Lidt af hvert

EN GANSKE SÆRLIG DRENG…

12/01/2006


En weekend om måneden har vi et ekstra barn ved måltiderne, et ekstra barn at putte, et ekstra barn at nusse om, et ekstra barn at vække, et ekstra barn at smøre madpakke til, vores familie er i 3 dage udvidet med et ekstra medlem.

Vi har en dreng i aflastning, en dreng, der har brug for at komme her, hvor der er tid og overskud, og hvor han kan se andre måder at være familie, mor og far på, end han kan derhjemme.

Han vadede ind i vores stuer, og lige ind i vores hjerter, han giver vinkler og nuancer på vores hverdagsliv, og er et herligt suppelement til vores egen børneflok.
Pigerne er glade for ham, og han for dem, de spiller og leger, og specielt Laura vil gøre alt for, at hans dage her bliver noget særligt; de har for alvor fået øjnene op for, at ikke alle børn lever et så priviligeret liv, som de, nu hører de historierne om det trælse børneliv fra pålidelig kilde.

Jeg bliver ramt i mit moder-hjerte, når han ligger der med hovedet på puden, nybadet og afslappet, parat til at sove; jeg fortæller ham, at vi synes, det er så dejligt at ha’ ham her, at vi er meget glade for ham, og han siger med oprigtig undren i stemmen: “Er i virkelig??”, det er svært for ham at mærke vores varme, sådan er det, når ingen ellers fortæller en, at man er elsket og vigtig!

Lidt af hvert

SVENSKE DRØMME…

12/01/2006

Jeg har en blød plet for Sverige, prøver ind imellem at lokke Torben til at få job deroppe, så vi kunne rykke hele menageriet derop for et par år eller 3.

Jeg har altid udlængsel, er en rastløs sjæl, ikke let at forstå for en “hjemme-fødning” som Torben, der har det allerbedst, når han er indenfor 8600s kommunegrænse, men han lytter da, og kører en sjælden gang med på tankeeksperimenterne om at blive udvandrende.

Til sommer kommer en af ferieugerne igen til at foregå hinsidans, vi har et super hus på hånden i uge 30, jeg drømmer allerede…

Lidt af hvert

10 MILLIONER KALORIER…

11/01/2006

Det er ikke sundt, men vi trænger sådan til det!!
Et glas Sylvester Special, dobbelt espresso, kaffesirup, skummet fløde 13% og så lige en klat blød iskold flødeskum…

Så fed, at det sætter sig på både sideben, skanker, på hjertet og i årerne, men jeg ved, hvem der alligevel bliver misundelig!!

Vi slukker og lukker alle maskinerne, vi vil op i sofaen med kaffen og hver vores Dan Brown.