Browsing Category

Dengang

Bagværk, Dengang, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

VANILLEKRANSEHULLER PÅ ØJEMÅL…

16/12/2013

Med uens huller...

Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.

Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.

Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…

Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.

Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.

Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…

I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.

Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.

For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…

Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.

Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.

En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…

Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.

Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.

Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.

Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.

Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…

Dengang, Lynhistorier

DE SKO VAR JEG VIRKELIG GLAD FOR…

07/11/2012

Dagens lyner.

 

Da jeg var en lille skolepige havde jeg et par hvide laksko med spænder på.

De havde en lille sort hård hæl, der kunne lave de samme klik-lyde, som højhælede damesko kunne. Mine sko var ikke høje, men jeg synes, at det lød sådan, når jeg gik hen over gulvet i spisestuen, hvor der ikke var gulvtæppe på, men bare smukt parket.

 

Skoene havde rem om ankelen, messing spænde og et t op over vristen, de var så flotte i det skinnende hvide lak, jeg elskede de sko. Det var ikke hverdagssko, jeg fik dem kun på, når vi skulle noget særligt, på besøg hos nogen, til fest på skolen, til afdansningsbal en enkelt gang og så måtte jeg tage dem på, når jeg klædte mig ud som fin dame i mormors gamle natkjoler…

 

Natkjolerne elskede jeg næsten lige så meget, som jeg elskede skoene, de var flotlette og fine i deres 50’er pasteller med tynde stropper og en enkelt blonde. Der var også sådan en vatteret housecoat, blå og blank, med store runde stofbetrukne knapper og et par dybe lommer, hvor man kunne ha’ både slik, arve-læbestift og lidt tøj til Pusle-dukken.

Med sådan en housecoat, hvide knæstrømper og klikkende laksko så var jeg virkelig en dame, en rigtig fin en af slagsen.

 

Når jeg havde klasseveninderne med hjemme og lege ville de også rigtigt gerne klæde sig ud i nogle af gevandterne, smøre sig med læbestifterne og promenere op og ned i vores lange gang med dukkevogn og håndtaske. Men skoene måtte de ikke låne, de var kun til mig…

 

En dag havde jeg bare en enkelt veninde med hjemme og vi legede berømte, jeg var Sophia Loren, for min morfar havde sagt til mig, at jeg havde lige så skønne øjne som hendes, så det var selvfølgelig hende jeg var, først senere i livet blev jeg til Anni-Frid fra Abba, og som jeg husker det var veninden en dansktopsangerinde, måske Dorte Kollo.

Vi skred afsted i natkjolerne, der nok har været knækorte til mormor, men som på os nærmest havde havfrueslæb, vi svingede med håndtaskerne og sendte luftkys til vores fans, mens vi gik op og ned ad trapperne til gæsteværelserne ovenpå.

 

Jeg havde bare ikke rigtigt kontrol over at styre både lang kjole, luftkys og glatte laksko, og da det ellers gik allerbedst med at se laber italiensk ud gled jeg på trappen og hamrede min magre ryg ned i kanten af alle de trin, som jeg måtte passere for at nå fra top til bund. Slut med at være diva den dag.

 

Der var trøst og kys og lidt ekstra forkælelse af hente fra mormor, der hjalp mig ud af filmstjernedresset, men skoene fik lov at blive på sammen med hverdagstøjet, da jeg lovede, at jeg var færdig med at gå på trapper og vinke på samme tid.

Jeg slog mig, ryggen var øm og kulørt i mange dage, men skoene var stadig et must, når jeg skulle være fin.

Både barnefin og filmstjernefin.

Klik-klik-klik-klik…

 

 

 

Dengang, Familie, Familieliv, Lynhistorier

DA JEG LÆRTE AT SVØMME…

04/11/2012

En vandet lynhistorie.

 

På varme sommerdage kørte mormor og jeg til Kelstrup Strand i vores grønne Folkevogn.

Med termokaffe, store badehåndklæder, æggemadder i køletaske og mønter til is ved købmanden, som levede godt af alle de sommerglade strandgæster, der ikke bare købte is men også Sunquist drik i trekantet emballage, chokoladekiks, bolde og suttekaramel i muslingeskaller af plastik.

Vi havde vores bløde frottébadekåber med, så man kunne klæde om i ly af stoffet og ikke behøvede at sno sig som en ål mens man holdt håndklædet med den ene hånd og trak badedragten op eller ned med den anden. Ugeblade var med, en krydsogtværs og Sea&Ski sollotion i en grøn bøtte med orange låg, faktor var der sikkert ikke så meget af men det betød knap så meget for os, hvis hud ligner noget fra et sydligere land.

 

Jeg elskede de sommerdage ved stranden, elskede at ligge med lukkede øjne under et håndklæde og lytte til de hujende børn i vandet, til bølgerne og summende stemmer fra andre familier. Jeg elskede duften af solcremen og den varme kaffe, som mormor hældte op i en Koka-kop, som var pakket ind i køkkenrulle under transporten til stranden…

 

Mormor gad godt at svømme, ikke sådan vildt og med hop og sprøjt, det gik ikke for den vandondulerede frisure, der vel mest af alt lignede Dronning Ingrids; nej tak den til slags vildskab, hun ville hellere svømme brystsvømning i roligt tempo med hovedet løftet højt over vandet og selvfølgelig langs stranden.

Hun øvede tålmodigt med mig, bandt det kolde hvide korkbælte med de blå nylonsnore om min bløde brune bare mave og forsikrede mig hele tiden om, at hun var lige ved mig og intet slemt kunne ske. Hun holdt mig under maven og grinede kun lidt, når mine tynde ben spjættede mere oppe i luften end nede under vandoverfladen. Ingen irritation over afbrydelserne, fordi jeg skulle glo på andre børn eller undersøge en fin muslingeskal.

Hun tog sig tid. Og vi øvede og øvede…

 

Morfar var ikke så tit med, han arbejdede og havde i weekenderne uopsættelige mandeprojekter med bil og værkstedet med træ og skruetrækkere.

Men ind imellem så var han med! Med larm og store glade armbevægelser og fuld af løjer.

Og så blev der tumlet i vandet, så var der ikke længere forbud mod at sprøjte på håret eller lave bomber fra badebroen.

Vildskab på den skønne måde og så rolige øjeblikke på håndklæderne, hvor der blev sørget så fint for os, inden vi igen kastede os ud i bølgen blå.

 

Morfar svømmede med mig på sin ryg, jeg holde med armene om hans hals og lå så der og var motor med mine små brede fødder. Ind imellem kastede han mig af og jeg nåede at synke lidt ned mod bunden, før han hev mig op igen, jeg var ikke bange, havde ingen grund dertil, for han var min Mof’ og jeg vidste, at jeg var hans øjesten.

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle huske at tage et par svømmetag, mens jeg var kastet af, bare et par stykke indtil han hev mig op på ryggen igen og efter en god weekend, hvor både lørdag og søndag bød på familietur til Kelstrup, så opdagede jeg pludselig, at han var holdt op med at hjælpe til, når jeg skulle hives hen til ham efter en afsmidningen.

Pludselig blev han bare stående og ventede. Og jeg svømmede. Alene. Bare mig. Med små spjættende tag og sikkert masser af vand i maven, men jeg svømmede og glæden og jublen ville ingen ende tage.

 

“Du svømmer selv nu, Annepige, du svømmer!”

Og mormor smilede, himlen var blå og livet var i det moment lutter af lagkage.

Det var sommer, det var sol og det var søndag.

Og meget meget længe siden.

 

Jeg svømmer stadig. Allerhelst ved østkystens stille strande.

Og efter 22 år i nærheden af Silkeborgs søer så er jeg også kommet til at holde vældigt med af det ferske vand med skaller og gedder i.

Men kun om sommeren, vinterbader bliver jeg aldrig…