Lidt af hvert

BRUGT OP…

01/09/2007

Jeg er træt, mat og udkørt klokken fem, ikke engang en kop Medova ville peppe mig op!

Jeg er ikke noget som helst værd, kan nærmest ikke tænke to sammenhængende tanker, det er hverken køretur eller engelsk bombardement der har brugt af reserverne, men et eftermiddagsvisit hos den lille ituslåede familie gjorde kål på hvad jeg havde af kræfter…

Det var så godt at komme derned, dejligt at kunne gi’ dem de varme knus, jeg har længtes efter at gi’ dem, dejligt at være til rådighed med skulder og ører.

Der var ingen forbehold eller barriere, der blev talt lige ud af posen, og mangt og meget blev vendt.

Laura og hjerteveninden var med en del af vejen, men blev til sidst losset op i skoven, hvor de elsker at være og finde på; der skulle også være plads til voksensnak, snak om usikkerhed og frygt for det nye liv uden kone og mor i huset, og det var ikke en snak, som pigerne behøvede at være en del af…

De er stærke sammen, de tre børn og deres far, og jeg er sikker på, at de med tiden finder en ny og god måde at være en familie på, men vejen derhen bliver knoldet, og sorgen vil længe være deres ledsager.

Vi, der er omkring dem, skal huske os selv på, at deres hverdag skal defineres på ny, og vil være meget længere om at indfinde sig, end vi måske har øje for, vi skal huske at lade dem dvæle, og huske at spørge til dem igen og igen, huske at vise dem, at vi stadig er med…

Pigerne var ikke klar til at skilles, da jeg kørte derfra, de havde gang i reb og knive og hulebyggeri, de trængte til hinandens selskab i en form, der var gammelkendt og praktisk.

De fik bekræftiget hinanden i, at de var hinandens bedste venner, fik snakket om at Laura selvfølgelig ville være til bisættelsen på tirsdag sammen med os andre, og om, at Laura på onsdag skulle holde fri fra skole, så de sammen kunne ruste sig til venindens comeback til skolelivet tordag.

Gode snakke og aftaler, der viser os voksne, at de to piger for længst har knyttet bånd, som ikke bare brydes…

Jeg er tung og træt indeni, ikke på en dårlig måde, for alt, der blev sagt og gjort i eftermiddags, var helt som det skulle være, men at være tilstede og nærværende i så tung en sorg, det koster.

Men jeg betaler gerne…

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply Sifka 01/09/2007 at 18:51

    Anne, jeg kender dig jo ikke udover, hvad jeg kan læse og tænke mig til her på bloggen. Jeg fornemmer klart et empatisk menneske, og det er et træk os dig, som jeg beundrer.

    Du er træt, men du har brugt dig selv godt, tilegnet dig viden og været til trøst for en familie i sorg.

    Nu er tiden din, og du skal slappe af med din familie og dine sysler.

    God weekend:)

  • Reply Charlotte Illum Larsen 01/09/2007 at 20:40

    Du er så dejlig fordi du er… du er i nuet … du er tilstede når der er brug for dig – dem der kender dig er heldige. Jeg stjæler kun lidt kendskab her på din blog.
    Venner er engle der løfter dine vinger når de bliver for tunge
    Du løfter Anne – smukt støtter du hvor der er brug for det

  • Reply Anne 02/09/2007 at 10:45

    Kære Sifka og Charlotte.
    Tusind tak for jeres søde ord, de er fantastiske og rørende, jeg er nu ikke sikker på, at jeg helt har gjort mig fortjent dem.
    Men jeg vil lappe dem i mig, og tage dem med videre, og gøre mit bedste for at leve op til dem, for et menneske, som det i beskriver der, det vil jeg da gerne være.
    Tak igen…

  • Reply Lene 02/09/2007 at 10:59

    Du har fortjent dem, Anne, for der er mange som skynder sig over på den anden side, fordi de ikke magter at være tilstede i sorgens rum, men hvem gør det? Men når man tør det, så hjælper det, og du tør og du hjælper og viser din datter, at sådan er det, og at det er tilladt at grine og pjatte og græde i en pærevælling. Du gør en forskel Anne.

  • Reply Hannekludekone 02/09/2007 at 12:16

    Kære Anne
    Du vil selv få brug for mange kræfter til at hjælpe familien i lang tid fremover. Jeg har haft en lignende tragisk historie tæt inde på livet for nylig, og det præger ikke kun familien, men også os. Det er meget vigtigt for både dem og jer, at i bliver ved og ved at snakke, hjælpe med små og store ting – være der for dem. Jeg er sikker på, at det kan I klare. Men tungt det er det i meget længere tid end man forestiller sig.
    Kærlig hilsen,Hanne

  • Reply Deborah 03/09/2007 at 14:43

    Det er da klart, du er træt! Intet “trækker tænder ud” som de store følelser, og det må sige at være dem der er i spil her! Godt de har så gode venner som dig, det kan de fint være tjent med!!!

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.