Nugga er på forbudt område, krøller sig sammen i hjørnet af sofaen, da jeg nærmer mig med armene bestemt i siden, kniber hun øjnene fast sammen, nok lidt som et barn, der stående midt på et bart gulv lukker øjenene og spørger “U-u mor, kan du finde mig nu??”
Men se udyret, det kan jeg, 26 kg. retriever, der er våd efter turen i naturen, det er ikke lige sådan at misse!!
Sidder her og hører DR Soft, det er først lige i dag, at jeg har fået mig taget sammen til at checke DRs online radio ud, det er da bare for godt; om lidt “bladrer” jeg om til Allegro og snupper lidt klassisk til de sidste pinde af Pisa ærmet.
“Fuck dig”, titlen på et dansk hit, og noget jeg hører hver eneste dag i skolen, sjældent rettet mod mig, men hyppigt brugt børnene imellem, nok lidt på samme måde, som “dumme unger” rakte tunge den gang i ruder konges tid, hvor jeg gik i skole.
I år er “Sprog og adfærd” et indsatsområde på vores skole, vi holder møder, får oplæg, læser og studerer, snakker og debatterer, og prøver at finde vejen frem. Frem til der, hvor man ikke råber “Luder” efter klassekammerater eller gangvagt, til der hvor Niarn fra dobbelt A, LOC eller Dolph, for den sags skyld, ikke sætter normen for, hvad der er okay at sige til hinanden.
I vores indskoling holder vi kurser for børnene om Giraf og Sjakal-sprog, de er gode til det, stolte over, at de snakker giraf; men det ser ud som om, at det holder kort, der er nok ikke tilstrækkeligt “street-respect” i at være et spøjst dyr, og sjakalerne får overtaget. Vi tager ikke med fløjshandsker på dem, der gribes på fersk gerning, vi taler højt og markerer tydeligt, at vi ikke accepterer disse gloser; vi indfører stjernesystemer, hvor man mister en stjerne for hvert ikke-tilladte ord, vi hænger plakater op med gode citater, vi har mobbe-råd, vi gør noget! Men det virker ikke særligt godt….
Det gik ellers bare forrygende med at strikke Pisa, det var blevet det stykke strikketøj, der var med i skoletasken, og den fik ikke for lidt i pauserne! Hele ryggen og det første forstykke lå i aftes færdigt i sofaen, dejligt, men da jeg skulle slå op til forstykke nr.2, fik jeg en underlig fornemmelse i fingrene, der var noget galt med med Boye, det føltes bare ikke helt rigtigt…
Konen her havde snuppet en p. 4.5 i stedet for 4, og IKKE kun til det nyopslåede forstykke, næ-nej, alt var skam strikket på for stor en pind, aarrrggghhhhh!!!
Hvad er der gået glat, var det mon p. 4.5’s flotte blå farve, der har draget øjnene?? Egentligt ser det strikkede udemærket ud, luftigt og blødt uden at være slasket; jeg strikker lige et ærme, og så monterer jeg skidtet, bliver det okay, ja så strikkes resten også på forkert pind, og ellers er der jo kun et at gøre…
Hen i hjørnet med skidtet!!!
Forude venter en laaaaang dag, hvor det ene møde afløser det andet, og når de så er forbi, så ligger der 3 timers undervisning og venter i aftensskolen, intro-kokkeri for 15 7.klasseselever, de har bare at være veloplagte og søde, ellers…
Nugga er på forbudt område, krøller sig sammen i hjørnet af sofaen, da jeg nærmer mig med armene bestemt i siden, kniber hun øjnene fast sammen, nok lidt som et barn, der stående midt på et bart gulv lukker øjenene og spørger “U-u mor, kan du finde mig nu??”
