Familieliv, Ferie

EFTERÅRSFERIEBLUES…

16/10/2010

Det er herligt at ha’ ferie, jeg er vild med det!

Men nu allermest, når jeg selv kan bestemme programmet for de frie dage!!

Det kan vi ikke i år, og selv om vi har haft tid til at vænne os, så nager det mig stadig, at vi må indrette os efter et par eksamensdage.

Det gør mig ikke sur og irriteret, nærmere sådan lidt øv-trist-agtig og hængemulet.

Jeg trænger bare sådan til at komme lidt udenfor egen matrikel…

Det kommer jeg ikke, og sådan er det, men for pokker hvor er det én svær én at sluge, vi plejer altid at være hjemmefra på denne tid af året.

Vi finder sagtens på noget godt at lave, Amanda og jeg har planer om en opdatering af hendes værelse, noget med lidt maling og ommøblering og den slags, noget der sikkert indbærer en tur til det store svenske møbelhus og lidt genbrugsraid, det bliver hyggeligt og godt, det gør det.

Og lidt stads til juleboden skal der også laves, mere end lidt, en bunke faktisk, og det bliver også fint og herligt, men det kunne jeg jo også ha’ siddet med i den svenske skov altså!

Jeg ved godt, at jeg er et klynkende skarn lige nu, vi kommer så tit afsted, og det gør vi igen, det ved jeg, men det er NU jeg trænger…

Nu har jeg klaget og surmulet over det 2 gange her på bloggen, nu stopper jeg, det lover jeg, slut med det piveri:

Jeg må bare lige synge min klagesang én gang mere, før jeg skal i gang med at finde glæden ved staycation.

Jeg er stoppet, finito, ikke mere vræl.

I stedet vil jeg gå op og heppe på slideren Laura, der læser og læser, og snart ved alt hvad der er værd at vide om islam og jødedom.

Det er ikke for pattebørn at tage de to eksaminer, det er for de seje, og så er det vist mere end helt på sin plads, at moderen holder op med sit klagen.

Slut –

sagde jeg –

og en god efterårsferie skal det blive lige meget hvad og hvor…

You Might Also Like

15 Kommentarer

  • Reply Pernille 16/10/2010 at 17:36

    Tænk så blev jeg lige klogere.
    Jeg vidste slet ikke at vores generelle ferieform havde et navn.
    Det lyder fint – gør det, også selvom vi for en gangs skyld er på vej ud af døren til den anden ende af landet og det meste af en uge i selskab med yndlingsfamilien.

    Må I have en dejlig staycation 🙂

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:40

      Jo tak, Pernille, og dejlig tur ud i landet til dig og dine…

  • Reply Lene 16/10/2010 at 19:54

    Staycation har vi dyrket i stor stil, siden tømmeren blev til landmand, og rigtig meget, da vi havde børn herhjemme,netop derfor elsker jeg vores sommerferie væk fra matriklen.
    Jeg er slet ikke i tvivl om, at I kommer til at hygge jer,I må lege, at I har byttet hus med en anden familie 😉
    Og så er jeg vildt imponeret over dine børns flittighed, men der jo nok en grund til at de valgte netop den skole. 🙂 Må du få en god og opladende ferie, Sverige venter på dig næste år.

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:42

      Vi kommer til at hygge os, Lene, det ved jeg, og det er sikkert også sundt med den ro, som kan findes i bare at skulle ingenting.
      Jeg skal/skulle bare lige sluge det 🙂

      Og de flittige børn, jeg er altså også imponeret, de slider, men gør det med store smil og glæde, og det er dejligt.

      Og mon så ikke, at bilen med os inden i kunne finde til Sverige imellem jul og nytår.
      Jeg tænker tanker…

  • Reply Eva 16/10/2010 at 20:08

    Jeg er også lige gået i gang med lidt staycation. Det er nu ikke så skidt endda. Nyd jeres,- og hep på den flittige datter.

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:42

      Det er slet ikke så ringe endda, Eva.
      Du må også nyde din…

  • Reply Sonnie 16/10/2010 at 21:24

    Kan sagtens følge dig i, at trænge til at se andet end de kendte vægge, men så bliver fornøjelse af en svensk skov så meget størrer næste næste gang.
    God ferie med alle jers planer hver især 🙂

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:43

      Tak skal du ha’, Sonnie 🙂

  • Reply Dortheivalo 16/10/2010 at 21:38

    Jeg ved lige nøjagtig, hvordan du har det.. jeg kommer kun ud og rejse hvert andet år i små 4 uger og kan ikke komme til andre byer sådan lige (uden at rejse)
    Man kan komme til at længes efter at se noget andet i den grad..
    Jeres hjemme-planer lyder nu også hyggelige.. god efterårsferie til dig trods alt 🙂

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:45

      Jeg synes, at du lever sådan et smukt liv deroppe på din store hvide ø, Dorthe, det ser så roligt ud, men jeg får næsten gåsehud bare ved tanken om, at skulle være så meget på ét sted, det passer ikke for mig.
      Jeg har STOR forståelse for, at du kan længes.

      Men som du skriver, så lyder hjemme-planerne for denne omgang hyggelige nok, og jeg er sikker på, at vi får en herlig uge…

  • Reply Britt 17/10/2010 at 06:40

    Jeg har valgt at nyde min staycation, jeg krydrer den dog med en tur til et eller andet dansk kultur, manden har nemlig kun fået en fridag i løbet af ugen så det må blive en en-dagsferie til os i år

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:46

      Spændende hvad dit krydder bliver, Britt, du finder garanteret på noget godt.
      Ha’ nogle dejlige dage, også den ene, som bliver familieferie…

  • Reply et cetera 17/10/2010 at 07:30

    Anne, du er ikke kendt for hverken klynkeri eller at være surmulende – ihvertfald ikke i min bog! Jeg forstår glimrende trangen til lidt svensk skovluft under vingerne – det er jo bl.a. dét der gør dem flyveklare i hverdagen … sender lige et lille sympati-knus 🙂

    • Reply Anne 17/10/2010 at 09:47

      Tak for knuset, et cetera, sympati er altid godt, når man hænger lidt med mulen 😉

  • Reply Ulla V. 17/10/2010 at 11:36

    Jeg sympati klynker med dig – min mand og søn er lige vendt hjem efter 5 dejlige dage i de svenske skove…jeg kommer ingen vegne. 🙁
    Så jeg forstår. ;))

    Men jeg håber, at vi begge to alligevel får en dejlig ferie med vores elskede familier. Og får skubbet lidt gøgl – som IKKE skal foregå indenfor hustes 4 vægge – ind i ugen. Mon ikke det lykkes. :))

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.