Der var engang, hvor jeg kunne cykel til job på 5 minutter. Måske endda 3, hvis jeg var rap på pedalerne.
Der var engang, hvor jeg arbejdede på en skole og ikke behøvede at være på dér i alle 37 timer.
Det var det og dengang – og nu er nu og meget anderledes.
Nu kører jeg hjemmefra 40 minutter, før jeg skal sidde klar. Og jeg cykler ikke mere.
Nu er jeg hjemmefra 40+ og dertil transport frem og tilbage.
Det er nu og det fylder mange timer af min dag.
Job og transport.
Jeg piver ikke, for jeg elsker mit job og kørte såmænd gerne dobbelt så langt for det.
Og bilturen nyder jeg også, nyder at have et stille rum med Laura, der kører med for at komme på IB, nyder at lytte til radioen og se landskabet skifte farver og udtryk med årstidernes gang, jeg ordner samtaler med eksterne samarbejdspartnere – selvfølgelig med det rigtige udstyr på – jeg kobler ud og gearer ned, ikke kun teknisk men også mentalt.
Alt sammen fint og godt.
Og tidskrævende.
Og lader ikke meget tid tilbage til svinkærinder, blog og kreativitet.
Det er okay men jeg er stadig i tilvænningsfasen, hvor jeg kan overraskes over, at jeg ikke når så meget andet end det, der lige er vigtigt her og nu…
Men er det egentlig ikke også det, som mange af os tit taler om at blive bedre til. Til her og nu.
Ikke på den måde, at vi tumler rundt og ikke når at tænke tanker om i morgen eller om 5 minutter, men at vi bliver bedre til at være til stede i det som er og ikke lægge kræfterne ud i andet, som måske alligevel viser sig at være uvæsentligt, når vi først er derhenne?!
Jeg har styr på kalender og aftaler, sørger for at planlægge samvær og oplevelser, ikke alt for mange, men udvalgte og nærende af slagsen, dem som er til glæde og gavn for mig og for dem, som jeg er sammen med.
Man kan sprede sig over meget og samle sig om lidt, det ene er ikke bedre end det andet, det man vælger skal bare gi’ mening. God mening.
Og lige nu giver det mening for mig at bruge mine hverdagstimer på lige her og nu. På sofatid med pigerne. På kaffe og sniksnak med dejlige venner, der også dumper ned i sofaen. På praktiske opgaver af husmoderlig karakter. På hundetur til sø og skov. Og så ikke så meget mere.
Til hverdag altså. Hverdag med job og kørsel.
Når kalenderen viser weekend, så er tonen en anden og lysten til at sprede i hopla, så søger jeg ud og byder ind og når jeg bladrer i siderne for årets to sidste måneder, så er der dejlige ting i vente, gode besøg ude og dejlige gæster hjemme, julemarked, fest og ballade, juletur med pigerne, nærvær, varme, mening.
Det bliver dejligt men lige nu er det bare helt almindelig dødelig onsdag. Midtuge.
Og her og nu og madpakker kalder og det må de gerne.
God torsdag til dig –
når du er færdig med at sove…
14 Kommentarer
Jeg sover da virkelig ikke endnu ;o)
Jeg bruger nemlig også cirka 40 min på cykel både den ene og den anden vej. Og synes at hverdage er hårde, svære at få til at hænge sammen. Godt at de store selv kan tage til karate og taiko og hvad de nu går til. Men flexer jeg for at få det hele op i en højere enhed, betaler jeg ugen efter, den uge der skulle være mit fristed tilbringer jeg så 1½ time ekstra på arbejde flere dage, kommer træt og sulten hjem… og længes efter stille og roligt samvær med veninder. Kan bare ikke overskue at arrangere det i god tid, fordi jeg er så træt.. Mangler en selskabsdame ;o)
Men her klokken sen, er to stks rogn gået til ro, og jeg overskuer regninger og sedler og fødselsdagsinvitationer, laver sedler om hvad jeg skal nå, hvem der skal ringes til osv. Chiller med et glas rødvin. Den store håber på at vi skal se Greys hvide verden til kl 1, og bare hygge, ham og jeg. Jeeez, jeg skal lige sætte bolledej over til imorgen tidlig, og de 2×20 boller til arbejdet…
god torsdag til dig også!
Der er nok at tage fat på, Linda, når livet er livligt…
også god torsdag til dig Anne og de dine. ja, mange af os kunne godt bruge at tænke mere på her og nu og mindre på hvad der måske og måske ikke sker en gang i fremtiden. du er en klog kvinde Anne, tak for din indsigt.
kh.fra Island
Frida
Jeg er ikke sikker på, at jeg er ret klog, Frida, jeg tager så frygtelig lang tid om at lære af mine erfaringer. Men vi kan vel øve os…
Tjaaa…, hverdagene er fyldt op. Det kræver overskud at lave aftaler. Weekenderne er også fyldt med arbejde. Det kræver også overskud at holde weekend. Og så er det hverdag igen….
Tak for et godt indlæg om at få enderne til at nå sammen og huske det væsentlige.
God torsdag.
Det er ikke altid at det hjælper at hive i enderne, ind imellem kan de bare ikke nå sammen og det må vi blive bedre til at tackle og så bede nogen om at danne kæde, så vi ikke hiver og slider alene, Eva…
Jeg har øvet mig længe at gabe over tilpas og ikke for meget. Jeg har øvet mig i at respektere egne begrænsninger, behov og lyster. Jeg bliver bedre og bedre til det og det var på tide. Jeg glædes over, at det er lykkes, men jeg bliver også ked af, at det koster, at jeg ikke når meget andet end fornuftige hverdage og meget gerne weekender uden alt for mange aftaler, men det er reelt mit behov lige nu og det gør faktisk rigtigt godt at respektere det 🙂
Vi øver os, Liselotte, og jo flere gange at vi mærker at det gør godt, jo nemmere bliver det nok at huske på at respektere os selv…
Nogle gange ville det være fedt, hvis onsdag var en del af weekenden, tænk hvor skønt det ville være med en fridag, sådan midt på ugen et lille åndehul, det drømmer jeg nogle gange om
Og drømme må man gerne, Gitte, altid…
God weekend 🙂
I lige måde, Rikkeprikke, når vi kommer til den næste, for den vi havde, ja den er jo forbi…
Hvad hedder potteplanten på billedet? Min grønthandler prøvede at prakke mig noget helt forkert på, da jeg spurgte forleden med et billede… 🙂 Så jeg gik forgæves. Men måske kan du hjælpe mig.
Jeg er faktisk lidt usikker på det, Karina, nogen kalder det et pengetræ, men de ser nu anerledes ud i mine øjne. Og også når du googler dem.
Jeg skal forsøge at lave lidt research og så vender jeg tilbage til dig…