Juledagene er skredet – vi er på den anden side.
Influenza’en er heldigvis smuttet samme vej – vi er på den anden side.
Vi klarede den, godt endda, omend det var med tynd hud og klumper i halsen, at vi gik denne første jul som en ny slags familie i møde.
Det klarede vi, rigtigt godt det meste af tiden, men der var også øjeblikke, hvor det næsten ikke var til at bære. Men nu er det prøvet og næste år bliver det mere end blot godt.
Det var det vel egentlig allerede i år…
Vi har spist, sovet, hygget, hostet, spillet, snakket, krammet og grinet. Vi har travet i skovene, vi har aet de pelsede, vi har fortæret ALT for meget sødt og vi har givet hinanden de allerskønneste pakker. Måske for mange og for store, men vi var enige om, at det var okay, vi havde brug for den slags plaster.
Allerallerbedst af alt har dog været tiden med Laura på Skype.
Laura på den anden side – af kloden.
Åh som det gjorde os alle godt.
Juleaften underholdt hun længe, bl.a. med en lille tour de house, hvor computeren kom under armen og med rundt i det kæmpestore og meget amerikansk indrettede hus, hvor hun lever sit liv lige nu. Vi så tømmermændsramte søskende på sofaen foran det monsterstore tv, vi så et garanteret dryssefri juletræ, vi så en lettere stresset Mom i køkkenet og en forkølet lille snedrive udenfor.
Vi så hjemmebiografen med de to lange stolerækker i læder med læn-dig-bare-tilbage-håndtag, vi så badeværelser og poolborde og alt imens speakede Laura rummenes indretning og funktioner som havde det været en omgang af Liebhaverne…
Hun optrådte også med et lille modeshow, vi så tydeligt, at hun har kastet sin kærlighed på og mange af sine mønster efter de lækre store og bløde sportsagtige hættetrøjer og seje sko, men det var såmænd ingen overraskelse, når vi kender hendes hang til den slags.
Laura fortalte om venner og venners venner, om internationale bekendtskaber og lettere pinlige mødre til amerikanske drenge, om udflugter og skoleliv, om rejser til Hawaii og ned ad vestkysten, om shoppingture og julekalender og alt muligt andet, som hun havde på hjertet.
Hun fortalte om tårer på lillejuleaften, hvor tankerne om hjemme blev stærke og fyldte hende med længsel, det gav en klump i halsen på os, der sad her, men vi klarede det. Også det.
Midt i al Lauras meget hurtige talestrøm lød det pludselig og uden sammenhæng til det, som vi ellers var i:
“Nåh ja – jeg er forresten kommet på The Honor Roll for dette semester! Sender lige et link! Arj det er forresten The High honor roll!”
Nåh ja forresten, Laura D, kunne du måske lige ha’ udtrykt lidt mere begejstring?! Man kommer kun på den liste, når man er en studerende med meget høje karakterer, på High Honor med endnu højere karakterer, og du har kun været i USA i 4 mdr og går i klasse med nogen, der er 2-3 år ældre end dig.
Nåh ja ja. Vi kender dig.
Silent but deadly – som dine lærere på ISIB skrev!
Livet er godt.
På den anden side af Atlanten.
På den anden side af den første jul.
På den anden side af en grum influenza.
Vi har meget at være glade for.
Og det er vi så her på den 3. juledag, hvor et lettere rodet indlæg får lov at skyde bloggerierne i gang igen…
