Oplevelser, Pigerne, Skoleliv

PÅ SØNDAG, PÅ SØNDAG, PÅ SØNDAG…

22/06/2009

Rejsenødvendigheder…

Laura sitrer og bobler af forventningens glæde og sommerfuglene i maven flakser hid og did og får hende til at grine og skumle, lidt på skift, men heldigvis får vi mest af det første.

Lige om lidt sætter hun kursen mod England, mod Great Yarmouth, hvor hun skal tilbringe de første 14 dage af sin sommerferie på sprogskole.

Vi er ved at ha’ styr på det, der skal være styr på, og når vi nu snart finder den bikini, som kan godkendes af det kritiske blik og den 14-åriges opfattelse af coolness, ja så er vi parate til at pakke kuffert med tøj, sko, plaster, ordbøger, gaver, læsestof, dansk slik og hvad man ellers kunne få brug for, når man nu sådan rejser hjemmefra på egen hånd for første gang i livet…

Jeg forsøger at skubbe det sådan lidt i baggrunden, det er ikke let for mig at skulle overlade hende til det store ukendte, hun er jo stadig min lille pige, der ikke har øvet sig ret meget i at færdes på egen hånd.

En opringning til værtsfamilien har dog dumlet nerverne en anelse, for nu har jeg hørt den kommende “moders” milde røst, hørt lydene af glade børn i huset og fået en levende og munter beskrivelse af deres hverdagsliv der i det store engelske hus.

Familien har haft sprogrejsebørn til at bo hos dem i de sidste 21 år, og jeg fortæller mig selv, at de så er ordentlige mennesker med interesse for unges væren i verden, for ellers var de vel blevet droppet for længst…

At det bliver en fantastisk tur, det er jeg som sådan ikke i tvivl om, det bliver en god udfordring, et godt boost til Lauras allerede gode, ja faktisk super gode, engelsk kundskaber og alle de oplevelser hun kommer til at dele med unge fra resten af europa, det er sikkert noget hun sent vil glemme.

Det fortæller jeg mig selv igen og igen, og så gyser jeg lidt, 14 dage og så så langt væk, gys altså!!

Men hun klarer det – selvfølgelig – og det gør jeg nok også…

Farvel skole på fredag, Hello school on monday og så faktisk også Hello school, når det bliver august og nyt skoleår, for Laura er blevet meldt ind på den nye internationale skole i Ikast, hello hello, hun er ikke bleg af sig!

Nye udfordringer må til, synes hun, hun trænger sådan til at opleve noget andet, end det der er hendes skolehverdag nu, hun vil ha’ faglighed og mærke et sus fra andre lande, hun vil tale engelsk dagen lang og snart vil hendes klassekammerater være fra Tyskland, Spanien, Cambodia og andet eksotisk.

Hva’ mon de synes om sådan en jysk tranlampe med store fødder solidt plantet midt i heden?

Hendes nye Headmaster Helen synes, at Laura passer rigtigt godt ind i deres skole og børnesammensætning, vi andre bakker op og tager hatten af for det seje barn, der selv finder sin vej her i verden.

Og går det helt skidt, så kender hun vejen hjem igen og synes ikke selv, at det er nederen at lave en U-vending, for man skal gøre det, der gør glad inden i, siger hun.

Hep siger vi…

You Might Also Like

14 Kommentarer

  • Reply Ulla V. 22/06/2009 at 21:13

    Det er absolut ikke det sjoveste at skulle undvære og give slip, for at sende det allerkæreste man ejer til udlandet. Men jeg synes det hjælper – lidt – når man mærker begejstringen hos sit barn, og tænker på det menneskelige udbytte såvel som det sproglige, som sådan en rejse på egen hånd giver. Men det har du allerede tænkt, på kan jeg forestille mig….

    Jeg kan sørme godt forstå at Laura glæder sig. (Jeg ELSKER England og boede i London hos en familie, i lang tid efter gymnasiet og gad den dag i dag, også rigtig godt at tale engelsk uafbrudt).

    Det er bare prisværdigt, at hun sådan har mod på det hele jeres Laura….

  • Reply Fru Sommer 22/06/2009 at 23:35

    – husk lakridserne…

  • Reply malle 23/06/2009 at 01:42

    ejjj, det bliver bare så spændende for Laura pige at skulle sådan alene til udlandet. Min søster var også afsted på sprogskole i England i samme alder som Laura….og her fandt hun sin allerkæreste veninde og det er over 30 år siden. Det bliver en oplevelse for livet……og du skal jo nok overleve som du også selv skriver. Jeg forstår alle dine moderlige følelser….. uha da da….. træk vejret dynt og vær godt beskæftiget……!

    Og hvor sejt, at der er en international skole i køreafstand fra jer og endnu mere sejt, at Laura skal være elev der…..hun bliver sgi da helt international!

  • Reply Ulla 23/06/2009 at 05:53

    Hun er en modig ung dame Laura. God rejse.
    Så skal mor lige huske, at det er max 20 kg bagage og der også skal være plads til at have indkøb med hjem 😉

  • Reply Lise 23/06/2009 at 05:59

    Hvor spændende for tøsebarnet. Herhjemme er teenageren også blevet tilbudt sådan et ophold, men har i stedet valgt at satse på en europline på HH (eller hva pokker det nu hedder idag), for her kommer hun så ud at rejse 5 gange i stedet for.

    God rejse til hende – og husk at nyde stilheden til moaren.

  • Reply Sofie 23/06/2009 at 07:47

    Hvor spændende – for jer alle!
    Her hjemme hos os går teenange datteren og overvejer et ophold på en efterskole i Danmark, og jeg gyser en lille smule ved tanken over at sende her så langt væk.. til et fremmed sprog og kultur 🙂
    De er nu seje de unge!
    Dansk slik og rugbrød… der er ikke meget brød med bid i at finde her.
    God tur til hende.

  • Reply anne (den anden af slagsen) 23/06/2009 at 10:20

    Åhhh hvor bliver det stort. Sprogrejse er et must for dem der vil udforske verden på en forsigtig måde, suge lærdom til sig og komme tæt på en anden kultur. Det bliver fantastisk for Laura. Jeg mindes stadigvæk min af slagsen tilbage i 80’erne og er efter mange år på jule og fødselsdagsgave med min værtsfamilie, som nu er en del af mine børns liv også.
    International skole, det lyder spændende. Egenlig er det jo en underlig tanke, at det er nødvendig at tage sådan et sted hen, hvis man vil ha’ faglige udfordringer – det burde være et tilbud til alle i den danske Folkeskole. Når det så ikke er, så er det godt at der findes værdige alternativer.
    God tur til Laura, og husk så hvor hurtigt 2 uger går, også for dem der går hjemme og savner…..

  • Reply Hanne 23/06/2009 at 11:38

    Når vores unger af sig selv tør tage springet og skifte skole, fordi de vil, så har de fået rygsækken fyldt godt op i den skole de kommer fra og tak for det.

    – og det er ikke så svært at slippe dem, vores poder, når man ser de trives og vokser. Vi får helt bestemt en mere moden ung mand hjem fra efterskole, end den dreng vi sendte afsted for et år siden. Mon ikke I oplever det sammen med Laura, at hun trives og kommer boblende hjem fra både England og Ikast ?

    God tur til hende, England venter !

  • Reply Marie-Louise 23/06/2009 at 14:44

    Jeg har været på sprogrejse to gange. Det er 20 år siden, men jeg mindes det med fryd. Det var SÅ skøøøønt. Heldige hende 🙂

  • Reply Tina - omme i London 24/06/2009 at 09:22

    Det er flot I lader hende tage afsted, for jeg ved godt det ikke er nemt. Saadan en sprogrejse kan virkelig blive en oplevelse for livet. Poej poej til din seje datter.

  • Reply Astrid 24/06/2009 at 18:15

    Mon så ikke hun skal på http://www.uwc.dk efter 1. g? Det lyder som om, det kune være noget for hende. Jeg har selv min 17-årige datter i Costa Rica i 2 år – hun startede med børneby i USA i 4 uger med http://www.cisv.dk som 11-årig, sprogskole med ungdomsskolen som 14-årig og nu 2 år i Costa Rica, hvor hun bliver student i 2010. Man vænner sig til det, men det VAR svært i starten…

  • Reply Annepålandet 24/06/2009 at 21:52

    Det går helt sikkert så fint så! 14 dager raser jo av sted så fort at. Det blir nok verst for mor dette.

  • Reply Anne 25/06/2009 at 20:30

    Tak for alle jeres søde kommentarer til og om Laura.
    Vi sender hende afsted på søndag, med lettere nervøsitet og så meget kærlighed, at det egentlig er svært at rumme, men vi gør det også med stolthed og Yes-følelse, fordi hun er sådan en vidunderlig unge, der har klare idéer til hvordan livet skal bruges og nydes…

  • Reply GISP ALTSÅ… 10/06/2010 at 18:17

    […] og megasej!” tænker moren, der fornemmer, at det var det rigtige valg, der blev taget sidste […]

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.