Browsing Category

For hjerte og sjæl

Ferie, For hjerte og sjæl

OM 9 DAGE…

04/10/2007

Det gule hus i Sverige…

Vi tæller ned, lige om lidt er det efterårsferie, og vi sætter kursen mod Sverige, igen-igen, denne gang til Ælvsered, der ligger syd-vest for Varberg.

Jeg kan næsten ikke vente mere, jeg glæder mig til freden, til tiden, til samværet og hyggen, til skæg og ballade,  til korv og lingonsylt. Jeg glæder mig til at se min søde, men ret stressede, mand sidde i båden på søen med snøren i vandet og ro i sjælen, og til at løbe hujende rundt i den dybe skov med troldetræer og rumpenisser sammen med mine skønne tøser…

Vi rejser ligesom sidst med et hold af vores naboer, det glæder vi os over, for de er dejligt selskab.

Der skal spilles spil, strikkes, laves masser af god mad, drikkes sjusser, suses rundt i naturen, lures på loppemarkeder, soves til middag og måske skråles igennem til Singstar, der jo altså bare må med.

Bare 9 dage er der til, det bliver så skønt…

Sverige fra søsiden

For hjerte og sjæl

MÆT OG VELTILPAS…

30/09/2007

Ristet brød…

Der var gullasch, der smagte så englene sang, der var ristet brød og kold creme, og bagefter skoldhed kaffe, lavet på de sidste gløder.

Stærkt og godt…

Alt blev indtaget ude på græsset med efterårs-duftende brise om ørerne og tæppe under måsen,  naboerne sprang over hækken og fik en portion med, og jeg sad der og blev sådan nærmest lykkelig indeni.

Livet er smukt og godt på sådan en dag, hvor vi har tid til at gøre og være, hvor vi husker og mærker alt det gode…

Cowboykaffe…

For hjerte og sjæl, Haveliv

HØST…

26/09/2007

Dahlia…

En hurtig tur omkring Dahlia-bedet gav masser af blomster til vaserne, en ordentlig farveklat til bordet.

Ærteblomster kom også med ind, og står nu og sender liflig duft ud i rummet, og stolte kavalerer nikker fint i stuen ovenpå.

Jeg gruer for, at den første nattefrost er lige om hjørnet, vi er altid tidligt på den her på heden, og så er det slut med disse skønheder, det er næsten ikke til at bære…