Lidt af hvert

DEN LILLE FORSØMTE…

14/07/2006

Jeg sørger godt for mine planter i haven, der bliver nippet og luget, gødet og formet, og de bliver alle passet efter alle kunstens regler!
Alle, undtagen lige en enkelt, en New Dawn, der blev plantet ved tørrestativet, for at pryde den ene ende af dette…

Nu er der bare det, at Torben har haft planer om at nedlægge lige præcis den ende af tørrestativet, for at bygge et brændely der, og så har han ikke gidet lave et espalier til rosen!
Men er brændelyet oppe??
Næh, og rosen står nu og ser lidt forhutlet ud, jeg må nurse den, når jeg kommer tilbage…

Roserne blomstre, de første brune tallerkensmækkere folder sig ud, dahlia’erne står med masser af knopper, jeg kan næsten ikke forlade min have!
Jeg har brugt hele eftermiddagen derude, burde ha’ pakket tasker, men efter Tyrkiet, Frittival og en lille campingtur, der er jeg jo ved at være dreven ud i ferie-pakkeriet, så jeg tager det afslappet, jeg har jo helt til i morgen tidlig…

Vi har plukket jordbær i vores have de sidste dage, det ved jeg godt alle gør i disse juli-dage, men det specielle ved vores er, at de slet ikke skulle være her!!

Jeg havde fået nogle aflæggere af Torbens mormors høstanemoner, troede vi da, men de har transformeret sig til de lækreste jordbærplanter med små og meget søde bær.

Der hvor Torbens mor havde gravet efter anemoner, ja der står der også jordbærplanter, og det var det hun havde fået mest med af, en enkelt anemone er dog også dukket op.

Jeg synes, det er hyggeligt, at pigerne nu kan gå og plukke af oldemors jordbær her i vores egen have; til efteråret skal der laves et rigtigt jordbærbed af planterne, der allerede har sendt mange løbere ud i bedet, hvor de står…

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Reply Ella 14/07/2006 at 20:01

    Åhh hvor hyggeligt med oldemorjordbær 🙂

  • Reply Ella 14/07/2006 at 22:06

    Jeg stammer 😉

  • Reply Anne 14/07/2006 at 23:20

    Det er så hyggeligt, at du gerne må sige det to gange ;-))

  • Leave a Reply to Anne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.