Skoleliv

Ingen, der læser med her, er vel i tvivl om, hvor hårdt det var for mig at sige farvel til min gamle klasse, at forlade den gruppe børn, som havde fyldt hele mit arbejdsliv i 6 år, det var en stor beslutning, og ikke helt let.

Man knytter særlige bånd, når man er så tæt på børn, der har brug for en hjælpende hånd, jeg har forsøgt af være en ekstra rummelig og omsorgsfuld hånd, en der støtter og skubber blidt, som værner og skærmer og som hepper og opmuntrer, og det sætter spor, i mit hjerte men også i deres.

Ingen er uundværlig, det er jeg ganske klar over, men for nogle af disse børn har det været svært, meget svært, at finde en ny rytme med en ny voksen, de er på vej, men de slingrer og punkterer med hyppige mellemrum…

Jeg er heldigvis ikke længere væk, end de kan tilkalde mig som kranvogn eller slæbebåd, og jeg er glad for, at de benytter sig af det, for det er ikke alt, der kan overleveres eller gives videre på skrift eller i tale. Noget af min viden om disse særlige børn er bundet op på en fornemmelse, der opstår i det særlige rum, som vi samme skabte igennem den forholdsvis lange tid vi fulgtes ad.

Nogle børn kommer længere ind under huden end andre, hvad det er der gør det, er ikke til at vide, dog mener jeg at kunne sige, at hos mig er det ofte de misforståede børn, der fylder mit hjerte, de børn, der bliver opfattet som på tværs og som uopdragne, som ikke ses som de børn de er, hvor forældre og lærere mistolker og misforstår, de børn står mig allernærmest…

Mange af børnene skrev små breve til mig, da jeg skulle stoppe på skolen, og enkelte skrev om deres frygt for, hvordan det skulle gå, når jeg nu ikke viste vejen mere, det var hård læsning, også fordi jeg vidste, at deres frygt og fornemmelser alt for let kunne komme til at holde stik.

Jeg har været på ambulance-tjeneste på skolen nu, været oppe og holde om og snakke ud, og fået lavet nogle aftaler, der skal støtte og hjælpe videre på vej.

Det gjorde godt, både for mig og barnet, der slog sig i tøjret over nye tider, og de voksne, der stod på sidelinien, drog et lettelsens suk, da de så nogle brikker falde på plads…

Jeg tror ikke, at jeg behøver at komme lige med det samme igen, ikke med udrykning på i alle tilfælde, vi fik ro på, men jeg skal alligevel bare et lille smut forbi for at aflevere den “Dimse-snor”, som barnet manglede, for sådan en må et loppe-barn ha’.

Nogen havde snuppet den gamle, som jeg havde hængt under loppens bord, den lille røde snor, der bragte ro og grounding, når uroligheden susede i kroppen, den var væk, barnet var utrøstelig og snu, for straks blev den manglede røde brugt som undskyldning for hopperi…

Andet snor blev fundet frem, og der var lovning om, at alle ønskede farver kunne fremskaffes, men niks nej og stejlhed, snoren skulle være lavet af Anne, det måtte de vel kunne forstå, for jeg kunne putte magi i, den slags magi, der gav mod og overskud til at kæmpe mod de indre lopper.

Så nu laver jeg snor, turkis og forhåbentlig med lidt tryllestøv, den er ventet med længsel og jeg må skynde mig.

Pling pling med tryllestøv og kærlige tanker, og så er det jo sådan at tro kan flytte bjerge, og vi tror, det lille loppebarn eller jeg…