Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

HVAD DU ØNSKER…

24/12/2005
Tidlig julemorgen, her er stille, lunt og hyggeligt; pigerne sidder i alrummet og snakker om stakken af gaver, de kigger på til-og-fra kort og mærker nok også en smule!
Vi prøver at være fornuftige omkring gavemængden og pengeforbruget, og faktisk klarer vi det hæderligt, alligevel bliver jeg bare en smule flov, når jeg kigger på bunken, der efterhånden er hoppet ud over kanten af gavekurven.
For vores portion er jo kun en del af de gaver, vi skal ha’ under træet i aften, hjemme hos svigerforældrene og hos svigerinden ligger også store bunker, summen af det er soleklar:
overforbrug….

Jeg er ikke “hellig”, køber ind med glæde, men en dag som i dag, kan jeg alligevel mærke, at der er noget, der rører sig inden i, en snert af flovhed ryger forbi, samtidig en fryd over vores gode fuldfede liv, og på bundlinien egentlig en dyb taknemmelighed for det liv vi lever her hos os.
Ikke bare fordi vi har råd til at sige nej til mange gaver, det er jo let nok, når man har råd til dem, man synes det skal være, men også fordi vi uden at blinke fylder skuffer og skabe med god mad, småkager, slik, konfekt, juleøl og portvin.
Vi har tag over hovedet, ikke et hvilket som helst tag, men faktisk lige præcis det tag, vi syntes det skulle være, vi omgiver os med smukke ting og fyrer op i brændeovnen bare for hyggens skyld…
Vi er topforkælede, og tager det alt for tit som en selvfølge!!
Lad os huske at sætte pris på det, der er ingen garantier for noget her i livet, og alt det gode kan forsvinde hurtigere, end vi kan nå at blinke med øjnene.

Lidt af hvert

REKREATIONEN SLUT…

23/12/2005
Så er hovedet vist ved at være sig selv igen, i går var det som om, at der boede et frygteligt ondskabsfuldt væsen derinde.
Bleg om næsen og lettere rødlig i øjnene tilbragte jeg dagen i Varde hos gode venner, der heldigvis udviste stor forståelse og nærmest også sympati for den tømmermændshærgede stakkel.
Vores julefrokost på skolen er altid temmelig vild, og dette års udgave var ingen undtagelse…

I Varde lavede vi konfekt så det fløjtede, brugte fruens nye elektriske chokoladesmelter, og vi måtte efter endt arbejde trækker vores hånlige bemærkninger og smørede grin tilbage, for skidtet virkede altså og gjorde arbejdet til en leg ;-))
Hvem ved, Vibber, hvis vi prøver et par gange mere, så kan vi måske få en aftale med en fin chokoladeforretning, specielt vores Bailey-bombe ville sælge for vildt, tror jeg!

Amandas optræden i kirken forleden var bare lige i øjet, hun måtte lige ha’ 1 min. for sig selv i våbenhuset inden starten gik, og ville i alle tilfælde ikke fotograferes!
Deres klasselærer havde sagt, at de gerne måtte tilføre replikkerne lidt nutidigt slang, ikke af den grimme slags selvfølgelig, og det benyttede hun sig smilende af.
De havde fået besked på at tale meget højt, tak skal du ellers ha’, de SKREG, nogle af dem kom nærmest til at lyde lidt Dolph-agtige, lettere aggressive, Maria og Josef sang hvinende falsk men med varme og sødme, så det var så fint så fint.

Jeg havde fornøjelsen af at drikke morgenkaffe hos graveren sammen med præsten, for jeg skulle jo lige ha’ et krybbespil mere, denne gang min egen klasse, og jeg bliver altså nødt til at sige, at de var de bedste, specielt sangene trak vand i øjnene på de voksne i kirken-
Skulderklap til Trine og jeg, på trods af alle forhindringer undervejs, så klarede vi krybbespillet til UG med kryds og slange, og kan nu bare glæde os over, at vi slipper til næste år.

Lidt af hvert

SÅ ER JEG IGENNEM DET…

20/12/2005
Eller i alle tilfælde lige om lidt, jeg skal til byen og køb den SIDSTE gave, har ikke været i så god tid i mange år!

Jeg mangler kun til vores store Sophie, ønskelisten spænder fra Nike træningssæt, over Dior mascara til espressokande, jeg finder sagtens noget!

Jeg skal også lige det sidste smut forbi min garnpusher, der desværre lukker; har egentlig købt til ret mange kommende projekter, men der er nu alligevel plads til lidt mere i skufferne.
Der er 40% på mit yndlings skotske lammeuld, det er da til at ta’ og føle på, når det nu i forvejen kun kostede 45.- for 100 g. Jeg snupper til en cardigan mere til samlingen…..

Mange timer senere:
Mit lift arriverede lige midt i bloggeriet, så jeg fik ikke gjort det færdigt; men nu er jeg så til gengæld færdig med gaverne, det er super dejligt, og jeg har en rigtig god fornemmelse indeni omk. gaverne til alle 3 piger, de bliver glade, gør de!

I morgen skal jeg til skolens julefrokost, vild ting, alle slår for alvor håret ud og får det bedste ud af dagen og hinanden, ikke en hverdags forteelse vil jeg sige!
Jeg glæder mig, har også fået lidt nyt til garderoben, for vi klæder om til fint tøj, når ungerne er sendt på juleferie; det vidste jeg ikke det første år, jeg var på skolen, og ingen havde ligesom tænkt på at sige det, så der stod jeg i jeans, langærmet t-shirt og store støvler, knap så elegant, men jeg havde da heldigvis, som altid, læbestiften i tasken, så det var det jeg måtte pynte mig med.

Jeg skal optræde som Hel og synge Gudesangen sammen med 5-6 andre, hvorfor mon det er mig, der blev valgt til det?? Jeg vælger at tro, at det er fordi mit hår nemt kan touperes som Lotte Andersens i Jul i Valhal….

SIDST, MEN IKKE MINDST:
Ja så glæder jeg mig bare rigtigt meget til at se Amanda optræde i krybbespillet, det lille generte barn er ved at udvikle sig til en entertainer af de store, hun giver lige rollen et personligt touch, lad os krydse fingre for, at hun ikke vælger at lade det være et bandeord!!