Jeg får strikket så lidt, at det næsten ikke er til at tro, mange mange dage i maj har jeg slet ikke haft strikketøjet oppe af posen, tiden har ikke været til det og i de minutter, hvor det måske kunne ha’ været en mulighed, ja der har jeg ikke kunnet finde roen til det.
Så min ellers ret skønne Riddari har ligget i 3 uger klar til ærmestrik.
Og hvis jeg virkelig spidsede strikkepindene, så kunne jeg vel nærmest strikke de 2 ærmer på en god lang aften med et par film som underholdning.
2 ærmer.
Og derefter en opklipning og kantstrik og til allersidst en fin afslutning ved halsudskæringen.
Jeg burde kunne nå det inden pinse.
Jeg går i gang nu…
Påskens strikketøj er en islænder til mig selv.
Sådan én har jeg ønsket mig længe, også længe før jeg kom til Island, men min lyst til én fra egen pind voksede dog eksplosivt, da jeg så de mange i fri dressur i Reykjavik.
“Hvorfor så først nu? Halvandet år efter??” vil nogen måske tænke og det tænker jeg da nærmest også selv.
Men jeg har bare ikke kunnet beslutte mig for model.
Først var det den ene og så var det den anden.
Tre – fire – fem modeller har været i kikkerten, mindst!
Og så gik der tid med det. Beslutningstid og strikketid på andre projekter…
Men da jeg for nogle uger siden fik smidt en stor pose Lett Lopi i armene med ordren “Strik nu bare den sweater!”, så blev jeg tændt igen og har nu besluttet mig for, at jeg må ha’ mig en Riddari.
Som den første altså – for jeg ved allerede, at der vil komme flere til, jeg er hooked.
At bundfarven skulle være grå var der absolut ingen tvivl om, sådan fungerer det bedst for mig, og egentlig var jeg nok hellere ikke ret meget i vildrede omk. mønsterfarverne, de skulle være grå-grønlige.
Og nu er jeg i gang, nærmest færdig med bærestykket og resten kommer til at gå som en leg, rundt og rundt og rundt på p. 4.5, det tager jo ingen tid…
Riddari er en herremodel og går temmelig højt op i halsen, det havde jeg ikke lyst til, så jeg er startet fra oven modsat opskriften, for så kunne jeg selv bestemme halsvidde og samtidig få hele mønsterrapporten med med så lidt besvær som muligt.
Jeg har justeret lidt i mønsterrapporten, så bærestykket kommer til at passe i højden samtidig med at den er blevet mere åben foroven, det tegner rigtigt godt.
Det er faktisk lidt en udfordring at strikke på hovedet og i modsat farvekombination, det er ikke svært men det kræver at jeg holder tungen lige i munden, for når jeg kigger ned på sort i mønsteret, så vælger hjernen sort også selv om jeg jo ved, at det så skal være lyst.
Jeg kunne selvfølgelig tegne diagrammet over på ternet papir i de rigtige farver, men nej, hjernegymnastik er godt, også i påsken.
Jeg har strikket på bærestykket de to sidste dage og troede egentlig, at jeg ville blive færdig i aftes, men jeg var utilfreds med den ene farve og så måtte jeg trævle 5 cm op og strikke om.
Sådan måtte det være, for den skal sidde lige i skabet og det kan komme til at kræve, at der bliver lidt “tilbage-strikning” undervejs.
Også selv om frem og tilbage i dette tilfælde overhovedet ikke er lige langt…
Når trøjen er færdig skal den klippes op og ha’ kanter strikket på, jeg er ikke god til lukkede trøjer, jeg får åndenød og bliver lettere hys og det gider jeg altså ikke være.
Nej – en cardi det ved man hvad er og den skal bare bruges og bruges og bruges.
Den øverste rib-og-rulle-halskant bliver det, der skal strikkes sidst, for så er der mulighed for at trække det en lille smule sammen, hvis jeg alligevel har fået overvurderet mit behov for halsåbenhed.
Jeg ved at det ender godt dette her, det bliver en vinder.
Måske skulle den ha’ lov at opleve sit fædreland.
Med mig inden i selvfølgelig.
Og hvem ved, måske møder vi en ægte stolt riddari deroppe…
Jeg har fundet frem til et lille taske-projekt til hverdagen, som kalder igen i morgen.
Egentlig strikker jeg kun på Alfred, for jeg ryger for alvor i bad standing hos Amanda, hvis den ikke er klar til studietur til Amsterdam, det har jeg lovet hende, at den ville være.
Men det er bare for bøvlet at sidde med så stort et stykke strik i de småpauser, som jeg holder i løbet af en arbejdsdag, det skal være et lille fjerlet arbejde, der lige kan hives op af tasken, motioneres i 5 minutter og så proppes af vejen igen.
For ingen tasker uden strikketøj, det går ikke, muligheden for at tage afsted hjemmefra uden strik eksisterer ikke…
Så nu er der købt et sjalsmønster garn er fundet frem.
Faktisk for meget garn, for jeg skal kun bruge 2 farver, men jeg er stadig i beslutningsproces.
Jeg hælder nok mest til lys sennep og sort, men andre kombinationer kunne også være fint.
Der er heldigvis lige lidt tid at løbe på endnu og indtil den er gået, så skal de allersidste cm på bullen på Amandas trøje strikkes og til lagkagen i eftermiddag kan jeg så sikkert sætte pindende over i det første ærme.
Bryum – som egentlig er en stor slægt af mosser – er ikke til mine egne skuldre, men mon ikke jeg finder end at svøbe det om.
Og hvis ikke så bor her en meget uldglad lille kat, som helt sikkert gerne putter sig i ulden mos…
