For hjerte og sjæl

ARVESTYKKER…

17/01/2008

Fars gryder…
Hos Madame er der kørt i stilling til en tur tilbage til barndommens land, til tanker om ting, der ved deres tilstedeværelse i vores liv sender os på gode ture ned ad Memory Lane, når vores øje falder på dem, eller duften af andet, der sender os tilbage i rum, der ikke længere er.

Rundt omkring i vores hjem er der også ting, der minder mig om det der var, om gode dage, og også om mindre gode dage, ting der linker mig og mine tanker til dem, der forsvandt alt for tidligt ud af mit liv, og som jeg så pokkers gerne ville ha’ haft muligheden for at kende nu, hvor jeg er blevet store Anne med lidt flere år på bagen, med egne børn, holdninger, meninger, livsdrømme og flere erfaringer.

I mit køkken står en stabel gryder, der bruges næsten hver eneste dag, gode gedigne gryder, der er mere end 30 år gamle og som er slæbt hjem fra Lyon af min far, der engang brugte en sommerferie på at lege Chef.

Han drog med gode venner på kokkeskole i Frankrig og måtte bare ha’ de gryder med hjem, for uden dem kunne man da nærmest ikke lave et anstændigt måltid…

Fars gryder…
Min far døde alt for tidligt, bare 30 år gammel, og lige forleden dag var det 31 år siden, det er længe, og oplevelser, minder og stemninger kan med tiden blegne, især når man bare var en pige på 11 år, der oven i købet kun kom på weekend og ferie, og som ikke havde en hverdag sammen med ham.

Men jeg har heldigvis en hukommelse som en elefant,  kan åbne mange små skuffer i den kringlede hjerne og finde dage og timer frem, som jeg selv kan glædes over og varmes ved, og som også mine piger elsker, at jeg deler med dem.

Jeg kan jo kun forestille mig, hvordan vores forhold ville ha’ været i dag, og det er så let at sætte de ikke-tilstedeværende op på et piedestal, og alt hvad jeg husker og fornemmer er måske heller ikke den skinbarlige sandhed, men jeg ved med sikkerhed, at der er mange mange ting hos/på/i mig, der er sammenfaldende med hvem og hvad min far var.

Jeg er fars pige, indeni og udenpå…

Fars gryder…
Musikken, naturen, de mange ord, krøllerne, hænderne, glæden ved at være omgivet af mange mennesker, latteren og kærligheden til livet i køkkenet er vores fællesnævnere, eller nogen af dem, og nogen af dem er forstærket af en mor med samme hang;  jeg føler, at vi ville ha’ haft så meget at gi’ hinanden, os to, Topper og jeg.

Vi fik ikke tiden til det, men han er her jo alligevel, inden i mig, og mange dage, når jeg lukker min hånd om de sorte håndtag og løfter de tunge gryder rundt ved komfuret, så tænker jeg på ham, på køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på bordet og svinge med de tynde brune pigeben, hvor jeg fægtede med skarpe knive og fik lov at rode med råvarer, smage på alverdens lækkerier og ta’ livtag med madlavningens kunst, det var dejlige dage.

Mange af de ting, som jeg i sin tid arvede fra min far, er gået til på livets bumpede vej, bøger er blevet læst i stykker, vinyl-lp’er er blevet udkonkurreret af små blanke disc’s, porcelæn er blevet slået itu, men meget andet er her endnu, hundrevis af fotos, en Petronella, som han fik i studentergave, hans gamle drengeklubs-fane, som pigerne har i deres havehus og ikke mindste gryderne, der koger os de lækreste saucer og simreretter.

Arvestykker eller tidsmaskiner, livet ville være fattigere uden dem…

Kobber-kasserolle…

You Might Also Like

15 Kommentarer

  • Reply Susanne HS 17/01/2008 at 16:05

    Kære Anne.

    Jeg tror også at din Sophie har spurgt engang : Hvornår skriver du den bog ?!

    Du skriver jo så man fanges, – og gribes om hjertet…. 😉
    – Både for os og dig håber jeg, at du bliver ved ! 🙂

    Mange hilsner og tanker fra
    Susanne HS

  • Reply Ulla V. 17/01/2008 at 17:15

    Kære Anne

    Man bliver helt varm om hjertet, når man læser om din kærlighed til far – jeg er ked af, at du mistede ham så tidligt i dit liv…Han lyder til at have været en spændende og kærlig far.

    Men så er det dejligt at have rigtig gode minder om ham at gemme i hjertet og sine små skuffer i hovedet – og dejlige franske gryder, så du kan dele din glæde for madlavning med din far…

    KH
    Ulla :0)

  • Reply Ulla V. 17/01/2008 at 19:11

    P.S. Anne, du har fået noget – se bare på min blog…

  • Reply Sifka 17/01/2008 at 19:30

    Åh Anne, du er en fars pige ligesom jeg. Hvor er det hyggelige minder, og du skriver så godt. Køkkentøjet er godt og gedigent og ikke mindst, smukt. Åh suk!

  • Reply Britta S 17/01/2008 at 19:44

    du har fået en award – tjek min blog 🙂

    B

  • Reply Anne 17/01/2008 at 21:40

    Du er da så sød, Susanne, tak for de dejlige ord.
    Du har ret, det er Sophie der siger sådan, men jeg synes ikke at evnerne helt rækker, og hvad søren skulle jeg så vælge at skrive om.
    Men lige meget hvad, så nyder jeg at skrible og jeg glædes over, at du kan li’ at læse med 🙂

    Det var trist, Ulla, men sådan blev det for os, og jeg må nøjes med at glædes over alt det gode, som han nåede at gi’ videre.
    Tak for prisen, det var meget sødt og betænksomt af dig, dine varme ord gik lige i hjertet, der svulmede og blev lidt forlegent.
    Jeg skal gøre noget ved videre-givelsen i morgen…

    Det er labre gryder, Sifka, både at kigge på og bestemt også at bruge, de er tunge og bliver gloende varme, lige som jeg bedst kan li’ det.

    Jeg har tjekket, og takker af hjertet Britta. Jeg bliver glad og beæret, når nogen føler, at mit bloggeri er en sådan pris værd…

  • Reply Malene (Østerbro) 17/01/2008 at 23:17

    Anne, jeg sidder med en tåre i øjenkrogen og et bevæget hjerte. Det er noget særligt, de stunder, hvor vi mærker og kommer i kontakt med “det stof vi er gjort af”- vores grundsubstans, som har sin egen berettigelse om end vi ofte møder dens begrænsninger og må øve os i at udfolde den i nye variationer, når vi støder på livets kanter. Alderen hjælper på vej og med flere erfaringer og favntag med livet, synes det som at livets fylde oftere oprinder. Tak fordi du deler din tur tilbage til barndommens land med os. Malene

  • Reply dortheivalo 18/01/2008 at 00:27

    Hej Anne Du har også fået noget af mig i dag.. (http://www.dortheivalo.blogspot.com)

  • Reply Olines 18/01/2008 at 06:31

    Hvor er det er smukt indlæg om din far og din kærlighed til ham. Det er trist, at du mistede ham så tidligt, men du har en fantastisk evne til at huske og til at finde de minderne frem.
    Tak fordi jeg måtte læse med her!

  • Reply Elisabeth 18/01/2008 at 09:22

    Hm.. du skriver så sårt og vakkert på samme tid Anne. Takk for at du deler dine tanker og dermed hjelper meg å få satt mine egne tankeprosesser i sving.
    Du har en vinkling på livet ditt som jeg liker godt.
    Takk igjen.
    Mvh
    Elisabeth

  • Reply Liselotte 18/01/2008 at 16:16

    Hvor er det dejligt at have så skønne minder om en far, som er alt for fjern, fordi han forsvandt alt for tidligt. Du har en god hukommelse og den er noget at glædes over – og så må vi gerne lave tankespind omkring hvordan, hvis nu… 🙂

  • Reply Anne 18/01/2008 at 17:00

    Jeg deler gerne, Malene, jeg nyder selv at vandre af de stier…

    Tak skal du ha,’ Dorthe, det var meget sødt af dig, det luner og glæder, og inden weekenden er omme skal jeg nok forsøge at følge op på det…

    Velbekomme, Olines…

    Elisabeth, hvis mine tanker her kan hjælpe dig på vej, så glæder det mig, det skal du vide.

    Ja hva’ nu hvis, Liselotte! Det ved vi ikke, og kommer heller aldrig til at vide det, så derfor kan der ikke komme skår i glæden, når der tænkes glade og lykkelige tanker.
    Jeg glædes tit over min elefanthukommelse, det havde været et frygteligt ambuteret liv, hvis ikke jeg kunne hive frem.
    Og så er det altså også rigtigt smart med god lagerplads, når man spiller parat-videns-spil 😉

  • Reply Tanni 20/01/2008 at 19:37

    Kære Anne,
    det var smukt og jeg blev meget rørt, så der gled et par tårer.
    Jeg kom selv til at tænke på sorgen over at miste en forælder.
    Tak. og mange knus
    fra Tanni

  • Reply Madame 21/01/2008 at 14:05

    Jeg tror, vi er mange piger, der er fars pige. Det var varmt og godt at læse dit smukke indlæg, Anne.

  • Reply Anne 21/01/2008 at 18:43

    Det er aldrig let at miste sine forældre, Tanni, hverken tidligt eller sent, det er bare lidt mere givent, når man selv er blevet voksen…

    Jamen tak for idéen til denne post, Madame, det var jo med inspiration fra dig, at jeg gik igennem huset med “arve-briller” på…

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.