Vi er en ekstra her hjemme i disse dage, og for pokker hvor vi da nyder det, både os, der bor her hver dag og ham, der bare gør det nogle dage om måneden…
Lange seje dage med det ene hårde møde efter det andet præger kalenderen i disse uger, jeg er mere end godt brugt, når jeg endelig kommer hjem.
Tankerne kører på højtryk, og nogle af mine arbejdsopgaver har ikke været til at slippe de seneste dage, det gør mig mør.
Jeg skal vist bare sidde her lige så stille med en kop varm kaffe og strikke lidt på de sidste lange pinde af mit Swallowtail, som jeg ikke har fået motioneret på denne side af weekenden.
Pigerne er til badminton, manden ikke kommet hjem fra job endnu, her er bare mig og pelsdyrene, og de larmer heldigvis ikke så meget…
En af tingene på Ikea-dosmere i går var sorte rammer i assorterede størrelser, vi manglede en stak til nogle af de mange billeder, vi har til at ligge rundt omkring.
Det første er monteret, en lille betuttet Anne med tung underlæbe og Droopy-kinder…
Billedet er taget ved en fotograf i Kolding, der valgte at udstille dette ekstra billede i sit vindue, og det kunne min mormor selvfølgelig ikke stå for, hun havde jo kun købt en lille serie med billeder i “fornuftig” størrelse.
Mormor øjnede chancen for at få sin øjesten på tilbud, når jeg nu var færdig med at hænge der i vinduet, og da jeg blev taget ned, gik hun ind for at spørge til billedet.
Og det kunne selvfølgelig erhverves med en klækkelig rabat, og ja tak til det sagde den stolte mormor med et stort smil, der dog stivnede en anelse, temmelig meget endda, da damen bag disken bad en medhjælper om at hente billedet af “den lille mulat-dreng”…
Hva’ troede de mon jeg hed, Arne eller??
Indtil videre står Anne/Arne fra det varme kontinent og venter på en mand med en hammer og et vaterpas, men op det kommer rammen sammen med de andre, når der er blevet puttet nogen i…
