Jeg kan godt li’ høflige mennesker, ikke på den påtagede for meget måde, men sådan at det afspejler respekt for det menneske, man møder; mine børn kan skrive under på, at jeg på det område har været skrap (heldigvis mere la-la på andre), og de takker alle pænt og høfligt.
Sophie sørger lige for at gi’ det en ekstra krølle ved altid at sige “Nej tak, ellers tak.”, ikke ellers tak med et nedladende vræng, men bare sødt.
Laura forelskede sig i efteråret i et par Ecco-støvler, men da havde vi allerede købt vinterstøvler, og disse fine blomstrede brune var kun til indendørsbrug, holdt jeg lidt igen, 700.- var jo også en slat for et par “for sjov”-støvler.
I lørdags løb jeg ind i skobutikken for at se om de var på udsalg, jeg trængte til at overraske hende; de var sat lidt ned, og der var lige et par i hendes størrelse, op med pungen og ned i posen med støvlerne.
Jeg kunne næsten ikke vente, glædede mig til at se hendes glæde!
Den så jeg også, men kun kort….
Hun blev meget glad, prøvede dem straks på, og Ih og Næh og de passer på en prik!!
2 minutter efter i bryggerset:
“Mor, det var bare så sødt af dig, at du huskede på, at jeg ønskede mig støvlerne, men ved du hvad, jeg synes du skal bytte dem, det er spild, jeg får dem nok ikke brugt ret meget!”
GISP – min mave blev øjeblikkeligt til en lille hård knold, det føltes som en slag i ansigtet, tårene pressede sig på, nu havde jeg jo……
Men den følelse varede kun et nano-sekund, og jeg kunne med oprigtig stemme vende mig om til hende og sige:
“Hvor er jeg glad for du siger det, specielt at du starter med at fortælle mig, at du egentlig er glad for dem, det er dejligt, og det er også rigtigt dejligt at du tænker dig om, det er dumt at ha’ dyre støvler til at stå ubrugte, når det bliver sommer.”
“Ja, mor, byt du dem hellere til noget til dig selv!”
Og det kan i lige tro jeg gør, med glæde, og også med en glæde over, at hun på en ordentlig måde takkede nej.
