Lidt af hvert

STILLE SØNDAGS-START…

18/08/2013

Morgenlys...

A8184031

Jeg er stået op til en grå og regnvåd søndag og en råkoldt lejlighed.
Måske er vi ved at være der, hvor nogle af vinduerne skal trækkes i og ikke bare stå piv-åbne dag og nat.

Denne morgen krævede i alle tilfælde mere tøj, end jeg længe har haft på, uld på fødderne og hed kaffe i koppen. Der blev sat fut i en flok stearinlys og jeg kunne nemt overtale mig selv til, at første punkt på dagsordenen måtte være en halv time i sofahjørnet med hund og hækletøj. Og sådan blev det.

Men bare en halv time, for der venter vaske-aktiviteter og færdiggørelse af et større omflytningsprojekt, som jeg startede torsdag. Jeg har hevet og flået rundt i møbler, taget billeder ned og hamret dem op igen, flyttet nips og tv og gjort lejligheden klar til en vinter, hvor vi kommer til at være flere her, end vi har været længe.
Det bliver så godt og lige om lidt, når der har været en slagboremaskine forbi og sætte de sorte skabe på plads, ja så er jeg sådan set klar til en ny indesæson, selv om den gerne må vente lidt på sig, jeg vil først ha’ en september med sensommersol og kaffeslabberas i haven…

Lige så grå søndagne er uden på, lige så meget solskin har jeg inden i, jeg er tanket godt op efter den herligste dag nordpå. Bevares, der var forskellige udfordringer, men ikke nogen, som ikke kunne klares på en lidt Egon Olsen agtig måde med høj latter til følge.

Der er nok ingen, der er ret meget i tvivl om, at der sker ting og sager, når vi er samlet i den flok, og det meste foregår under ret meget aktivitet med snakketøj’erne. I går var ingen undtagelse.
Og de voksne er ikke alene om at klare det, vil jeg lige påpege, for da først Amanda var færdig med at sove den første gymnasie-uge ud af kroppen ude på den bløde seng i orangeriet, ja så klarede hun og Oline at køre Mario Kart med så meget høj kommunikation, at Kenneth endte med at skrue mere end højt op for radioen…

Sådan en lørdag sætter skub i lykkefølelsen, jeg er meget taknemmelig for, at Liselotte og jeg for 6 år siden af elektronisk vej dumpede ned i hinandens liv og at resten af vores familier nu også er en del af det meget varme og kærlige fællesskab fyldt med spas og alvor.
Det der startede som et bekendtskab mellem to kvinder er nu blevet et stort og varmt familiecirkus og jeg ved, at alle sætter pris på det og trives i det. Både her og der.

Så med energien af det inden i og en god varm omelet i maven så er jeg vel egentlig klar til det der vasketøj og den trappe, der skal ordnes.
At græsset i haven ligner en smålandsk sommereng med højt hø, det er der ikke noget at gøre ved i dag, for der er for vådt derude til at plæneklipperen kan gøre sit arbejde.

Men drivhuset kan få en kærlig hånd og en hurtig gang med skuffejernet kan vel også klares mellem alle blomsterne.
Allervigtigst er dog tid og ro til sofa, pigebørn, kaffegæst og søndagsnydning…

You Might Also Like

9 Kommentarer

  • Reply Ellen Lund 18/08/2013 at 09:39

    En søndag som min. Vasketøj, strygetøj lidt vekslen mellem nødvendige gøremål, computer og strikketøj. Jeg “er kommet til” at starte på to nye strikketøj så de trækker lidt. Dejligt med en opladningsdag som den du havde i går. Den kan man leve længe på. God arbejdslyst og god søndag.

  • Reply Kirsten 18/08/2013 at 09:45

    Jeg lader op til 8 timers aftenvagt. God søndag til dig og dine.

  • Reply Tora 18/08/2013 at 10:06

    God morgen, Anne!

    Din søndag høres ut som en god en. Litt blomsterpusling og klesvask kan vel umulig ødelegge for en rolig og god dag i huset deres. Her tar pelargoniene snart overhånd, jeg har så mange planter nå at jeg er nødt til å gi bort. Og mange av dem ber om snarlig klipping, og det betyr jo flere stiklinger, for jeg har ikke hjerte til å kaste dem..

    Hils jentene og nyt dagen!

    Klem, Tora.

  • Reply Liselotte 18/08/2013 at 10:10

    Vi elsker jer. Længere er den ikke 🙂

  • Reply Hanne 18/08/2013 at 10:39

    Du fortjener alle de gode venskaber der findes, og i Gug har du vist fundet et af de allerbedste 🙂

  • Reply Susanne 18/08/2013 at 12:08

    Åh ja sommeren går på hæld, men bare rolig, i næste uge bliver der sol og 24 grader, så måske er det ikke helt slut endnu.

  • Reply Gitte K 18/08/2013 at 13:22

    Gad godt din søndag, måske minus vasketøj.

  • Reply sidsel 19/08/2013 at 17:01

    Det er HELT klart, at I to er en god kombi:-)
    Jeg er også glad for at kende jer lidt. Jeg holder SÅ meget af det I begge står for. Jeg har lært meget af jer.
    Ked af, at jeg ikke har en blog, men så ‘ses’ vi jo på andre måder
    Krams til dig:-)

  • Reply Lone Holst 19/08/2013 at 20:59

    Hvor er det dejligt at læse om at der er god kærlig menneskevarme i dit liv. 🙂

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.