Hverken fugl eller fisk header image 2

GRØNKÅLSSALAT MED GRANATÆBLE OG SESAM…

Saturday 31. December 2011 · 20 kommentarer · Lækkerier, Mad, Opskrifter

Teksten herunder er fra et af mine gamle Øko-blogger indlæg på Urtekrams side. Jeg vælger at lægge indlægget her i dag, for jeg kan se, at der er rigtigt meget trafik på bloggen på denne salat.

Så bliv bare her og snup inspirationen til en god og sund vintersalat.

Den kan også findes også som download i et gammelt indlæg lige præcis HER.

 

Mellemjuledagene, hyggelige og dovne, og også de dage, hvor man kan mærke, at ens skind måske er en anelse mere fyldt end ellers. Julemad, småkager, konfekt og glögg er gledet ned i en lind strøm, mange er gået fra det ene veldækkede og bugnende bord til det andet og selv med et løfte om at være fornuftig og kun række efter det, der er godt for en selv, ja så kan lukningen af bukseknappen godt gå lidt mere trægt, når man rammer denne side af julen…


Jeg har sørget for, at der har været knasende grønt mellem al julemaden, masser af frugt og nippegrønt har været til rådighed, og alligevel føler jeg, at vi er i minus på den fornuftige konto. I dagene der ligger foran os i denne nye friske uge skal der badekarsstore baljer af salater på middagsbordet, vi skal gnaske og gnave af det grove og grønne. Salaten her fik vi til den store sprøde svenske juleskinke, som stod på vores julefrokost bord, den rå grønkål var et perfekt modspil til den lidt bastante skinke og sammen med god skarp sennep blev det en himmerigsmuldfuld. Jeg forestiller mig, at salaten også vil kunne ledsager mange fornuftige retter med succes, til ristet fisk vil den være god, til noget kylling eller nogle ikke alt for krydrede oksefrikadeller. Og sund og god for maven – det er den i alle tilfælde…

 
TIL 4-6 PERSONER.
Frisk sprød grønkål uden stilk, ca hvad du kan ha’ mellem dine hænder 3-4 gange
2 gode røde æbler
1 granatæble
10-12 semitørre dadler
2 håndfulde bredbladet persille uden stilk
1 dl. sesamfrø
Sesamolie
Balsamico
1 håndfuld hakkede valnødder

Halvdelen af grønkålen hakkes helt fint, brug evt. foodprocessoren, og den anden halvdel hakkes groft med kniv, så der stadig er bid i kålen. Æblerne skæres i sirlige tern, granatæblekernerne slås ud af skallen og dadlerne skæres i tynde ringe. Sesamfrøene ristes let på en tør hed pande og afkøles let. Alle ingredienserne blandes sammen og anrettes på et smukt fladt fad og der toppes med lidt ekstra granatæblekerner. Til sidste hældes en smule dressing af sesamolie og balsamico ud over.

Knasende god appetit…

20 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy