Lidt af hvert

MORGEN-ORD…

15/02/2011

Jeg sidder lige så stille for mig selv og får ordnet ord, der skal skifte fra engelsk til dansk.

En hel mappe af dem ligger på spisebordet og venter på oversættelse, de må være tålmodige, for jeg tager kun en bid af dem.

Når Amanda vågner får ordene lov til at passe sig selv, for hun og jeg har en hyggelig aftale her i formiddag, noget med sofa og film, det er lige til at klare…

Laura suser på pisterne, Torben sidder på sin job-pind og ovenpå i Amandas gemak er der helt helt stille, jeg har en fornemmelse af, at jeg kan nå at kigge på en hel del oversættelse, før hun slår sine store brune øjne op.

Der er heldigvis intet pres omkring oversættelserne, jeg har fået lavet en god deal, som gør, at jeg kan tage et enkelt kapitel om ugen, og når først jeg lige har tunet mig ind i universet der, så går det over stok og sten.

Og de mange ord lagrer sig ekstra godt, når jeg sidder og arbejder med dem, så på sigt sparer oversættelsesarbejdet mig tid på forberedelser i dagligdagen, og det gør såmænd ingenting, der er nok at tage sig af, når jeg suser rundt derude i joblivet.

Jeg taster videre og når tænkepauserne ind imellem bliver lidt lange, så underholder pauseskærmen med billeder fra tropiske pletter, det er fristende og ganske let at drømme sig derhen på en isnende og stormende dag som den i dag…

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Reply Lene 15/02/2011 at 10:55

    åh ja I har vinterferie der hjemme, har jeg lige fået fortalt. Dejligt med sådan en hyggemorgen, og kan man få lavet lidt imellem er det jo heller ikke dårligt.
    Fortsat god tirsdag!

    • Reply Anne 15/02/2011 at 17:26

      Vi har nemlig ferie, Lene, nogen mere end andre, jeg må dele ugen imellem fri og job, men det går nok.
      Også god tirsdag til dig…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.