Tiden går ufatteligt langsomt i dag.
Snegler sig.
Vi venter på, at den bliver 21.
For så skal vi skype med Laura.
Om vi glæder os, Amanda og jeg?
Jaaaaaaaaaaa for sørensen da!
Heeeeeeeeelltttt vildt!!
Vi glæder os til at se hende, høre hende og mærke at hun er her, selv om hun er der.
Tik tik tik tik…
Laura er fremme i sin nye by, i sin nye familie og i gang med sit nye liv.
Hun har lige opdateret sin Facebook profil “Bor i Hartford, Wisconsin” og hvor jeg bare håber, at det bliver et dejligt sted at bo.
Jeg talte med hende i telefonen ved midnatstid og har fået en kort mail her i eftermiddag, det gjorde godt i det ømme hjerte og den urolige mave.
Og hvor vil jeg glæde mig til at høre meget meget mere om alt det hele.
Når hun får tid…
De sidste svar på nattens mange God tur sms’er sendes afsted fra dansk jord.
Derefter de sidste formaninger, knus, kys og kærlighedsord fra far, mor og søstre.
Og så var hun væk.
Afsted op af trappen til første del af en lang flyvetur.
Kastrup – Stockhom- Chicago – Milwaukee.
Når klokken slår midnat her hos os sætter hun for første gang sine trætte ben og sin store kuffert i sit nye hjem i Hartford Wisconsin…
Jeg er nærmest lige væltet ud af dynerne med højt hår og hævede øjne.
Var retur fra Kbh kl 10 efter 28 timer med høj puls, skræk og forventning.
Det var en udfordring at køre hjem i morgentrafikken i det vilde regnvejr med ømt morhjerte og følelserne i laser, lettelsen var stor da jeg smed Panda’en i carporten og mig selv i sengen.
Det gik rigtigt fint med at få hende afleveret i hyggelig og rolig stemning, hun var så glad, spændt og meget meget parat og det hjalp os andre rigtigt meget i forhold til at give slip.
Men det er da fuldstændigt uforståeligt lige nu, at jeg ikke skal have hende inden for krammevidde i de næste 11 mdr, at jeg ikke kan give et blødt kys på det varme hår, mens hun sover og ikke tage hende ind til mig, når hun oplever noget, der er lidt svært.
Svært –
men man vænner sig vel..
Måske…