Jeg lugter af røg, har kulsorte hænder, er forblæst og har kolde tæer, men det er i orden med mig, min indre spejder har haft det godt i aften.
Det endte selvfølgelig med at blive en rigtig dejlig aften derude ved søen, også selvom det virkede lidt spøjst at være afsted til klassearrangement i Amandas klassen uden Amanda…
I alle tilfælde for Laura og hendes store ønske om igen at kunne iklæde sig en spøgelsestrøje!!
Da hun stadig var et lille børnehavebarn fuld af spontansang og sutte-læspen, strikkede jeg en god ulden trøje til udeleg og tummel, hun elskede den, og gik med den til den grænsede til det pinligt stumpende.
Den blev givet videre til en i rette størrelse, og andre striktrøjer overtog yndlingspladsen; men helt i glemmebogen røg spøgelserne aldrig og sidste år plagede hun længe om en ny…
Først strikkede moderen, hun gik død i mønsterstrik og snoede tråde, og spøgelserne kom til at ligge i kurven med de udstødte.
Så strikkede en af fasterens bekendte, det gik bedre for hende med at komme igennem strikkeriet, til gengæld gik det rigtigt dårligt med at holde sig til de rigtige farver.
Vi bestemte os for, at vi bare ville montere lynlåsen og leve med den underlige stribe hen over brystet, meeeen, det blev alligevel for meget for mig, jeg er ikke så god til den slags uorden…
Vores redning blev søde Susanne H., der for tiden er Lauras allerstørste heltinde, og som jeg ved ville være så glad, hvis hun kunne se, hvordan Laura spankulerer rundt med hænder i dybt i lommen på de baggy jeans, med seje slendrende skridt og det store krøllede hår i fri dressur, hun er über-cool med spøgelserne på!
Hun elsker den trøje, og mener nærmest ikke, at hun har brug for ret meget andet for at klare sig igennem vinteren!
Så tak, Susanne, af hjertet, fra Laura der elsker sin trøje og fra hendes mor, der ikke selv orkede at komme i mål på det projekt…
