Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

JEG NÅR DET VIST…

19/12/2005

Mermaiden skal være færdig inden juleaften, ikke fordi jeg skal ha’ den på, men fordi jeg ved, at der er mindst 2 pakker med lækkert garn, der straks må på pindene.

Garnet er pakket med opskrifter, pindene lagt frem, så det er lige til at springe på, når børnene sidder og leger med deres respektive gaver, jeg kan næsten ikke vente. 

Jeg mangler kun et enkelt ærme, og så alle enderne, der skal hæftes. Monteringen på denne model er lige efter mit hoved, skuldersømme og ærmerne i, og vupti er Mermaid klar til brug!
Jeg købte oprindeligt et kit fra Hanne Falkenberg i sort, cypres og petrol, men den der cypres, den var da vist død, kedelig var farven i alle tilfælde, og da jeg først begyndte at fifle med farverne, ja så røg den sorte til fordel for den chokoladebrune, så det eneste der er tilbage fra det oprindelige kit, det er de smalle petrol striber.
Det sorte uld skal jeg nok finde på noget at bruge til, men det cypres, det kommer altså nok til at knibe…

Jeg suser ovenpå til den bløde sofa og slår 86 masker op til det sidste ærme, 20 pinde før sengetid, det må jeg kunne klare!

Lidt af hvert

ÆBLEGROGGY…

19/12/2005

Vores nye favorit-drik i disse kolde dage er en æbleting, der kan laves både med og uden procenter.

Hæld æblejuice og cider, sådan 50 – 50 , i en gryde, tilsæt små fine æblestykker uden skræl, masser af stjerneanis, hele nelliker i flok og rørsukker efter behag, varm op til kogepunktet og lad det stå der og trække lidt, så krydderierne kan nå at afgive noget smag.

Er du julestresset og trænger til at falde lidt ned, så und dig selv et ordentligt skvæt Calvados, cognac eller rom, og ta’ så en morfra i lænestolen bagefter!

Lidt af hvert

LITTLE LORD JESUS…

19/12/2005
Eller måske Oh my God!
Vi øver krybbespil, ja vi gør, i timevis hver eneste dag, for på onsdag skal vi træde op for resten af skolen henne i kirken.

Så dagen i dag startede med 2 timer i en isnende kold kirke, ikke så meget som et enkelt lille forhutlet stearinlys var tændt, og børnene ellers ganske glade stemmer lød små og usikre i det store kirkerum.
Og ak, det vi i fredags troede var på plads, det var blevet glemt i weekendens mange julearrangementer, så vi startede nærmest forfra.

Ærkeenglen stod halvdelen af tiden med rumpen i vejret og hovedet halvt nede i døbefonden, hyrde 3 havde rigtigt svært ved at huske, at det ikke hedder “bædøhæm” men Bethlehem, Josef havde fået sceneskræk og mødte ikke op, og fortæller 1 havde åbenbart meldt sig til en speed-rap-konkurrence, og hverken børn eller voksne forstod hvad “såderforudsendtekejseraugustusbefalingomatderskulleholdesmandtal” betød, måske kan de drevne gætte sig til det!?!

Godt det først er på onsdag kl.9, vi når det sagtens…..

Jeg er træt, og fryser faktisk stadigvæk, jeg må hen i slumrehjørnet af sofaen med en kop varm æbledrik og et par af de hjemmebagte!