Lidt af hvert

PIST-VÆK-PINSE…

24/05/2010

Så gik man ellers lige dér og nød tanken om, at der lå 3 fine fridage foran én og så er de sgi pluselig brugt!

Hvad skete der?

Hvor blev timerne af??

Jeg syntes jo, at jeg havde tid til en masse og havde også udtænkt mange småprojekter, som jeg liiiiige kunne ordne, når der nu var hele 3 dage at tage af.

Klogere bliver jeg nok aldrig…

Men for pokker altså, manglende udførsel af småprojekter på trods, så har det været en herlig lille ferie, med plads til både spas og “slapning”.

Lørdag havde vi en flok til sen frokost, salater, grill og giftige drinks på terrassen og derefter Hede Rytmer i Indelukket i Silkeborg.

For mig en slags musikalsk 3-trins-raket med først C.V., så Medina og til slut Thomas H, altså først “Sid stille og lyt og nyd” så “Dans igennem og få sved på panden” og til slut “Amooooooookk”.

Vi nød det, gjorde vi, sammen med 4500 andre glade mennesker, pinsesol og lun aften, kølige drinks og gensyn med masser af gamle venner, herligt…

Sådan en lørdag kræver en stille søndag med sofa og film i rå mængder, så det nuppede vi, og da jeg efter en stund alligevel blev en anelse rastløs, så gravede jeg et nyt rosenbed, gødede, plantede og vandede og gik så omkuld i sofaen igen.

Sådan kan timerne på en søndag let forsvinde som duggen for den sol, der stadig lunede i går.

I dag er har der hverken været sol eller sofa, jeg har trasket Trapholt tyndt sammen med min familie og  gode venner, fået og givet en gensynskrammer med TulipanHanne og set masser af lækkerier og plukket ramsløg på bakkerne bag museet.

Vi har slendret, hyggesludret, planlagt sommerferie, hørt om børnenes mange planer for livet og bare nydt at være.

En slags søndag på en mandag.

Og det var så den pinse.

Pist væk.

Men pyt –

dagene blev brugt på dejlige ting…

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Reply Liselotte 24/05/2010 at 18:20

    Tid givet godt ud, lyder det til 🙂

  • Reply Sifka 24/05/2010 at 18:39

    Ja, sådan er det åbenbart med egentid – pist væk borte.

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.