at 12:50

      Det er lige sådan det er, Susanne, det der var er der ikke noget at gøre ved og vi aner ikke, hvad der kommer, så elsk bare det, som er…

  • Reply Fruen På Gården - Betina 21/02/2014 at 15:20

    Wauh Anne – Du kæmper, I kæmper. Det er hårdt at kæmpe med sorgen, og en presset hverdag gør det ikke altid nemmere at være i nuet. Du skriver så let genkendeligt, og minder mig om hvorfor jeg nogle gange siger nej til aftaler. Hvis jeg ikke får luft er jeg ikke en nærværende mor, kone, veninde, søster etc. Det duer ikke.
    Vi skal tænke på det dejlige i livet hver dag, herhjemme siger vi det ofte højt – Hver dag skal være en god dag!
    Jeg håber du får en rigtig skøn weekend, med tid og rum til at være sammen med dem der står dig nærmest. God weekend, knus.

    • Reply Anne 23/02/2014 at 12:52

      Flot at takke nej, Betina, for det nemmeste er jo bare at sige ja tak og gøre som man plejer, det kræver ekstra energi at holde sig tilbage og man har jo især brug for det, når man ikke har energi.

      Og hver dag skal være en god dag, jeg håber også, at dine weekenddage har været det…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.