Søndagsommermorgen.
På bare tæer i dugvådt græs med snøftende hund som makker og dampende te med mynte fra haven i hånden.
Sol på bare skuldre, byens lyde som trygt baggrundstæppe for fuglenes sang og underboens morgenskramlen.
Det er let at smile bredt og varmt helt indefra på sådan en morgen.
Så det gør jeg.
Smiler og glæder mig over tankerne om alt det jeg har her og det, som skal fylde min pinsesønsdag.
Havenydning, udpakning af Lauras værelse, Vesterhav og selskab af mine skønne døtre og særlige venner…
I haven er der nok at nyde, blomsterne syrener, nyplantede roser med fine knopper, frilandstomater med masser af gule blomster, hængekøje, skvalderkål til pesto, mynte og dahliaer, der borer sig op igennem den fede brune muld.
Og regnorme, et enkelt tag med spaden i jorden her giver udsyn til flere tykke bugtende orme end jeg tror, at jeg har set tilsammen i alle årene i hedejorden i min gamle have.
De giver mig en følelse af frugtbarhed, ikke i mig, men i haven.
Jeg har været så heldig med denne lille skønne plet i byen. Når det nu skulle være sådan, så kunne jeg nærmest ikke ha’ ønsket mig mere.
Måske lige en lækker bred trætrappe fra verandaen og ned i haven, men det er der råd for, vi er stadig på udregnings- og forestillingsplanet, men den kommer – snart…
Roserne jeg har plantet er købt i Netto. 35.- kr stykket. Og allerede efter halvanden uge i jorden her tager de godt fra, lægger vækst til hver dag og har sat fine fine knopper. Det er ikke altid nødvendigt at tage på planteskolen, man kan sagtens finde gode sager andre steder, men skal selvfølgelig tage de kristiske briller på, inden man bare hapser fordi det er billigt.
Louise Bugnet hedder roserne jeg valgte, hvide og duftende og remonterende, what’s not to like, jeg glæder mig til at stikke næsen i den senere på sommeren.
Jeg sørgede for at komme nogle skovlfulde rosenjord ned om rødderne og håber på, at de kommer til at dække soklen på det temmelig sørgelig skur, der står i bunden af haven. Det er jo fint at have til opbevaring af plæneklipper, redskaber og cykler, men det har godt nok set bedre dage. For 15 år siden vil jeg tro!
Ved hegnet, hvor tomaterne står og støtter sig, har jeg sat en lille slyngrose, i kampens hede har jeg forlagt planteskiltet, måske dukker det op og hvis ikke, ja så må jeg på jagt i rosenbøgerne, når den sætter sine første blomster. Jeg må vide, hvad den hedder, andet går ikke.
Og NU går det ikke at sidde her længere, jeg vil ud igen, ned i hængekøjen med en skive valnøddebrød, en frisk kop te og min bog.
God pinsesøndagsnydning til jer andre…
