Lidt af hvert

DRIVE-BY-SHOOTING…

31/08/2007

frankring-97.jpg

At overskrift og foto ikke har en pind tilfælles, det er jeg ganske klar over, men det er altså nødt til at være sådan!

Enhver, der har set tv eller hørt radio de sidste dage, er vel klar over, at det i nat var 10 år siden, at Prinsesse Diana døde i Paris.

Den nat overnattede vi sammen med nogle af vores bedste venner på et hotel i Frankring, på vej til 10 dages sensommerferie ved Middelhavet med alle vores rollinger.

Søndag morgen tumlede alle de små rundt og undersøgte værelserne, og der blev også trykket på tv’ets knapper, og ud i rummet tonede billeder af bl.a. Prins Charles og også nogle motorcykler, en rystet reporter sagde flere gange ordet “mort” og der var mange hurtige klip til grædende mennesker…

Jeg var optaget af badning og bleskift, men min veninde Helle sad og prøvede at følge lidt med i, hvad det nu mon var, der var sket.

“Jeg tror sgu, at Charles er blevet skudt af nogen på motorcykel!?!” proklamerede hun, mens jeg futtede rundt efter de små.

Det fik mig alligevel til at slå ørerne ud, og med mit rustne gymnasie-fransk fik jeg i alle tilfælde opklaret, at det ikke var prinsen, der var død, men hans eks-kone, og at dødsårsagen var en ganske anden…

Vi havde den skønneste ferie, se blot min unge mand nyde solen med B1 og B2 ved sin side, og selvom Dianas endeligt var trist, så kunne vi ikke lade være med at more os over de sproglige forviklinger, der også nær havde  onduleret Charles…

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply Lea 31/08/2007 at 09:03

    Ja, det franske sprog kan være en svær en! 🙂
    Og sikke da et sødt billede…der sker alligevel meget på 10 år med sådan nogle små størrelser. (Og sikkert også med den større størrelse, men der er jo ingen grund til at blive personlig.) 😉

  • Reply Susanne 31/08/2007 at 09:03

    Hvis det var Charles der var blevet onduleret – så havde programoversigterne nok ikke været fyldt med “mindeprogrammer” i disse dage :o) Lækker side du har fået lavet ! Og så er det altså utroligt som B1 og B2 stadig ligner sig selv !! Kh Susanne

  • Reply Hanne 31/08/2007 at 09:10

    Sikke en ungersvend du har dig der 🙂

  • Reply Sanne B 31/08/2007 at 09:17

    Ja, vi har nok alle vores minder om lige præcis den morgen.
    Jeg selv lå på fødestuen med en nyfødt Rasmus i armene, da jordemoderen kom farende ind og nærmest kastede te-bakken på sengekanten. “Prinsesse Diana er død, det er i fjernsynet nu” råbte hun på vej ud af døren.
    Rimeligt surrealistisk og helt umuligt at forholde sig til ovenpå en (heldigvis fantastisk dejlig) fødsel.
    Skønt strandbillede i øvrigt.
    kh
    Sanne B

  • Reply Anne 31/08/2007 at 09:26

    Der sker RIGTIGT meget på 10 år, og jeg kommer sådan til at længes efter at kunne tage pigerne op og voldkramme dem og snuse deres varme børneduft…

    Torben er knap så ung mere, han ligner jo bare en stor knægt på det billede!
    Det gør han ikke mere, grå i toppen og top på maven (lille med dog).

  • Reply Anne 31/08/2007 at 09:34

    Hov Susanne, du var røget i spam-filteret, sådan noget nymodens noget, der er kommet på denne side, men nu er du godkendt!

    Ja pigerne har ikke forandret sig ret meget, det gør det ekstra nemt at huske hvordan de egentlig så ud!
    De var nu søde 😉

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.