Lidt af hvert

SPROG FRA FORTIDEN…

11/01/2006

Lige siden pigerne var små, har vi læst hver aften ved putte-tid; vi har været vidt omkring på bibliotekets hylder, læst mine gamle børnebøger, og grinet, gyst og grædt over dem, som jeg også læste for Sophie for efterhånden længe siden.

Vi har læst Potter, Spiderwick, Gummitarzan, Hodja, Ronja, Løvehjerterne og stakkevis af andre, nye og klassikere.
Ind imellem foreslår pigerne én, men det meste af tiden er det bare mig, der vælger!

Lige nu læser vi en, der også er læst af vores bedsteforældres generation, nemlig “Ungerne fra Bjørnegade 5″, der er udgivet i ’45, og jeg skal love for, at der ikke er fuck-ord deri!!
Her er sproget på kanten af for gammelt, og ind imellem omskriver jeg, for historien skal ikke slås i stykker af alt for mange spørgsmål og forklaringer.
Da jeg havde læst de første par sider, tænkte jeg, at bogen ikke ville holde hjem; det kunne godt være, at jeg havde elsket den næsten lige så højt som “Tudemarie”, men var det noget her i 2005??

“Da man havde takket og beundret gaverne, gik far en runde i hele huset, og han roste mor, fordi alting var så pænt i orden.”

Gaverne var en særkeknap,vestindiske mønter og konkylier, jubiiiii!!

Pigerne er vilde med bogen og stemningerne i den, måske også lidt fordi de kender kvarteret omkring Nyboder, fra deres mormors vinduer er der udsigt ned over de gule huse, og vi har tit gået og hygget os med at læse gadenavnene: Krokodillegade, Delphingade, Leopardgade, Krusemynte- og Rosenstræde. Det kan selv små børn høre er noget særligt!

Der findes 1000-vis af gode bøger, og at anbefale nogle frem for andre er ikke let, men én, vi gerne vender tilbage til, er “Kongen af Sydspanien og hele balladen” af Iselin Hermann, her er grin for både store og små..


You Might Also Like

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.