For hjerte og sjæl

2 X GRÆNSEOVERSKRIDELSE…

27/03/2008

Luft-boller…
Jeg har udfordret mig selv denne torsdag, hele 2 gange har jeg gjort noget, der virkelig skulle en fed omgang overtalelse til at gøre.

Det har været 2 meget forskellige ting, men jeg vælger at sidestille dem, for selv om den ene ting er noget mere fjollet end den anden, så var den nu også noget af en kamel at skulle sluge…

1.

Jeg har serveret købte luft-burgerboller til aftenens festmåltid!

Det er vist aldrig sket før, og det fik heller ikke sådan lov at passere i stilhed, nogen spottede det med det vuns.

Jeg går linen ud, og siger det som det er: Jeg gad bare ikke at bage!!

Sådan, nu er det sagt, og burgerne spist, fødselsdagsbarnet trallede og ingen hverken græd eller døde, så mon ikke nok at jeg alligevel kan se mig selv i øjnene efter denne omgang af dovenskab…

2.

Jeg har meldt afbud til min tjans som “Hygge-omsorgs-aktivitets-opmærksomheds-moster” på badmintonturen i morgen.

Jeg skulle ha’ været med fra 16 til sovetid, halvanden times kørsel her hjemme fra, og var bare én af 4 voksne til 20 helt almindelig og velfungerende børn på 12-15 år.

20 børn, der er optagede af at skulle spille badminton, spise aftensmad, se X-Factor og huje rundt på den skole, hvor de skal indkvarteres, de har ikke brug for 4 voksne, og da slet ikke mig, som de ser så rigeligt til hver eneste dag i skolen…

Jeg har sammen med andre mødre sørget for deres aftensmad i morgen, og også sørget for, at Laura har en kæmpe kage, frugt og drikkelse med til noget fødselsdagshygge i morgenaften, det må være mit bidrag i denne omgang!

Men for pokker da, hvor havde jeg det dårligt, da jeg ringede op og forklarede mig, jeg undskyldte nok 15-20 gange i løbet af 5 minutter, og gentog igen og igen de overvejelser, der lå bag min beslutning, og fik nok også utallige gange nævnt, at de endelig skulle sige, hvis de ikke syntes, at det var i orden, og at jeg jo selvfølgelig ellers altid stod til disposition.

Det var en farce, og hold da mund, hvor havde jeg grinet, hvis det ikke havde været mig selv, der stod der og sang sange fra de varme lande af angst for, at nogen skulle sige “Fyyyhhhh og Puuuuhhhhaaaaa!”…

Behøver jeg at sige, at de tog det oppefra og ned, og da sagtens kunne følge mig i min beslutning?

Nej vel!

Jeg går og smågriner lidt af mig selv, for hvor svært kan det i virkeligheden være dette her med de købte boller og et sjældent sjældent afbud, det er jo okay, og ingen kan li’ mig mindre af den grund.

Men det var faktisk svært og ikke bare sådan lige til at gøre.

Jeg slugte et par kameler, men blev samtidig meget lettere om hjertet…

You Might Also Like

18 Kommentarer

  • Reply Malene (Østerbro) 27/03/2008 at 23:30

    Vil bare lige indskyde en kommentar om at du har min fulde opbakning til både 1 og 2, selv om at jeg har en formodning om at dine egne burgerboller er en fest….og det er altid inspirerende og opløftende at læse, når andre kvinder mærker efter og gør det rigtigt for dem selv. Sweet dreams.

  • Reply Kari 28/03/2008 at 07:36

    Tomlen op!! Det er sikkert nemmere næste gang, når det lykkedes denne gang.

    Når I kan overleve på luftbrød hos andre venner, så overlever de jo også hos dig, men det hjemmebagte smager jo bare bedre 🙂

    Og så det der forældrehjælp. Du er der sikkert hver gang og så er der de forældre der aldrig hjælper. Så at sige fra er da også mere den ok. De faste hjælpere har jo også et familieliv.

  • Reply Jeannette Mariae 28/03/2008 at 07:43

    Godmorgen. Tak for dit dejlige indlæg. Det fik mig til at tænke på en lille klogebog med en mængde dejlige smukke tekststykker. Anmeldelse af bogen ligger inde på min blog. Den hedder: Da jeg lærte at elske mig selv – af Kim McMillen. Den ændrede mit liv og jeg lærte det… Måske kender du den?

    Og så lige et stor til lykke til Laura herfra og en dejlig dag til dig 😉

  • Reply Helle K. 28/03/2008 at 08:04

    Jeg skriver det så også helt ligeud: Det var sgu’ på tide! Kærlig hilsen Helle

  • Reply miri 28/03/2008 at 08:06

    Hold da op , Anne !
    Jeg tænker fortiden meget over, hvordan jeg behandler mig selv og hvordan jeg ” taler” til mig selv. Det der ” du skal være mod andre som du ønsker de skal være mod dig” , den vender jeg lidt om , Du skal være mod dig selv, som du ville være mod andre..
    Lyder lidt kringlet, men forstår du ideen ?
    Vi er ofte gode til at hjælpe, forstå, anerkende og tilgive andre mennesker, men når det kommer til os selv…..

  • Reply Tora 28/03/2008 at 08:14

    Bravo, Anne! Det er superhyggelig med hjemmebakst når det er hyggelig, og du har sikkert mer enn gjort ditt når det gjelder barnas fritidsaktiviteter. Noen ganger får bra nok være bra nok. Jeg fnyser ikke av deg, smiler litt av gjenkjennelse bare.. Nyt seieren over petimeteriet, og ha en god helg om litt!

    Hilsen Tora.

  • Reply Irene Aagaard 28/03/2008 at 08:19

    Først – til lykke med datteren!
    Dernæst – dårlig samvittighed kan man ikke bruge til noget, men vi kvinder er så fantastisk gode til at påføre os selv den – inklusive mig selv – jeg kan også gå helt i selvsving over at huset ikke er gjort rent, haven ikke ordnet og så serverer jeg – oh, skræk og rædsel – købebrød!!!
    Så det er nok godt med et par kameler en gang imellem:-)
    Og så til sidst – når jeg læser din blog, virker du som en kreativ kvinde med et stort overskud .
    Ha`en rigtig god dag!

  • Reply Trine Kraak 28/03/2008 at 08:25

    Hej Anne!

    Jeg har jo ikke “kendt” dig længe, men du er allerede mit idol. 🙂
    Du er simpelthen et pragteksemplar af et forbillede, på mange måder.

    Hjertelig tillykke med datteren, og håb om en dejlig weekend for jer, selvom hun ikke er hjemme.

    Venlig hilsen
    Trine

  • Reply pedrsn 28/03/2008 at 08:39

    jaja det jo lige det. . nogen gange skal man bare råbe PIK og skride! 🙂 altså i overført betydning!! Eller -.- ja det man jo lissom selv om 😉 hehe

  • Reply Fríða 28/03/2008 at 08:49

    kæreste Anne!
    allerförst, til lykke med din smukke Laura!
    og så, godt gået! håber du bliver ved at flytte dine grænser mht flinkhed og dygtighed. jeg tror vi gör alt for lidt af at give os selv “a break”, som vi samtidig umiddelbart skulle gi til andre. denne vinter er den förste hvor jeg ikke er engageret i forældrearbejde i skolen, efter 21 vinter på rad og række hvor jeg har stået vagten, og hvor var det altså svært at sige til de andre at nu gider jeg altså ikke mere! men selvfölgelig syntes de alle sammen at det var fuldkomment normalt og jeg fik kun tak for alt det jeg havde ydet gennem årene. og bagning har jeg helt opgivet for nogle år siden, synes det er mögkedeligt og så giver det mig ondt i ryggen, så hvorfor tage “levebrödet” væk fra dem der forsöger forsörge sig og sine familier ved at bage til os andre? (ja, man må vel forsöge at overbevise sig selv!)
    kh.fra Island
    Frida

  • Reply kagekonen 28/03/2008 at 09:36

    Har det fuldstændig som helle k. og pedrsn…

    Jeg kender den der forklaren rundt og udenom, når man har truffet en beslutning, der ikke var let og som man egentlig havde svoret, man aldrig ville træffe… som du selv skriver, så letter det dog hjertet, og det vigtigste er nu engang at passe på sig selv, for ellers kan man altså ikke passe på andre.

  • Reply Maria 28/03/2008 at 09:56

    Flot, Anne! Jeg gad godt hvis vi simpelthen tog ordet “burde” ud af sproget. Vi er mange (især kvinder) der trænger til at sætte kravene til os selv ned, og være bedre til at passe på os selv…

  • Reply Bodil L 28/03/2008 at 09:56

    Ih, hvor jeg kender både det med det hjemmebagte brød og det med at have meldt mig til at deltage i arrangementer i en weekend eller en aften.Det var altid mig og nogle få andre der deltog hver gang. Hvorfor mon? Vi kvinder (fra flinkeskolen? ) overvurderer ofte vore kræfter, og når det bliver fredag efter en mindst 4o timers arbejdsuge plus det derhjemme ,er der ikke ret megen energi tilbage.Den der er har man lyst til at bruge på sig selv og sin familie, stille og roligt 🙂 Meeen jeg har jo lovet, kan jeg tillade mig osv. ormen gnaver og gnaver. Godt du mærkede efter og tog dine beslutninger, Anne. Det er godt at kunne sige til og fra. Stærkt gået 🙂

  • Reply Anne (den anden af slagsen) 28/03/2008 at 10:23

    Guuuuud Anne, så er du ikke overmenneske alligevel, men bare helt almindelig som alle os andre.
    Respekt for de købte burgeboller, den tror jeg også jeg hopper på en dag.
    Godt at du forstår at sige fra og erkende at en imellem må man trække en grænse for egen formåen i forhold til andre.
    Selvfølgelig kan de klare sig uden dig, måske i virkeligheden det er den største kamel man kan sluge, erkende at det hele nok skal gå selvom vi ikke deltager. Nyd din friaften.

  • Reply Jette H 28/03/2008 at 11:39

    Hvor jeg også kender det, men er de senere år blevt bedre og bedre til at sige fra ….(så glæd dig, det kommer med alderen 🙂 ) og man finder ud af, at man sagtens kan overleve, selvom ikke alt er hjemmegjort. Miris ord, har sat tanker igang her..

  • Reply Anne 28/03/2008 at 13:11

    Tak for alle jeres søde ord og tanker, det er dejlig læsning!

    Kan jeg måske lokke jer til ikke at himle med øjnene, når i senere finder ud af, hvad jeg skal bruge resten af weekenden på 😉

  • Reply Sifka 28/03/2008 at 15:26

    Det du har gjort der, er altså ikke særlig nemt, så jeg synes, at du skal være meget stolt af dig selv. Det er stor kunst. Bravo!

  • Reply Lis by UK 28/03/2008 at 16:27

    Herfra ingen “himlen” med øjnene lige meget hvad du skal bruge DIN weekend på……det handler om at lære/turde sige fra og det er en svær disciplin for os fra “flinkeskolen”, at udfører…..
    Husk livet skal leves her og nu, det kan ikke “genudsendes”……

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.