Alle mine egne problemer og spekulationer blev så uendeligt små og ligegyldige, da jeg først på eftermiddagen var med, da mand, børn og mor sagde farvel til deres elskede.
En ældre kvinde måtte gå den tunge gang ud af kirken bag sin datters kiste, tre børn, der endnu ikke er flyvefærdige, måtte se rustvognen kørt bort med deres mor, det giver ingen mening, ingen!
Desværre er de ikke den eneste lille ramte familie, alt for mange lever rundt omkring med blødende hjerte og sønderslået dagligdag, hver dag, hvert minut sker der uhyrlige ting, som ingen burde udsættes for.
Jeg vil blive bedre til at sætte pris på alle dem og alt det jeg har, hver dag, det må ikke blive en selvfølge at være rig på kærlighed og tryghed…
