Lidt af hvert

EN LILLE HVID LØGN…

09/08/2006

Jeg lyver helst ikke, men ind imellem kan man blive nødt til at stikke en lille plade, jeg gjorde det i dag.
Det var ikke rart, følte mig som en rigtig luskebuks, men jeg var nødt til det…

Amanda har haft verdens mest fantastiske klasselærer i de sidste 3 år, og i det absolut sidste ugebrev inden sommerferie fik vi pludselig at vide, at hun måtte slippe dem nu, godt nok skulle hun forsat ha’ dem til matematik, men ikke længere være deres klasselærer.
Vi nåede overhovedet ikke at reagere på det, fik ikke tænkt os om, og derfor fik vi ikke sagt pænt tak til hende for alt det skønne, hun har givet vores børn…

I eftermiddags troppede vi op i hendes have, 60 mand høj, til kaffeslabberas og hygge, lige i hendes ånd, tæpper på plænen, børn i massevis, hujen og hvinen, og en masse forældre, der ville sige tak.
Jeg havde for nogle uger siden lavet en aftale med hende, om at vi skulle ses i eftermiddag og finde på noget hyggeligt, vi tager ind imellem på en lille tur ud i landet og kigger på lækkerier, smykker, tøj, garn, kundthåndværk og andet godt, og sådan en tur trængte vi vel til ovenpå sommerferien…

Vi talte sammen flere gange i løbet af dagen, er kolleger på skolen, og fik lige aftalt, at jeg skulle lægge bil til turen, at vi skulle nå en kop kaffe hos hende inden afgang, så jeg kunne se deres nyrenoverede entre, og en ny daglilje hun havde fået o.s.v. o.s.v.
Jeg kunne næsten ikke klare skuespillet, følte at mine ører brændte og havde faktisk svært ved at kigge hende i øjnene.

Jeg var der til aftalte tid, hjalp med at hænge lidt vasketøj op, og mens vi stod der med klemmerne, sagde jeg så henkastet som muligt, at hun måske lige skulle smutte ind og ta’ lidt læberødt på, for om 2 min. fik hun 60 mand til kaffe.
Om hun nåede at forstå, hvad der egentlig foregik, det ved jeg ikke, men fra hun så det første barn komme op i haven, forældre slæbende på kage, kaffe, service og hvad der ellers hører til et kaffeselskab, ja der forlod smilet ikke hendes ansigt, og alle havde en skøn stund i hendes dejlige have…

Vi fik sagt tak til Bodil, tak for al den omsorg, nærvær og varme hun har givet børnene, for den glæde hun har givet dem ved læring og den energi hun har lagt i at skabe en stærk social rummelig klasse, hun har været guld værd for både børnene og os forældre.
Jeg har lige sludret med hende i telefonen, og nu ved jeg, at mine kvababbelser over de hvide løgne var en okay pris at betale for den oplevelse hun fik sig her en onsdag eftermiddag…

You Might Also Like

9 Kommentarer

  • Reply Liselotte 09/08/2006 at 23:12

    Sikke en skøn overraskelse at få. Jeg ville have glædet mig over jeres betænksomhed også 🙂

  • Reply Anne 09/08/2006 at 23:33

    Hun havde såmænd fortjent meget mere, Liselotte, der er langt mellem lærere af hendes kaliber!
    Vi kommer til at savne hende (jeg godter mig så lige lidt over, at jeg arbejder sammen med hende ;-))

  • Reply Mette G. 10/08/2006 at 00:08

    Åh, hvor er det dejligt at høre om sådan et engagement – både fra lærer og forældres side. Man bliver da helt rørt.

    Hilsen
    Mette G. – som har oplevet et 1. forældremøde i 1. klasse, hvor klasselæreren meddelte, at det i hvert fald var godt, at det var sidste gang, at han skulle starte med en 1. klasse – tjah! Og så skal det lige tilføjes, at vi skam også har oplevet lærere, som virkelig nød ungerne.

  • Reply conny 10/08/2006 at 08:27

    Det er vist i tilfælde som dette, at hvide løgne er helt OK, Anne. Hvor må det have været en dejlig dag for alle parter.

  • Reply Trine Als 10/08/2006 at 13:38

    Hvor er I bare søde.
    Så er der nemlig noget ved at blive udsat for en løgn…
    Kram

  • Reply Ella 10/08/2006 at 13:57

    Pragtfuldt at der findes mennesker som hende – og mennesker som dig Anne 🙂

  • Reply Anne 10/08/2006 at 14:59

    Jeg takker på vegne af os begge, Ella 😉

  • Reply Hverken fugl eller fisk … » LIGE OM LIDT… 03/09/2007 at 21:50

    […] så ændre jeg lige de næste til “og Britt og Bodille og så også […]

  • Reply Hverken fugl eller fisk … » DER VAR GODT NOK MØRKT… 20/12/2007 at 16:01

    […] Bodil var selvfølgelig pyntet med en batteridrevet lyskæde om halsen, fin var hun og så var det også dejligt for de små nogen i 1.klasse, at der var knapt så uhyggeligt på den store kulsorte skole. […]

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.