Strik

Tone skrev i går:

Men hvordan gikk det med Cobblestone? Eller skal jeg la være å spørre?!

Det gik da rigtig rigtig godt med den aflivede fisker, der med rimelig fart er ved at transformere sig til en Cobblestone, faktisk er det gået så godt, at jeg har strikket alpaca’en op, og nu må vente på nye forsyninger…

Jeg har altså haft lidt problemer med det garn, først farveforviklinger og nu så en tørlægning, irriterende, jeg var åbenbart i overkanten optimistisk, da jeg regnede på, hvor mange nøgler jeg skulle bruge af skidtet.

Heldigvis er der masser at finde i netbutikkerne, og det gør ikke så meget, at det ikke er fra samme parti, det ses ikke så tydeligt, når der i forvejen strikkes med to forskellige farver og kvaliteter.

Bortset fra det, så er Cobblestone et skønt stykke strikketøj, ingen vanskelige manøvrer, bare rundt og rundt, og nu også lidt frem og tilbage på forkortede rækker…

Både Amanda og Laura har bestilt en junior-udgave, sådan en er nemmelig set lige her hos amerikanske Leslie!

Lauras kan helt sikkert laves på samme måde, altså ved at trække 18 masker fra den mindste størrelse i Interweave, og så lave et par forkortede rækker mindre.

Amanda er stadig en lille splint, så her må jeg nok ha’ gang i min bibel, men med den ved hånden må det være en smal sag at lave en x-x-x-small.

Brunt Lucca er på lager, det er vist bare at komme i gang…

Der har været godt gang i strikkepindene i det svenske, siddende ved bordet i det store varme køkken med udsigt til sø og skov, er der røget en del meter uld igennem mine fingre.

Linus er blevet færdig, den er blevet så fin, og om en opskyldnings- og knappemonteringstid, så er den klar til Frederikke, der kan lyse op i efterårsvejret med striber i forskellige retninger.

Trøjen måtte ha’ et lille uldtilskud fra Hannes gemmere, jeg manglede grønt garn til 6 tynde striber, og kunne alligevel ikke bære at strikke dem i en anden farve, som jeg ellers havde truet med, så det lunede, at der kunne findes 8 meter af samme farvenummer.

Som sædvanlig har det været en fornøjelse at strikke en Falkenberg-ting, der er aldrig noget at komme efter i hendes opskrifter, alt passer perfekt og er så let at gå til, Hurra for det, for der er masser af andre opskrifter, hvor man selv må gætte sig frem…

En lille morfarvest er det også blevet til, opskriften er fra Britta Wilferts “Spirrevipstrik og herlig hækling”, som Hanne og jeg har købt til deling. Der er udemærkede designs i, men den når slet ikke op på siden af “Hønsefødder og Gulerødder”.

Der mangler lidt finish på Wilferts modeller, synes jeg, men man kan selvfølgelig selv tilføje, og det har jeg gjort på vesten, hvor både halsudskæring og ærmegab er blevet pyntet med en lille retrille, det har givet et meget mere færdigt look…

Garnet er Rhythm fra JoJoLand, ankommet her på adressen engang i foråret, det er en fornøjelse at strikke med, og passer da perfekt til denne lille drengevest, synes jeg.

Jeg har ikke syet begge skuldre sammen endnu, har lidt svært ved at vurdere, om en et-årigs hoved kan komme igennem uden alt for meget asen og masen, så Anton-manden må komme forbi til en test, inden det bliver besluttet om det er med knapper på skulderen eller ej, jeg kan bedst li’ ej…

I foråret strikkede jeg rib i ugevis, 5 ret 5 vrang, Torben skulle ha’ sig en Fiskertrøje, og en tid gik det faktisk ganske hæderligt med at komme der op ad på bullen, helt op til ærmegabene nåede jeg og fik også klaret det første ærme.

Men nu er Fiskeren død, trævlet op med hård hånd og koldt hjerte, jeg blev mere og mere lunken over det smalle look ribben gav, det var lige i overkanten slim-fit, også selvom manden min bare er en lille tynd ting…

Jeg prøver med en Cobblestone i stedet, og indtil videre ser det lovende ud. Den er pakket i den svenske strikketaske, og ved siden af den ligger bare småprojekter, der ikke kan tage alt for megen opmærksomhed.

Han fortjener sin lune sweater, ham Torben, og gav grønt lys for transformeringen fra ribbet fisker til retrillet newyorker style, og jeg prøver at overbevise mig selv om, at Cobblestone er bedre at strikke, og at min ulyst til fiskeren kun gjaldt mønsteret og ikke den urolige garnkombination.

Inderst inde ved jeg godt, at jeg slet slet ikke er til sådan et mix, men nu bliver det sådan, og manden er udemærket tilfreds, vil vist bare gerne ha’ den sweater!

Hvis du ikke før har gæstet Cobblestones designer, Jared, så gør det lige, han kan noget med uld og pinde, og så sandelig også med et kamera…