Hverken fugl eller fisk header image 2

SUMMEN AF GODE DAGE…

Sunday 23. September 2012klokken 21:47 · 9 kommentarer · Lidt af hvert

Gode dage på job.

Gode dage i København.

Gode dage i selskab med 2 af mine smukke 3.

Gode dage hjemme og gode dage ude.

 

Gode timer med nyfødt og vidunderligt lavet drengebarn i armene.

Gode timer hos mor med Scrabble og masser af snak.

Gode timer i den lille bil, hvor snakken flyder uden forbehold og hvor en mors hjerte og hjerne fyldes med både varme og oplysninger.

 

Masser af regn, så meget regn at køreturen til hovedstaden var en udfordring, men også smuk septembersol, som har gjort dagen i dag smuk og lys.

Jeg be’r ikke om mer’ på sådan nogle dage som disse…

 

Vi er landet hjemme efter tur over Fyn og Sjælland.

Familiebesøg og barselsvisit.

Ikke de store forkromede kulturelle eller shoppingagtige oplevelser, bare fred og ro til at nyde godt selskab og pleje Laura, som har været væltet af fæl influenza.

Nu sumper vi bare med tv og hygge og kufferten, der skal pakkes med både fornuftigt og lækkert tøj, får lov at stå tom lidt endnu, jeg skal lige være færdig med at nyde det sidste af weekenden.

 

I morgen begynder en ny uge og vi rejser afsted i hver vores retning.

Amanda mod øst og efterskole.

Jeg mod nord og fantastiske arbejdsdag.

Laura rejser blot frem og tilbage mellem husdyr og skole, for hun har lovet at tage sig godt af det hele, mens jeg er væk, og hun har både god storesøster og dejlige veninder til at hjælpe sig. Der bliver ikke stille her i jomfruburet, det er vist noget med, at når mor er ude må man danse på bordene. Eller noget.

Jeg er rolig, hun er mere fornuftig end mange andre i den alder, i alle tilfælde mere end jeg var, og jeg klarede da faktisk at bo helt alene da jeg var 17, så hun klarer garanteret også 4 dage på egen hånd helt forrygende.

 

Summen af gode dage ligger højt.

Jeg er klar til at give den endnu et hak op ad.

God uge derude…

9 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy