FØRST EN HALV TIME PÅ DEN ENE SIDE, SÅ EN HALV TIME PÅ DEN ANDEN…

HUXI....HUXI...HUXI...Gassen er gået af ballonen.

Fuldstændigt.

 

Hver morgen vågner jeg kl meget meget tidligt, sådan 05.10 cirka, og tænker “I dag skal jeg være aktiv, i dag skal jeg gøre noget, i dag sæber jeg hele gangen ned og giver den et lag frisk maling. Eller flytter om i mit soveværelse. Og i stuen. Og slæber staffeliet ind og får grundet et lærred. Og laver fermenteret rødkål, så det er klart til jul. I dag!”

Og så når jeg ikke en pind, intet, nada, nul og niks.

Altså ud over de der helt elementære ting som at vaske mig, spise, gå tur med Huxi og motionere. Tiden løber fra mig, mens jeg sidder og glor ud i luften og jeg kan ikke engang prale af at tænke store fornuftige tanker, mens jeg sidder der, for det føles nærmest bare som om, at alt står stille derinde. BOM stille.

Jeg er vist i gang med at sunde mig, at få samlet op på det overforbrug af kræfter, som jeg har udsat min krop og til dels også mit hoved for i de sidste 8-9 måneder, jeg restituerer og egentlig er der jo godt gang i tankevirksomheden, for jeg gennemtygger de sidste mange måneders oplevelser og indtryk, det føles umiddelbart bare knap så produktivt, som når man er i gang med at se frem og lægge planer…

 

Jeg forsøger at overgive mig til det, ikke panikke eller irrriteres, men holde fast i tanken om, at det er fornuftigt nok at lade sig falde ned og falde hen, at det er nødvendigt oven på sådan en omgang, som jeg har klaret. Jeg skal bare lige vænne mig.

Inaktivitet er ikke en færdighed, som jeg er ret øvet i og derfor kan det være nærmest angstprovokerende at være i, jeg får lidt dårlig samvittighed, føler at jeg pjækker fra verden og skal virkelig anstrenge mig, for at der ikke kommer til at køre en fordårligtremse inden i. Og samtidig får jeg også lige et lille strejf af bekymring, for hold da bøtte hvor har jeg drevet rovdrift på mig selv denne sommer – på alle planer – og det til trods for, at jeg havde lovet mig selv, at det ikke skulle ske.

Men ét er gode intentioner og ønsker og noget andet er virkelighed. I en virkelighed, som var første sæson som selvstændig med sindsygt mange nye ting at lære, at stable på benene og få til at klappe. Det har været benhårdt men også fantastisk sjovt, spændende, udfordrende, tilfredsstillende, glædeligt og fuldstændigt rigtigt.

Jeg skal bare lige hvile mig lidt. Først en halv time på den ene side og så en halv time på den anden. Og så er jeg klar igen.

Klar til at arbejde videre i det, som jeg nok vil kalde mit livs bedste beslutning både jobmæssigt og rent personligt, det har føltes så rigtigt fra første færd og ikke et minut har jeg fortrudt, jeg har ind imellem tænkt “Hjælp” og “Shitshitshit” men det tilfredse smil i øjnene og varmen inden i er mange gange stærkere…

 

 

Egentlig var det planen med ferie til varmere himmelstrøg, ferie med sol, bøger, oplevelser, god mad og masser af tid til ingenting. Men det er ikke behovet, når jeg mærker efter, behovet er sofa, bøger, strik, kaffe, samtale og søvn og så ikke så meget mere end det.

Og så selvfølgelig planlægningen af en vanvittig travl december med juletog, æbleskiver i tusindvis og gløgg i baljer så store som badekar til kæmper. Julefrokoster, boder, småkager, kranse, aftaler, fester, pyntning og træer og lanterner og kort og flæskestegssandwich og og og.

Men først lidt mere sofa.

Sammen med Huxi, der i den grad forstår at understøtte min sumpning…

 

 

 

Comments

  1. Britta Storm says

    Hvorfor rejse til de varme lande og lave ingenting, nå du klarer det så fint herhjemme ? Og i dejligt selskab.

    • says

      En af grundene kunne jo være, at det ville være dejligt at få lidt sol og varme, Britta, for det holder jeg meget af. Men i år bliver det sofa og hund og det er helt okay…

  2. says

    Det tror da pokker, at din krop og dit hoved har brug for hvile efter den kraftpræstation, du har udført hen over sommeren. Og Huxi, han ser ud til at være enig.

    • says

      Huxi er mere end enig, Karin, og jeg tror faktisk også at pigerne nyder, at jeg er at finde i sofaen lige inden for rækkevidde, vi har ikke set ret meget til hinanden i de sidste mange måneder…

    • says

      I will, jeg skal bare lige vænne mig til inaktiviteten, jeg har nemt ved at komme til at føle mig som en doven slapsvans…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>