Browsing Category

Haveliv

Haveliv, Hjemme, Udeliv

MORGENRUNDE…

27/05/2012

Søndagsommermorgen.

På bare tæer i dugvådt græs med snøftende hund som makker og dampende te med mynte fra haven i hånden.

Sol på bare skuldre, byens lyde som trygt baggrundstæppe for fuglenes sang og underboens morgenskramlen.

 

Det er let at smile bredt og varmt helt indefra på sådan en morgen.

Så det gør jeg.

Smiler og glæder mig over tankerne om alt det jeg har her og det, som skal fylde min pinsesønsdag.

Havenydning, udpakning af Lauras værelse, Vesterhav og selskab af mine skønne døtre og særlige venner…

 

I haven er der nok at nyde, blomsterne syrener, nyplantede roser med fine knopper, frilandstomater med masser af gule blomster, hængekøje, skvalderkål til pesto, mynte og dahliaer, der borer sig op igennem den fede brune muld.

Og regnorme, et enkelt tag med spaden i jorden her giver udsyn til flere tykke bugtende orme end jeg tror, at jeg har set tilsammen i alle årene i hedejorden i min gamle have.

De giver mig en følelse af frugtbarhed, ikke i mig, men i haven.

 

Jeg har været så heldig med denne lille skønne plet i byen. Når det nu skulle være sådan, så kunne jeg nærmest ikke ha’ ønsket mig mere.

Måske lige en lækker bred trætrappe fra verandaen og ned i haven, men det er der råd for, vi er stadig på udregnings- og forestillingsplanet, men den kommer  –  snart…

 

Roserne jeg har plantet er købt i Netto. 35.- kr stykket. Og allerede efter halvanden uge i jorden her tager de godt fra, lægger vækst til hver dag og har sat fine fine knopper. Det er ikke altid nødvendigt at tage på planteskolen, man kan sagtens finde gode sager andre steder, men skal selvfølgelig tage de kristiske briller på, inden man bare hapser fordi det er billigt.

Louise Bugnet hedder roserne jeg valgte, hvide og duftende og remonterende, what’s not to like, jeg glæder mig til at stikke næsen i den senere på sommeren.

Jeg sørgede for at komme nogle skovlfulde rosenjord ned om rødderne og håber på, at de kommer til at dække soklen på det temmelig sørgelig skur, der står i bunden af haven. Det er jo fint at have til opbevaring af plæneklipper, redskaber og cykler, men det har godt nok set bedre dage. For 15 år siden vil jeg tro!

 

Ved hegnet, hvor tomaterne står og støtter sig, har jeg sat en lille slyngrose, i kampens hede har jeg forlagt planteskiltet, måske dukker det op og hvis ikke, ja så må jeg på jagt i rosenbøgerne, når den sætter sine første blomster. Jeg må vide, hvad den hedder, andet går ikke.

 

Og NU går det ikke at sidde her længere, jeg vil ud igen, ned i hængekøjen med en skive valnøddebrød, en frisk kop te og min bog.

God pinsesøndagsnydning til jer andre…

 

Blomster, Haveliv

KNOLDE I HOBETAL…

08/05/2012

En stund af eftermiddagen er gået med at flå dahlia knolde ud af deres plastik-hjem og vælte dem ned i den fede brune silkeborgensiske muld.

MASSER af knolde, jeg talte ikke, men der var til mange mange meter.

 

Vi skal ikke gå ned på manglen af svulstige blomster til at plukke ind til vaserne i sensommeren.

Ikkenikkenej!

 

Haven her er hyggelig og gammel med æble- og blommetræ og en gammel vin, der vist giver flere blade til dolmades end den giver druer til at nipse. Her er løvstikke og syrener og mynte i vildskab og også mulighed for at indrette en dejlig gårdhave med krukker og småtræer i baljer og ly af store parasoller.

 

Her er skønt –

og nu også en ordentlig røvfuld dahlia under opsejling eller i alle tilfælde under spiring…

 

Jeg har også sat en masse små lavendelplanter ude foran, hvor der er en kedelig smal stribe jord imellem forhave og fortov. Sådan én af de små stykker jord, der ikke rigtigt er til noget men som bare stå og fyldes af ukrudt og forbipasserendes skodder og slikpapir. Det ser uordentligt ud.

 

Så snart vil der stå en lang hæk af de smukke og velduftende buske, som jeg elsker for både deres farver og de dufte, som de kan sende ind af vinduerne i lune sommeraftener.

 

Jeg hygger mig vældigt med at ordne uden om huset her, det er et knokleri for haven har ikke været holdt ordentlig i årevis, men når vi har været igennem en sæson eller to her, så er jeg sikker på, at der ser fint og indbydende ud.

Og når jeg så engang ikke skal bo til leje her længere, så er der sikkert nogle andre, der vil glæde sig bare en lille smule over både lavendler og andet, som jeg nok ender med at få plantet…

 

Og så er der lige det der, som jeg rigtigt godt gad at “af-plante” –

fem millioner mælkebøtter i plæne, bede og langs stakit, de er OVER ALT og jeg holder ikke rigtigt af dem.

 

På en mark ved en landevej  –  jo vist  –  i en hestefold og på en blød bakke i et sommerlandskab men ikke her, inde i min byhave, der må de altså gerne smutte fra.

Jeg har fjernet hvad der stod i fliser, forhave og gård, men jeg melder på forhånd pas på alle de, der står i græsset, de må holdes nede med plæneklipperen eller kantklipperen, der også lige kan drøne hen over dem.

En giftig aflivning er ikke en option, den slags går jeg uden om, og at forestille mig at jeg skulle igennem hele plænen med mælkebøtte jern, det giver mig altså krum ryg og trætte øjne på forhånd.

 

Måske skulle jeg lokke Amanda med lidt kontant afregning?!

1 kr pr stk?!

 

Måske ville hun forbarme sig og snuppe for en halvtredser.

 

Og ellers må jeg bare rette øjnene derned, hvor der om et par måneder står store skyer af kæmpestore lysende dahlia i alle mulige og sikkert også umulige farver og former.

Det bliver skønnest…

 

 

For hjerte og sjæl, Haveliv, Hjemme, Udeliv

TIL SOMMER PÅ VERANDAEN…

13/03/2012

Vævede tæpper i fine kulører.

En lille flok for det var svært at vælge.

 

Måske er en lille flok ikke helt nok  –

for jeg har en plan og den kræver vist et par stykker mere.

 

Måske 3…

 

Ved mit soveværelse er der en overdækket veranda, rigtig hyggelig synes jeg og jeg nåede faktisk at nyde nogle skønne aftener derude lige da jeg flyttede ind.

September var en fantastisk måned med mange lune dage og jeg sad der og mærkede, at det måske nok engang ville blive et dejligt liv her i byen.

 

Jeg sad der med gode veninder og strikkede, jeg sad der alene og reflekterede, ind imellem kom der én forbi, der gad at drikke en G&T sammen med mig i skumringen.

Jeg havde blomster derude og mine lidt ramponerede Adirondack flydere med bløde hynder og tæpper. Der var lanterner og et bord og udsigt til et bugnende æbletræ og et lidt hældende fuglebad.

Verandaen var et dejligt sted og sidde stille og mærke det nye liv på tænderne…

 

Denne sommer har jeg længere tid til at indtage og indrette både veranda og have.

Og sørme også gårdhave.

Jeg lægger planer om hængekøje i blommetræ og store potter med dahila. Der tænkes tanker om tørrestativ og solsejl.

Om tomater bag glas og nogle vuggende kæmpeverbena ved foden af “stigen” til haven.

Måske kan jeg lokke en handyman til at bygge en ny trappe med brede trin til både potter og sid-ned.

 

Jeg glæder mig…

 

Og nu har jeg sommerfine striber, der kan spredes på det grå vinyl, der ligger på verandaen gulv.

Gode små tæpper vævet af rester fra tøjproduktion og købt for en rigtig fornuftig pris.

De skal ligge der og sende gode farver ud i rummet, give en følelse af at være inde når man er ude, lune fødderne på en regnvejrsdag, hvor der er hyggeligt at sidde med dråberne prikkende på taget.

 

De store stole skal slæbes ned i haven, tror jeg, og så skal der arrangeres en lille briks derude og nogle duftgeranier i potter, et par mindre stole og cafebord er der plads til.

Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene for at se det for mig.

Og når det så er arrangeret, så kan jeg faktisk sidde lige her og kigge derud, når jeg sidder ved min computer.

 

Det bliver godt.

Kom bare sommer, jeg er klar med striber…