Lidt af hvert

SKRIVEVÆRKSTED ULDUM 2022

01/08/2022

6 skrivedage på Uldum Højskole i værkstedsugen. Titusindevis af ord gemt på drevet; noget, der bare skal ligge i dvale, noget, der skal arbejdes videre med, ord, der har overrasket mig selv og ord, som jeg vidste, lå derinde og ventede på at blive luftet.

Hver morgen startede med skriveøvelser på tid. Skriv xxx i 10 min, skriv uden at redigere, bare skriv. Og det gjorde jeg så.

Jeg vil dele et par af skriveøvelserne herunder, de er kopieret direkte ind, jeg har intet rettet, de er sat ind, som de blev skrevet en onsdag morgen for nogle uger siden. Jeg deler dem for jer, der måske gerne selv vil skrive mere, men som mangler et lille puf, jeg er selv blevet så begejstret for at lave de små skriveøvelser, hvor jeg bare taster løs uden at tænke for meget over form, tegnsætning, ordvalg eller mål, jeg skriver bare og når den lille korte øvelse er forbi, så er jeg klar til at skrive mere.

Jeg deler dem for jer, der måske gerne vil skrive, og så deler jeg dem fordi, jeg synes, at de – på trods af deres ikke så store omfang og ikke så gennemtænkte struktur – fortæller en hel del om, hvad der bølger inden i mig af tanker og livsovervejelser, ganske almindelige tanker fra et helt almindeligt menneske, der lever et helt almindeligt liv. Men som lever det med en konstant strøm af tanker om mine tanker og som ind imellem gerne vil spille tankebold med andre, der også tænker og grubler.

Læs med nådige øjne, læs de små tekster som de er, rå og upolerede og skrevet uden andet formål end at skrive. Jeg har ikke behov for feedback på min måde at skrive på eller behov for gode råd, som jeg ikke har bedt om, men man må altid kommentere på, hvordan det mærkes at læse med her og om der kan findes inspiration.

Here we go, kopieret direkte ind:

Onsdag

Skriveøvelse 1

10 min.

“Jeg skriver for at…..

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være.

Ordene står i kø inden i, ord, fortællinger, levet liv og drømmeliv.

Jeg skriver, fordi det er en evig kilde til at lære og forstå og formidle.

Ord og fordybelsen i dem har altid spillet en stor rolle i mit liv, både igennem læsning og igennem egne skriv. Da jeg ikke kunne skrive, tegnede jeg fortællingerne ud med både sirlige streger og kraftig farvelægning.

Senere, mens jeg læste mig igennem børnebibliotekets hylder meter efter meget, voksede mit eget indre fortællesprog og jeg var nærmest ustoppelig, når der var fri skrivning eller stileaflevering i skolen. Jeg lærte af afkode de forskellige måder at forme en fortælling på langt før, end jeg havde ord for det, genkendte rytmen og ordvalget i de forskellige forfatteres fortællinger og kan nu i voksenlivet se, at der dengang var stærke præferencer for historiske fortællinger og også for Astrid Lindgrens både dagligdagsliv og eventyrlige universer.

Ordene står i kø.

Fortællinger fra eget liv og fra slægters led fylder mig inden i og når jeg tænker fortællingerne igennem, så mærker jeg, at de fortjener at blive delt.

Til gavn og nytte og en dybere forståelse for det lille store liv. For at dele noget, man kan spejle sig i og måske derigennem få en større forståelse og ømhed for sit selv.

Jeg ejer ikke sandheden og dog –

Jeg ejer det, der er sandheden og ægte for mig, også selv om den i en andens virkelighed ser anderledes ud, og jeg ejer også retten til at fortælle, hvordan det ser ud herfra, hvor jeg står og ser både frem og tilbage.

Jeg tænker ikke, mens jeg skriver, jeg er, bare er, ordene strømmer ned igennem armene og ud i hænderne, der bevæger sig over tastaturet og mens øjnene følger ordene, der dukker op på skærmen, så mærker jeg. Jeg mærker stemninger, følelser, positioner, perspektiver, jeg opdager mig selv og ser nye ting, som formuleres inde fra det sted, hvor så meget bor.

Jeg tænker ikke over form og sprog, mens jeg skriver, det er der bare, det lever sit eget liv og oftest har jeg ikke behov for at tæmme eller redigere, det skal ha’ plads, som det er.

Jeg skriver for mig, men deler gerne med andre.

Skriveøvelse 2

15 min 

Ingen redigering

Selvportræt med udgangspunkt i nedenstående sætninger:

Jeg er

Jeg beholder

Jeg ville ønske, at jeg kunne

Jeg elsker

Jeg hader

Jeg har brug for

Jeg synger

Jeg burde

Jeg laver

Jeg gør altid

Jeg er mig, jeg kan ikke være andre end mig, jeg er mig på godt og ondt og gør mit bedste for at rumme alle lag lige godt.

Jeg beholder hvert et ord og hver en handling inden i, intet glemmes men alt gemmes, ikke som nag eller bitterhed, men som erfaring og ståsted og handlemulighed.

Jeg ville ønske, at jeg kunne mere end jeg kan. Min fysik matcher ikke mit selv, min kerne, mit behov. Fysikken spænder ben for ønsker, det klemmer mit hjerte og mine ønsker for mit liv.

Jeg elsker livet. Hele livet. Lyse dage og sorte dage, kontrasterne og detaljerne. Jeg elsker mine børn, mit lille sted på landet, min have, mine venner, mit håndarbejde, mine mange strenge at spille på, jeg har så meget at elske og det elsker jeg.

Jeg hader smålighed, nærighed, dovenskab og mistænksomhed.

Jeg HADER det virkelig. Menneske, der ikke under andre noget. Mennesker, der ikke vil dele det, de har, med andre, der har mindre. Mennesker, der som udgangspunkt tænker negativt om alt og alle. Jeg hader!

Jeg har brug for mere ro end jeg bryder mig om. Jeg oplever ikke, at min energi matcher min lyst til at leve livet fuldt ud. Der er for mange pauser, for mange brud, for meget stille. Det er den største frustration i mit hele lange lille store liv.

Jeg har også brug for at bevare håbet. For livet, for verden, for menneskeheden.

Jeg synger ikke kønt, men jeg gør det gerne og jeg synes, at der er så meget energi i sangen, så meget stemning, så meget, der prikkes til inden i. Sang er følelser, store følelser og stille tårer.

Jeg burde blive bedre til at sige nej tak ellers tak. Jeg øver. 

Det går ikke ubetinget godt. 

Jeg laver alt det jeg kan, så godt jeg kan. Jeg gør mig umage, det er en kerneværdi for mig, at gøre det så godt jeg kan, hver dag og med alt. Vælger jeg at gøre andet, så er det et meget bevidst valg, der først nikkes ok til, når alle muligheder er overvejet.

Jeg stræber ikke efter perfektion men grundighed og omhu er centralt.

Jeg gør altid, det bedste jeg kan. Jeg gør så meget, jeg kan og ofte lidt til. 

You Might Also Like

1 kommentar

  • Reply Hanne 01/08/2022 at 17:57

    Jeg får lyst til at styrte ud og købe en lækker notes bog og bare skrive …. Skrive skrive skrive tak Anne ??

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.