Forleden var der vældigt gang i debatten om, hvor vidt det er i orden at strikke til møder/undervisning/forelæsninger, der var argumenter for og imod, ganske interessant!
Jeg er vild med den slags meningsudvekslinger, men også meget opmærksom på, at der ligger en del begrænsninger i net/skriftbaserede debatter, vi kommer til at mangle smilet, der ledsager en rask bemærkning, vi må undvære det selvironiske tonefald og milde øjne.
Det er yderst vigtigt for mig, at alle føler, at det er muligt at komme til orde her hos mig, uden at blive hvæset af eller måske føle sig trådt på, så jeg vil bede jer om at være hensynsfulde og ikke alt for selvhøjtidelige…
Albert kom ikke med i går, men ikke fordi jeg ikke længere vil strikke til de engelske dicipliner, nej jeg havde bare ikke fået ham gjort klar til automat-strik, jeg fortsætte ufortrødent mit strikkeri, og på samme måde som hidtil, altså med min opmærksomhed rettet mod det væsentlige, nemlig undervisningen.
Jeg skrev ikke om læringsstil for at transportere den fra folkeskolen og op i de videregående uddannelser, jeg skrev om det, fordi jeg synes, at det er vigtigt at vi altid har for øje, at vi som mennesker er forskellige, og at vi hver især vandre gennem uddannelse, job, ægteskab, venskaber, ja livet i det hele taget med forskellige briller på.
Nogle briller synes bedst om synet af regelmæssighed og ensrettethed, andre, som mine, trives ved synet af det individelle og unikke…
Hvad nu hvis kodex i min engelsk-undervisning var britisk up-tight rynkemund, ret-ind-og-stå-ret, lægget nederdel og bidselsko?
Skulle jeg så droppe de bare tæer i sølvsandaler, den hjemmesyede skuldertaske, den høje latter og min individualitet?
No way!! Jeg er, og har altid været, en yderst engageret studerende, med lytterlapper foldet helt ud, reflekterende, debatterende, spørgelysten og med tårnhøje karakterer, jeg er ikke en eneste gang i mit halvlange liv blevet anset for værende useriøs, never ever, kodex eller ej…
Om det er her at slaget om de kvindelige og mandlig værdier skal stå, ved jeg ikke; jeg synes det handler mere om mellem-menneskelige relationer og anerkendelse af forskelligheder, samt selvfølgelig respekt, der skal gå begge veje.
Jeg synes, at der skal være balance, man kan ikke forvente respekt og engagement, hvis ikke man selv viser samme; med det mener jeg ikke, at man behøver at ta’ individulle hensyn til måske 200 studerende, overhovedet ikke.
Men man kan måske anerkende, at det, man selv oplever som dårlige manerer, nødvendigvis ikke opleves sådan af alle, og også finde ro i, at ens undervisning/forelæsning er top-veltilrettelagt og spændende, men at ikke alle viser deres engagement på samme måde.
Vi er forskellige, og det er skønt, verden ville være et dødsygt sted at være, hvis konformiteten var enehersker.
Husk nu de milde øjne…
